lørdag den 29. april 2017

Death wish og ridser i lakken

Ingolf har været på banen igen. Ham har jeg skrevet om før.

Det er som regel til vores teammøder, han kvajer sig. Det var det også i forgårs. Ikke med noget seksuelt denne gang (thank God), men derimod med et death wish.

Og havde det så blot været et ønske om egen død kunne jeg have levet med det (blink, blink). Men det var det ikke.

Situationen:

Jeg har bestilt billetter til to skolebioforestillinger med 7. årgang, som jeg og mit øvrige team skal undervise næste skoleår.

Den ene film hedder X+Y, og den anden hedder Syv minutter over midnat.

Det orienterede jeg teamet om til vores møde i forgårs, mens Ingolf skrev referat.

Han havde åbenbart ikke lige fanget den sidste del af det, jeg sagde, så han spurgte:

"'Syv minutter over midnat'? Hedder den anden film det?"

So far, so good. Og jeg tænker, at han spurgte for at få det noteret rigtigt i referatet.

Men her er det så, at jeg ikke kan lade være med at være totalt plat. For jeg svarede naturligvis:

"Nej, det er det tidspunkt, hvor filmen begynder."

Oh, despicable me, haha.

Nå, men de andre i teamet smågrinede over min plathed, og Ingolf ville gerne være kæk og ride med på bølgen af jokes, så han replicerede:

"Nej, det er det tidspunkt, hvor vi slår dig ihjel, Mrs. Englishteacher." Bortset fra, at han altså brugte mit rigtige navn, som han kender.

Han troede åbenbart, han var morsom. For han grinede selv. Det var der ingen andre, der gjorde.

Nå, men jeg fornemmede, at vi sad i en lidt akavet situation, og foreslog, at vi gik videre til næste punkt på dagsordenen (inden mine tæer krummede sig ned gennem mine skosåler).

Resten af mødet forløb uden yderligere pinligheder, og som teamkoordinator var jeg godt tilfreds.

Indtil jeg læste referatet. For her står:

"Klokken syv minutter over midnat slår vi Mrs. Englishteacher ihjel."

Han har fandme ført det til referat. Sort på hvidt. SÅ god synes han altså, at hans egen vittighed var.

Suk.

Jeg kan vælge at redigere i dokumentet. Men det har jeg ikke gjort. Tænker, det er okay, at det bliver stående. Det er i hvert fald vidnesbyrd for min påstand om, at manden mangler social kompetence.

End of story.

Og nu sidder du nok og undrer dig lidt, kære bloglæser. For jeg har jo ikke skrevet den mindste smule om ridser i lakken, som indlæggets overskrift ellers antyder.

Det er, fordi det kun er den FØRSTE historie, der er slut. 

Jeg ikke er KOMMET til den anden historie endnu. 

Den har nemlig ikke den fjerneste forbindelse til beretningen om Ingolf. Hvis man altså ser bort fra, at den er mere feelgood og derfor måske kan opveje lidt. 

Here it comes:

For nogle uger siden blev min ældste datter påkørt. I MIN bil. 

Ingen tvivl om skyldsspørgsmålet: HUN holdt stille på en parkeringsplads. HAN bakkede ind i hende. Og lavede derved en lillebitte ridse i lakken på min kofanger.

Meget dramatisk altså.

Et kvarter efter min datters hjemkomst til forstadsvillaen blev jeg ringet op. Det var skadevolder. Som var MEGET ked af at have påkørt min bil og betingelsesløst påtog sig skylden.

Jeg fik helt ondt af ham. 

En ung militærmand fra Nordjylland. Usædvanlig høflig og undskyldende. Og inderligt taknemlig for, at jeg ikke var vred.

Øh, vred? Mig? Over en ridse i lakken? 

Oh dear. Den slags kan jeg virkelig ikke hidse mig op over, haha.

Min bil er ikke et statussymbol. Jeg kører ikke rundt og spiller smart i den. Den er ganske simpelt et praktisk transportmiddel. That's it and that's that.

Nå, men den stakkels unge mand ville gerne betale uden om forsikringen, og vi aftalte, at jeg skulle bringe bilen på værksted og få en pris på udbedringen af skaden.

Den var på værksted i forgårs.

Shit.

Omlakering af 1 stk. kofanger på halvgammel Yaris: 3.932,28 gode danske kroner.

Shit, shit, shit.

Det var jo MEGET dyrere, end jeg havde forestillet mig.

Og selv om det ville være reelt nok at lade den nordjyske ungersvend betale for den skade, han selv havde lavet, gav tanken mig en megadårlig fornemmelse indeni. Totally feelbad.

Det krævede da heller ikke mange overvejelser at nå frem til den konklusion, at jeg ganske simpelt ikke kunne få mig selv til at bede ham om næsten 4.000 kroner for SÅ lille en skade.

Men hvad så? 

Han HAVDE jo for helvede ridset min bil. Og det ville da kradse lidt i min retfærdighedsfølelse bare at lade manden slippe uden beregning og selv køre rundt med ridsen i resten af bilens levetid.

Damn.

Heldigvis har jeg nu og da held til at generere en fornuftig tanke, hvis jeg arbejder længe nok på det.

Så efter at have belastet mine hjernevindinger i et par timer, fandt jeg på følgende:

Jeg ville skrive til manden, hvordan det forholdt sig med prisen for reparationen. 

Dernæst ville jeg foreslå ham at hugge 3.000 kroner af, så han kunne nøjes med at overføre 1.000 kroner til mig. Og så ville jeg leve med ridsen. 

Alternativt kunne han selv prøve at finde en lavere pris for omlakeringen end de 4.000.

Og som tænkt, så gjort. 

Jeg skrev til manden og var ret godt tilfreds med mit eget løsningsforslag. Tilfreds, fordi jeg følte mig som et godt og anstændigt menneske, selv om jeg ville snyde mig selv for udbedringen af skaden på min bil. Og gode følelser er vigtigere end pæne ting. I min optik.

Det var ungersvenden også. Tilfreds altså. Glad faktisk. Og taknemlig. Og lettet.

Efter 25 sekunder havde jeg modtaget 1.000 kroner på mobile pay.

End of story.

tirsdag den 25. april 2017

Om navne

Oh dear, jeg står i et dilemma.

Det forholder sig nemlig sådan, at jeg for snart syv år siden lod mig skille. Fra min eksmand (surprise!). Hvis efternavn jeg tog, da vi i en endnu tidligere tidsalder giftede os.

Under mit ret lange ægteskab med manden vænnede jeg mig til at bære hans navn, og det var også dette navn, vi gav vores fire børn.

So far, so good.

Øh ... bortset fra at jeg nu altså ikke længere er gift med manden.

Jeg har fået et fuldkommen nyt liv. Ny bopæl, ny uddannelse, nyt job, ny seksualitet. Næsten alting nyt.

Til gengæld render jeg stadig rundt og hedder det samme: HANS navn.

Og nu begynder jeg så at synes, at det er lidt træls. 

Faktisk synes jeg, det er ydmygende, at jeg sådan valgte at skrotte mit eget navn til fordel for hans.

Hvad fanden var nu det for en underkastelse?! Han kunne da lige så godt have taget mit. Men det kom ligesom aldrig på tale.

Man kunne også forestille sig, at en kæreste kunne synes, det er lidt bizart, at jeg ikke har skilt mig af med eksens navn. 

For ønsker jeg da ikke at tage afstand til ham? At lægge ham bag mig?

Jo, det gør jeg bestemt. 

Og for kun 480 kroner kan jeg foretage det nødvendige indgreb. Over nettet. Hjemme fra sofahjørnet. Til et let traktement af te og citronmåne. Nemt og bekvemt.

Men jeg har et dilemma:

Hvad med børnene?

Vil de ikke føle, at jeg distancerer mig, hvis jeg ikke længere hedder det samme som dem? Det er sgudda mærkeligt, at de så skal gå og hedde deres fars navn, men ikke deres mors.

De siger godt nok, at det ikke gør dem noget. Men kan jeg virkelig tro på det? Kan jeg være sikker på, at de ikke føler bare et lille strejf af ... øh ... bedrøvelse? Skuffelse? Afvisning?

Shit.

Det er paradoksalt, at en beslutning, der synes så let, kan være så svær.

Jeg må tænke.

Og mens vi venter på det, kan jeg jo lige berige dit liv med at referere en artikel, jeg har læst på BT, som netop handler om navne.

Vidste du for eksempel, at folk derude er SÅ gak i roen, at de finder på at give deres nuttede nyfødte vederstyggelige navne som:

ALTAN
GUL
MUSLING
NITTE
SOK
DRENG (dog ikke til piger)
KAMEL
AWESOME
BLÆR
TUNG
OFFER
BADR
og OG?

Ja, "Og" er et godkendt drengenavn, folkens!

Og selv om det er fuldkommen DERANGED at give sine børn SÅ åndssvage navne, kan tanken godt gøre mig glad alligevel.

For i sammenligning med at være døbt "Nitte" eller "Badr" er mine navneproblemer jo ret ubetydelige.

Det var dagens melding. Nu vil jeg sætte mig foran et afsnit af min yndlingslebbeserie (Orange Is the New Black selvfølgelig) og nyde, at sønnike laver mad.

Take care.

torsdag den 20. april 2017

Farvel til en gammel kontakt eller om at spare penge

Har lige gennemgået min økonomi. Det var nødvendigt.

Den direkte årsag er, at jeg for nylig er gået cirka 50.000 kroner netto ned i indkomst om året. En ikke ubetydelig indkomstnedgang forårsaget af, at Barn 3 fyldte 18 sidste sommer.

Dermed bortfaldt naturligvis den månedlige ungdomsydelse, jeg modtog fra det offentlige. PLUS børnebidraget fra Lucifer (læs: min eksmand, red.).

Og jaja, jeg VED godt, at jeg er holdt op med at kalde Lucifer for ... øh ... Lucifer, fordi han ikke er så slem, som han HAR været (han er for eksempel holdt op med at slæbe mig i retten og har også flere gange lånt mig sin bil), men i dette tilfælde er han i min optik altså stadigvæk en lille djævel.

For til trods for at Barn 3 stadig bor her hos mig og dermed stadig koster mig de samme penge, har Lucifer fulgt reglerne til punkt og prikke og fjernet ethvert tilskud fra den dag, knægten blev myndig.

Nå, men det skal jeg ikke bitche mere over. Det er Lucifers gode ret, og så er der ikke mere at sige til det.

Bortset altså fra at 50.000 kroner selvfølgelig kan mærkes i en beskeden økonomi som min.

Derfor altså en kritisk gennemgang af alle mine udgifter, hvilket har medført følgende:
  1. Farvel til Yousee og goddag til Oister. Nu betaler jeg 79 kroner månedligt for mit mobilabonnement i stedet for 500 kroner pr. kvartal.
  2. Farvel til den store TV-pakke og goddag til mellempakken. 
  3. Farvel til ASE (a-kassen for selvstændige) og goddag til Lærernes A-kasse.
  4. Farvel til abonnementet på Illustreret Videnskab.
  5. Farvel til folkekirken.
Okay. Inden du begynder at stille kritiske spørgsmål om punkt 5, må jeg hellere med det samme sige, at jeg IKKE har skrottet Gud for at spare penge.

Det med Gud er meget velovervejet. Skattebesparelsen er bare en bonus ;-)

Ser du, jeg har det problem med Gud, at jeg ikke tror på Hende. 

Vi lever. Vi dør. Slut. 

Og hvem siger, at "slut" er så slemt? At tro på evigt liv er i min optik bare grådighed og dødsangst i en virkelighedsfjern tango.

Desuden ser jeg religion som et middel til at styre og undertrykke et folk (og navnlig kvinderne). Det er ikke så slemt med vores folk længere, men det er det eddermame i andre lande.

Og så er religion en af de største dræbere, der findes.

Så nej, jeg bryder mig ikke om religion. Og jeg bryder mig SLET ikke om begrebet statsreligion.

Helt ærligt!

I vores statsreligion er vi automatisk fra fødslen meldt ind i en forening med nogle bestemte værdier uden at blive spurgt. Bare fordi der er flest lutheranere i landet.

Det svarer jo næsten til, at vi automatisk var meldt ind i Socialdemokratiet. Hvad nu, hvis vi ikke bryder os om socialdemokratisk politik?

Endelig (og det blev nok dråben) bryder jeg mig ikke om visse kristnes holdning til homoseksuelle.

Jeg synes for eksempel, det er ydmygende at måtte bønfalde en præst om lov til at blive viet i hendes kirke.

For præster har nemlig lov til at afvise giftelystne homoseksuelle ved kirkedøren, hvis de vil.

Menøh ... nu er det jo vedtaget ved lov i Danmark, at homoseksuelle har RET til kirkelige vielser. Derfor fatter jeg ikke, at det skal afhænge af en eller anden prædikants forgodtbefindende, om jeg må have lov at gifte mig med min kæreste i en kirke eller ej.

Hvordan kan præster være hævet over loven?

Det er sgudda MEganederen.

I virkeligheden synes jeg oprigtigt, at kirke og stat skulle adskilles. Og for den sags skyld også kirke og SKOLE.

For hvorfor skal børnenes konfirmationsforberedelse nødvendigvis foregå i skoletiden? De KUNNE jo for eksempel modtage nyttig skoleundervisning i skoletiden og gå til præst om aftenen.

Nå, men jeg besluttede mig altså for at bryde forholdet til Vordame. Og det skulle være let nok, havde jeg læst.

Mens det førhen vistnok var besværligt at få lov at fravælge tilhørsforholdet til tvangskirken, skulle det nu kunne klares med en e-mail. Piece of cake.

Så jeg skrev til det lokale kirkekontor og spurgte, hvordan jeg skulle bære mig ad med at melde mig ud af klubben.

Og fik at vide, at jeg skulle gå ind på borger.dk og bede om en ny dåbsattest.

Så gik jeg ind på borger.dk. Her var et menupunkt, der hed "Udmeldelse af folkekirken." Det klikkede jeg på ...

... og fik at vide, at jeg bare skulle skrive til kirkekontoret (!) og oplyse, hvor og hvornår jeg er født og døbt ifølge min nuværende dåbsattest.

Så skrev jeg til kirkekontoret IGEN og gav dem de nødvendige oplysninger.

Hvorpå jeg modtog en NY mail fra kordegnen og fik at vide, at jeg skulle gå ind på borger.dk ...

AAAAARGH!!!

Rundt og rundt i en endeløs spiral. Man kunne jo næsten tro, at man forsøgte at køre mig rundt i arenaen, til jeg faldt død om.

Til sidst måtte jeg da også hejse det hvide flag og RINGE til kirkekontoret, så jeg kunne vride armen om på fjolserne. Hvilket ikke er nemt, fordi de åbenbart har SÅ travlt, at de er nødt til at lukke telefonerne klokken 13 hver dag.

Damn!

Men nu skulle det altså være en realitet. 

OH, GLORIOUS VICTORY :-)

tirsdag den 18. april 2017

Noget om mængder (og også lidt om mænd og kitchen duty, når jeg nu er i gang)

Der er en ting, der undrer mig. I forhold til mængder.

Som nu for eksempel forleden dag, hvor jeg skulle lave en lækker lille peanutsauce til de fyldte kondomer (aka friske forårsruller, men mine sippede børn HADER, når mor kalder dem det andet, så det gør jeg selvfølgelig, muahahaaah), som jeg havde på tegnebrættet til aftensmaden.

På ingredienslisten stod: "5-10 dråber fiskesauce."

Jeg bruger egentlig aldrig fiskesauce til noget.

Men da jeg er helt utroligt autoritetstro og altid følger mine opskrifter i en fuldstændig hysterisk grad, kørte jeg selvfølgelig i Rema for at hente fiskesauce.

Og hjem kom jeg med denne flaske:


150 milliliter, værsgo.

Gad vide, hvor mange dråber, der går på 150 milliliter? 1000 måske? 

Hvis det er tilfældet, rækker denne flaske altså til ovennævnte peanutsauce ... øh ... fucking 200 gange!

Til gengæld er den efter åbning holdbar i 60 dage.

Så hvis ikke vi skal begå madspild og hælde lortet i vasken, skal vi altså have peanutsauce mere end tre gange om dagen i de næste to måneder.

And now I'll let you in on a secret: AIN'T GONNA HAPPEN!

Og prøv så bare lige at skulle bruge en skefuld tahin til en auberginesalat:


Fucking 300 gram i et glas! Til ÉN skefuld.

Damn.

Til gengæld har importøren IKKE været så venlig at oplyse, hvor længe produktet er holdbart EFTER åbning. 

Så tak for crap!

Hvorfor er det lige, at ingredienser, som man kun skal bruge en ganske lille snas af, udelukkende kan købes i gigantpakninger, hvoraf man ender med at smide 95 procent ud?

Det pisser min politisk korrekte, madspildsallergiske sjæl af!

Bum.

Og noget andet, der pisser min sjæl af, er mænd.

Ikke alle mænd selvfølgelig.

Jeg kender faktisk mange mænd, som jeg sætter stor pris på (så længe de ikke mener, de skal give mig romantik og sex).

Men for satan altså.

På den skole, hvor jeg underviser, skiftes vores samarbejdsteams til at tage opvasken i lærerkøkkenet en uge ad gangen.

Og i denne uge er det mit team, der står for køkkentjansen.

Jeg er eneste kvinde i et team på fem.

Og gæt, hvem der kom til at tage opvasken i dag?

How right you are!

Mine fire gode mænd forsvandt ganske enkelt rundt om i huset, da det var ved at være tid til at iføre sig gummihandskerne. Og jeg tror slet ikke, det faldt dem ind, at de kunne forventes at tage et initiativ.

For de har jo mig.

Pis.

Nu må vi kvinder altså virkelig tage os sammen og forlange lidt af vores sønner derhjemme. For det kan ikke passe, at vi lader dem udvikle sig til forkælede husholdningsidioter (fedt ord, som jeg lige har læst i Politiken ;-)), som uden skrupler vælger at køre på frihjul, hver gang det trækker op til husligt arbejde.

Bum igen.

Nå, men enden på historien blev, at jeg vred armen rundt på et par stykker af mine kære teammedlemmer, så vi trods alt kom til at deles lidt om vores kitchen duty.

Og nu vil jeg om lidt sætte mig til bordet. 

Sønnike er ved at stege koteletter til mig ;-)

lørdag den 15. april 2017

Employee of the Year

Jeg må være en stærk kandidat til titlen. Hvis altså offentligt ansatte nogensinde vandt den slags anerkendelse.

I hvert fald er jeg pissedygtig til at lægge mig syg UDEN FOR ARBEJDSTIDEN. Som for eksempel i weekender. Og ferier. 

Som for eksempel fucking PÅSKEFERIEN.

Hrmpf!

Oh dear.

Nå, men det er altså business as usual i denne ferie.

Lagde ellers ud med ret høj cigarføring og lejede et hyggeligt sommerhus i Skagen af en kollega, som har et ... øh ... hyggeligt sommerhus i Skagen.

Og så spartlede jeg forrige fredag Yarisen ud med alle fire Rotter, gode bøger og brætspil og daffede nordpå.

Jeg er vild med Skagen.

Det er så pissefint i Skagen.

Og Rotterne elsker disse familieture, og jeg får en enorm street credit hos dem alle, når vi er deroppe ...

... for MUTTI KENDER ISDAMEN.

Hehe.

Og denne isdame er ikke sen til at tilbyde en gratis kugle eller to i bæger eller vaffel efter eget valg.

Søndag kom Tudserne (læs: fruens aldrende forældre, red.) til frokost.

I bedste sociale familiestil havde Rotte 1-4 + Die Mutterratte hver valgt en ting til frokostbordet. 

Så det blev til både lun leverpostej med bacon, pølser i svøb, fiskefrikadeller fra et af de smukke fiskehuse ved havnen og en urgammel skæreost, der var så våd, at den næsten kunne krybe op på tallerkenerne af sig selv (våd på den fede måde, høhø).

Tudserne var lidt i tvivl om, hvorvidt de mon kunne finde huset, for det er nogle gamle Tudser, som let bliver lidt usikre på ting.

Jeg trådte galant til og skrev i en sms, at det ikke var noget problem, for de skulle bare køre efter det gule hus.

Despicable me, muahahaaah ;-D

Nå, men allerede den dag fik jeg ondt i halsen. Suk.

Mandag besøgte vi Skagens Museum. Der havde jeg aldrig været. Måske lidt i protest over den fucking grimme bygning, de har klampet op i smukke gamle Skagen. Det ligner fandme en kæmpemæssig legoklods, der lidt umotiveret er landet midt i det hele:



Nå, men denne legoklods (ja, det ER den elegante grå bygning i baggrunden) huser altså mange af de berømte skagensmalerier af Krøyer, Ancher og Tuxen.

Som jeg vist har skrevet før, er jeg udtalt kunstspasser. 

Jeg MAGTER ikke at fortolke et kunstværk, hvis jeg ikke får lidt hjælp. Men når det gælder skagensmalerne går det nogenlunde med at forstå malerierne. For man kan nemlig se, hvad de forestiller.

Og det, jeg finder særligt interessant ved skagensmalerierne, er, at de giver et fint billede på vilkårene i Skagen i slut 1800-tallet.

Sådan som jeg ser det, var der på den ene side fiskerne. De levede det hårde liv, som de dagligt satte på spil, når de drog ud på havet for at lande den fangst, der lige netop kunne sikre opretholdelsen af en beskeden tilværelse.

Og på den anden side var der den fisefornemme kunstnerelite, som lige lagde vejen forbi engang imellem, når der var chance for godt vejr (formentlig i uge 29), og som på billederne skildrer sig selv til havefrokoster og slentrende hen ad stranden i solnedgangens glødende skær iført sarte, hvide, kniplingsbesatte kjoler.

Jeg kan lige se P.S. Krøyer og Michael Ancher sidde der i deres guddommelige ophøjethed på et par klapstole på stranden under stråhattenes skygge med deres fimsede staffelier og male de hårdtarbejdende, nordjyske fiskere.

Gad vide, hvad fiskerne har tænkt. Det må næsten have været svært at holde masken.

Nå, men mandag havde jeg stadig ondt i halsen.

Og tirsdag kørte vi hjem.

Øh ... efter at vi først lige havde været en tur på Grenen (eller Krogen, som ældstesønnen ved et uheld kom til at kalde den, eller Knagen, som yngstedatteren ved et uheld kom til at kalde den (hehe, de er sgu ikke for kloge)).

For ældstedatteren havde fået en challenge: Hun skulle en tur i vandet.

Jeg syntes, det var en bindegal idé. For det kunne sgudda godt være, at solen skinnede smukt. Men det var kraftedeme koldt, og der blæste en ond og vedholdende vind, så de fleste folk på Grenen var iført dunjakker, handsker og tykke huer.

Og idéen blev ikke mindre bindegal af, at det vist nok var barnet selv, der havde opfundet og givet sig selv denne challenge.

Men hun gjorde det sgu! Hun er eddermame sej, den datter. Se nu bare her:



Bagefter kørte vi hjem. Og jeg sprang ud som snotforkølet.

Det har jeg været lige siden.

I en grad, så jeg har måttet sende Rotterne alene af sted til påskefrokost med HELE min familie hjemme hos Tudserne i dag. VRÆL!

Men jeg hoster. Og jeg vil virkelig ikke udsætte min far, der har KOL i en ret heftig grad, for nogen form for smitte, som kan sætte sig på hans luftveje.

Til gengæld fik jeg tid til at skrive et længere blogindlæg. Og det er jo fedt nok :-D

torsdag den 13. april 2017

Om sexchikane ...

... eller hvad jeg nu skal kalde det.

For jeg er faktisk lidt i tvivl. Så jeg har googlet ordet.

Arbejdstilsynet skriver:

"Der er tale om seksuel chikane, når en person regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en anden person for uønskede handlinger af seksuel karakter, som vedkommende opfatter som krænkende."

So far, so good.

Og nu til et dilemma:

Jeg tror, at jeg måske bliver udsat for noget sexchikaneagtigt på jobbet. Øh ... eller også gør jeg ikke. I hvert fald tror jeg, at det nærmest er utilsigtet. Måske. Men det er helt klart krænkende. 

Sorry, jeg er ikke særlig klar i spyttet lige nu. Men jeg er usikker, fordi jeg aldrig har prøvet det før.

Og jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal gøre ved det.

Historien:

Jeg har en kollega, som vi jo kan kalde Ingolf. 

Ham har jeg omtalt i et andet indlæg. I det indlæg skrev jeg, at Ingolf til et møde for nogen tid siden holdt en kagetallerken med en stor klat kagecreme op under næsen på mig og foreslog, at jeg da lige kunne slikke klatten af med min frække lille tunge. Du kan læse indlægget her.

I sidste uge holdt vi møde igen. 

Denne gang brillerede Ingolf ved at hævde, at han da godt lige gad have adgang til min smækre krop i et kvarters tid.

Shit.

Jeg mindede ham om, at jeg jo på ingen måde er til mænd, og tilføjede, at han måtte være superoptimist, hvis han virkelig troede, at han havde en chance der.

Jeg fik det til at lyde lidt kækt, men indeni var jeg rystet. Hvorfor siger han sådan noget til mig? Det er ydmygende.

Til gengæld er det ikke det eneste, han har sagt. 

Han antydede også en dag, at han ville give mig et klask i måsen. Hvorpå JEG vendte måsen ind mod væggen. Hvorpå HAN til gengæld holdt sine hænder alt for tæt op foran mine bryster og sagde, at jeg jo også havde lidt foran.

Damn! Hold nu kæft, hvor han invaderer mit space, den mand!

But WHY? Han er en forholdsvis reflekteret mand. I almindelighed well-behaved. Og jeg er så vidt vides den eneste, han er så "fri" overfor.

Jeg har tænkt lidt over det og er nået frem til følgende:

Ingolf mangler social kompetence. Han vil gerne være med på den lidt sjove tone, vi andre bedriver indbyrdes. 

Byder nogen mig en banan fra frugtkurven på lærerværelset, kan jeg for eksempel godt finde på at sige: "Nej tak, jeg er færdig med bananer."

Okay, den er måske lige på grænsen. Men kollegerne synes, at det er ret sjovt. 

Og Ingolf vil gerne være med på jargonen.

Han ved bare ikke, at HANS bemærkninger ikke er sjove.

Suk.

Desuden tror jeg, at han føler, det er okay at sige klamme ting til mig, fordi jeg er homoseksuel. For ingen ved deres sansers fulde brug vil vel tro, at han mener dem alvorligt.

Men er det virkelig okay?

Har han grønt lys til at sige hvad som helst til mig, bare fordi ingen vil tro, at han mener, hvad han siger?

Det har han vel ikke, hvis jeg bliver negativt påvirket af det. Siden vores sidste møde er jeg således gået i en stor bue uden om manden.

Og det skal stoppe, skal det.

Nu er problemet så, at jeg ikke har lyst til at håndtere det, som jeg ved, jeg bør.

For næste gang det sker, må jeg sige fra i vendinger, der ikke kan misforstås. Og jeg vil næsten hellere have ild i håret end føre sådan en samtale.

Fuck.

Vi har selvfølgelig også en arbejdsmiljørepræsentant, som jeg kan gå til. Men det betragter jeg altså som ANDEN fase. For i givet fald skal der vel skrives en eller anden underretning, som kan ende med noget snavs for Ingolf. Og det ønsker jeg ikke.

Det er de to muligheder, jeg kan se.

Så byder al anstændighed mig ikke, at jeg siger direkte fra over for manden først?

Eller ... øh ... sagde jeg TO muligheder? Well, teoretisk set er der vel også en tredje:

Jeg kan affinde mig med det. Bare lade ham tro, at han er sjov. Historisk set er det ikke småting, jeg har affundet mig med. Så måske bare lukke øjne og ører, lade være med selv at fyre småsjofle bemærkninger af og vente til hans anfald går over.

Jeg går i tænkeboks (og det har jeg rig lejlighed til i disse dage, hvor jeg naturligvis tilbringer påskeferien med feber og snot).

Take care.

onsdag den 5. april 2017

Om konversationstalent

"Damn, jeg er nødt til at gå. Jeg skal have tilsyn."

Sådan sagde jeg til den håndfuld kolleger, jeg sad sammen med på lærerværelset i spisefrikvarteret i går.

"Tilsyn" betyder gang- eller gårdvagt. Og jeg skulle altså have tilsyn på 6. årgang i går fra 11.40 til 12.00.

Samtalen omkring bordet var ellers interessant. Vi var netop ved at gætte, hvilken middagsret betegnelsen "slatten tissemand" mon dækker over.

Nogle mente, det måtte være noget med pølse. Men jeg var ikke helt enig. For hvilken pølse er ligefrem slatten?

Nej vel?

Jeg hældede nærmere til den anskuelse, at det måtte være noget med pasta. Måske cannelloni, som er sådan en slags pastaplade, der er rullet sammen om noget fyld.

"Jamen, skal jeg ikke tage din vagt i dag? Så kan du tage min på torsdag, for der har mændene madklub," lød det omgående fra en mandlig (sjovt nok) kollega, der sad ved siden af.

Det lød okay. Jeg kunne godt forstå, at han gerne ville frigøre lidt torsdagstid, når mændene nu holdt madklub, og han gerne ville være med.

Så vi byttede, og han gik ned på 6. årgang til min 20-minuttersvagt.

Og det var først i morges, det gik op for mig, at den vagt, jeg havde byttet mig til, var fucking 40 minutter lang og dermed kommer til at lægge beslag på hele min spisepause i morgen.

Så tak for crap! Det var, hvad jeg fik ud af min venlighed. Jeg har byttet 20 minutter for 40. Pis.

Nå, men jeg skyder lidt af skylden på min egen mangel på konversationstalent. Hvorfor helvede spurgte jeg ikke ind?

Er det særlig kløgtigt bare at antage, at man kender alle vilkår og forudsætninger, når man ikke stiller spørgsmål? For mennesker kan jo være nogle røvhuller, og er man for godtroende, får man somme tider nogle øretæver.

Desuden er det jo røvsygt og ensidigt at samtale med folk, som aldrig spørger ind. Det har jeg vist skrevet om før.

Men nu gør jeg det altså igen.

Øh ... når jeg lige har været en tur omkring Mads & Monopolet fra i lørdags.

Morten Albæk var med i panelet. Og hold nu kæft, hvor er han i grunden god. Reflekteret og velartikuleret var han i stand til at foretage ret kloge analyser af de fleste dilemmaer. En fornøjelse at lytte til :-D

Og på et tidspunkt i programmet fortalte hr. Albæk, at han godt kan finde på at slå op med sine venner, hvis de ikke giver ham dybde nok. Hvis venskabet bliver for overfladisk og intetsigende.

Det har jeg også prøvet.

For eksempel havde jeg engang en veninde, som aldrig spurgte ind til mig og mit liv, når jeg var sammen med hende (og den opmærksomme læser vil nu bemærke, hvor elegant jeg er kommet tilbage på sporet i dette indlæg).

Det vil sige, hun kunne godt stille mig et spørgsmål en gang imellem, men det var med henblik på omgående at dreje samtalen tilbage til egne tildragelser i eget univers.

Sådan i retning af:

"Har du købt vinterstøvler til børnene? Ja, JEG var i Paw Sko forleden dag, og der opdagede jeg, at de kun havde sidste års modeller tilbage, så jeg skyndte mig hjem for at søge på nettet, og der fandt jeg ... og de kostede kun ... men de var ikke på lager ... og så ..."

Og blablabla. Videre om sig selv. I en uendelig tomgang.

Mens jeg pænt nikkede. Og sagde: "Nå. Nej. Ja. Sikke noget. Er det rigtigt? Ja så. Aha. Mhmmm."

Ogsåvidere, ogsåvidere, ogsåvidere.

Og forgæves ventede på taletid.

Den veninde har jeg slået op med. Jeg kunne ikke holde ud, at vores samtaler altid skulle være så ensidige. Jeg kunne ikke holde ud ikke bare en gang imellem at blive lyttet til.

Og jeg var ved at kede mig ihjel.

En god og givende samtale rummer gensidighed, og der er alt for mange, der ikke mestrer det at spørge ind og LYTTE. Bum.

Men det er måske slet ikke så nemt, det der med at være god til at konversere.

For der er også en anden type, der kan bringe mit pis i kog under en samtale:

Besserwisseren.

For satan altså.

Jeg omgås somme tider en person, der er ualmindelig tilbøjelig til at korrigere andre, hvis hun mener at vide bedre selv. Og det til trods for at der måske er tale om en pisseligegyldig detalje.

Hele tiden skal hun føre sig frem på andres bekostning.

Det kan være bitte, bitte, bitte små ting.

Har denne person bare en enkelt fucking decimal mere i SIT tal, end man selv har i SIT, kan man med andre ord være sikker på at blive korrekset. Figuratively speaking.

Oh my god!

Man føler sig faktisk virkelig underlegen, når man forsøger at samtale med sådan en person. Og lidt bange for måske ikke at have helt styr på fakta. For øksen falder prompte. Og man bliver lynhurtigt udstillet som en uvidende kvajpande.

Denne person kunne måske lære lidt ydmyghed. Bum.

Og nu skriver jeg ikke mere for i dag. Jeg skal lave blomkålstærte. Uden kød. Til sønnikes store begejstring. Hehe.