lørdag den 26. maj 2018

Har fået ring på

Jeps.

Det har jeg.

Og nu tror den opmærksomme bloglæser måske, at det trækker op til bryllupsklokker hos lebberne.

Men det gør det nu ikke. Langt fra faktisk.

For dels har vi begge meldt os ud af folkekirken. Og dels ... 

Well, det skriver jeg måske om i et andet indlæg.

Næh nej, jeg har bare været på besøg hos min mor. I søndags. Til pinsefrokost. Sammen med Barn 3 og Barn 4.

Og mens vi sad der på terrassen og trykkede en lille beskeden portion sild med karrysalat og rejer og laks med asparges og røget mørbrad med røræg og lun leverpostej med champignon og parmaskinke og frikadeller og ost ind. Ledsaget af øl og snaps og rødvin ...

(For satan altså. Min mor drikker nul alkohol i hverdagene, når hun bare går rundt alene. Men når hun har gæster, gør hun tilsyneladende alt for at indhente sit akkumulerede alkoholunderskud. Og da jeg var den eneste at skåle med, var det sgu lige ved, at hun drak mig helt ned på terrassegulvet der, haha. Snaps?! For helvede altså!)

Nå, men mens vi sad der, så fandt hun pludselig sit smykkeskrin frem. Hun er ved at dele ud af arven, skal jeg sige dig. Ikke fordi hun er ved at dø fra os. Tror jeg da ikke. Men hun siger, at det er federe at give med en varm hånd end med en kold. Og det kan hun måske have ret i.

Ud af smykkeskrinet dukkede ... en ring. Eller to faktisk. Som har tilhørt min far. Herreringe altså.

Damn.

Jeg tror faktisk ikke, jeg nogensinde har set min far med fingersmykker. Eller nogen som helst smykker overhovedet. Ud over vielsesringen. Så jeg anede ikke, at han var sådan en lille lord of the rings.

Dem fik jeg. Ringene. Begge to.

Og det føles virkelig nice at gå rundt med min fars ring. Han døde for knap 11 måneder siden. Og nu bærer jeg ham med mig alle steder hen på min ringfinger. Så er det, som om han er en lille smule hos mig :-)

Og man kan jo nok have brug for at have sin far ved hånden fra tid til anden.

Nå, men ud af smykkeskrinet dukkede også nogle guldsmykker, som jeg tit har set min mor med, da jeg var lille. To sæt. Hvert bestående af en halskæde og et armbånd.

Det ene sæt havde Mutti tiltænkt min søster. Og det andet måtte jeg få. 

Og da min søster IKKE havde været forbi med en buket på mors dag, som visse andre (hehe), og derfor momentant var i bad standing, fik jeg lov at vælge først.

Hold da op!

Jeg får ellers aldrig lov at vælge først. 

Hvis det er et sæt guldrandede småkagefade, der skal deles ud af, får jeg typisk dem, der har været i opvaskemaskinen. Eller de skårede kaffekopper. 

Mens både min søster og min brors kone er mestre i at hapse de gode ting. Hurtigt og effektivt. Ninja-like.

Så derfor er jeg i tidens løb gået glip af utallige pragtgenstande sendt i arv fra alle mine bedsteforældre.

Nu er jeg godt nok ikke supermaterialist. Faktisk er jeg IKEA-fan. Og jeg tror ikke, man bliver lykkelig af at have mange fine ting.

Jeg synes også, det er latterligt at skændes om en arv.

Men jeg er ikke fri for at synes, det var fedt for en gangs skyld at være førstevælger.

Så jeg tog det sæt, jeg kunne huske at have set min mor med. At det også er langt mere værd end det andet gør ikke noget ;-)

Til gengæld takkede jeg pænt nej, da min mor så gavmildt også tilbød mig sin gamle badedragt, som hun indkøbte til en Kreta-tur i 2005.

Den kunne ellers have gjort mig til the center of attention på en strand, er jeg sikker på. For min mor er i hvert fald 30 kilo tungere end jeg.

Nu er indlægget slut.

mandag den 21. maj 2018

Åndelig føde og politiopbud

I april skrev jeg dette indlæg.

Det er ét indlæg i en række, som handler om min fortvivlelse over at være blevet forladt af min dejlige kæreste. En nærdødsoplevelse, man så vidt muligt bør undgå, kan jeg så berette. Hvis du vil det bedste for dig selv, så lad være med at blive forladt!

I omtalte indlæg fortæller jeg, at vi begge elsker kultur i forskellige afskygninger. Som for eksempel litteratur og smalle film. Og foredrag.

Det er åndelig føde. Grillet ribeye med pomfritter og bearnaise, nammenam.

Vi har i tidens løb været til foredrag med et ret bredt spektrum af foredragsholdere. Som for eksempel Hanne-Vibeke Holst, Eske Willerslev, Hella Joof, Christine Feldthaus, Jakob Holdt, Leonora Christina Skov, Svend Brinkmann, Anders Agger, Peter Lund Madsen, Rasmus Tantholdt.

Spændende, ikke?

Vi var også af sted i sidste uge. Til et foredrag. (Og bemærk venligst, at jeg skriver VI, woop, woop 💃For jeg er nemlig sammen med min skønne kvinde igen!)

Med en ret interessant fyr. Ved navn Naser Khader.

Jeg har aldrig spekuleret nærmere over hr. Khader og hans budskaber. 

Han var for mig bare sådan en, man somme tider mødte i mediebilledet uden rigtig at bide mærke i ham. 

Og indtil for få år siden interesserede jeg mig faktisk ikke en skid for politik. Borgen lå fjernt fra min hverdag, tænkte jeg. Og politikere var nogle løgnagtige, manipulerende, selvpromoverende, magtliderlige typer.

Så derfor var jeg tæt på komplet uvidende om manden, da min kæreste for nogen tid siden foreslog et foredrag med ham.

Det er jeg så ikke længere.

Jeg er tæt på forundret.

Over to ting:

  1. på den fede måde over mandens enorme viden
  2. på den ufede måde over, at det virkelig kan være nødvendigt med politibeskyttelse 24/7 i mit land, blot fordi man har de "forkerte" holdninger.
Hvis vi begynder med hans viden, så må jeg bare sige ... øh ... shit. 

Han er godt nok velinformeret, den mand.

Stille og roligt (og oven i købet med en vis humor) havde han held til at forklare mig og de øvrige tilhørere, hvad konflikterne i Mellemøsten egentlig handler om. Og om det somme tider anspændte forhold mellem kristne og muslimer. Og om, hvorfor de arabiske lande er gået fuldstændig i stå. Bag ud af dansen faktisk.

Han redegjorde også for sit eget første møde med Danmark og for sin egen integration, og på det felt synes jeg, han er forbilledlig. Flot, at hans børn selv må bestemme, om de vil døbes og konfirmeres, og om de vil spise røde pølser eller ej.

Det samme er hans videbegær. Forbilledligt altså.

Hør nu bare for eksempel her: 

På et tidspunkt blev han nysgerrig på kristendommen. Han er selv muslim, men lever blandt kristne, og han følte, at han burde vide noget om vores religion. 

Hvilket naturligvis ansporede ham til at begynde at læse teologi. 

Fuck altså. Han ved jo mere om danskernes religion, end jeg selv gør. Sejt.

Nå, men hr. Khader leverede kort og godt et interessant foredrag, der gjorde mig klogere. Two thumbs up for det.

Til gengæld kan jeg blive forarget over, at det virkelig skal være nødvendigt at mandsopdække ham. Det må mildt sagt være træls altid at have følgeskab af politiet.

Blot fordi man har mod til at mene, at det ikke fører til noget godt at ophøje et tudsegammelt helligt skrift til lov. At være tvunget til at tage ordlyden bogstaveligt, når denne ordlyd stadig er, som da den blev opfundet for en gazillion år siden.

De arabiske lande er sat helt i stå, fordi samfundene skal reguleres af det gamle skidt, som ikke må fortolkes eller moderniseres. 

Som hr. Khader siger: Hvor mange gange har en muslim vundet en nobelpris?

En.

En gang.

I litteratur.

Ikke i medicin eller fysik eller en af de andre discipliner, der skal til for at skabe økonomisk vækst i et samfund.

Man bagbinder sig selv, når halvdelen af befolkningen ikke må tage en uddannelse. 

Han sammenligner kristendommen og islam med to huse. 

Kristendommens hus har tidligere været lidt ramponeret. For eksempel i korstogenes tid. Men nu er det pænt, sikkert og trygt. Det centrale møbel er bordet, hvorom vi samles for at forhandle vores problemer frem til en løsning.

Og islams hus er et håndværkertilbud. Malingen skaller af, taget er utæt, og der er fugt i krogene.

Sådan sagde han.

Og den slags må man åbenbart ikke sige. I særdeleshed ikke, når man er muslim og somme tider kan opleves i medierne.

Så Naser Khader lever under en konstant trussel. Ligesom Kurt Westergaard. Og Salman Rushdie. Som altså betyder, at han bevogtes døgnet rundt.

Således også, da han i sidste uge aflagde Egaa Sognegård et besøg for at holde sit foredrag.

Før jeg lagde to og to sammen, undrede jeg mig en kende over at se en stor kassevogn fra politiet på sognegårdens parkeringsplads inden hovedpersonens ankomst.

Foredragspublikummet lignede i hvert fald ikke urostiftere. De lignede snarere en masse aldrende, krumryggede, gråhårede damer med rindende øjne og rollator eller krykker. 

(Rart for en gangs skyld at være med til at trække gennemsnitsalderen ned.)

Jeg kunne kort sagt ikke regne ud, hvad den politivogn skulle der. I den fredelige lille landsby.

Men så ankom hr. Khader, og jeg begyndte at forstå. For han var ledsaget af et par bredskuldrede mandspersoner iført jakkesæt og øresnegl.

FBI med andre ord.

Og det må han jo være døgnet rundt.

Damn.

Der er i hvert fald ikke mange thumbs up til ytringsfriheden, når DET skal være vilkårene.

Nå, men jeg må videre i programmet. Jeg er ved at afloppe babyerne (Læs: vores to søde små misser, Tove og Hilmer, red. Eller ... øh ... altså ikke mine og kærestens "misser" (blink, blink), men et par vaskeægte katte.)

Ville også bare anbefale Naser Khader. For uanset hvad man måtte mene om hans politiske holdninger, er han faktisk en rigtig god foredragsholder.

fredag den 18. maj 2018

Jeg skal til Bornholm!

Wuhuu!

Jeg skal til Bornholm i sommerferien. 

Og det er fedt af to årsager:

  1. Jeg har aldrig været der før.
  2. Jeg skal af sted med en lækker dame.
(Ovennævnte rækkefølge er IKKE prioriteret. For tænk, hvis damen læser med her. Gys! Så skulle hun jo nødig tro, at hun kommer ind på en andenplads.)

Nu tænker den opmærksomme bloglæser nok, at jeg har været hurtigere end en dopet Tour de France-rytter til at finde ny kærlighed. For mine seneste indlæg har været en smule ... øh ... tunge. Af den simple årsag, at jeg for godt og vel en måned siden blev forladt. Af den kvinde, der i de sidste otte år har givet min verden farve.

Efter bruddet skrev jeg utrolig mange indlæg her på bloggen. På utrolig kort tid. Rystet og grådlabil. Som terapi. 

Om det hjalp, ved jeg sgu ikke. Der er velsagtens ikke noget quick fix i sådan en tilstand. Hvor alting bare er ... noget pis.

Det er en lidelse, som kun tiden kan kurere. Eller ny kærlighed.

Så nu tror du nok, at jeg har været en tur på datingmarkedet for at fiske mig en eller anden ung godte. On the rebound.

Og det er også en udmærket antagelse ... bortset fra at den er forkert.

For guess what: Hun er tilbage.

Det tåler gentagelse:

Hun er tilbage!!! Kvinden i mit liv.

Woop, woop 💃💃💃

En walk and talk på neutral grund i Mols Bjerge gjorde udslaget. Midt i det smukke, majestætiske oldtidslandskab mellem gravhøje og jættestuer fik vi snakket. I en grad så det endte med et kys.

Og vi har kysset en del gange siden.

Og altså bestilt sommerferie sammen.

Til Bornholm.

Og livet er indbydende igen.

Så ved du det :-D

søndag den 22. april 2018

Update

Er ikke så nærdødsagtig som i sidste uge.

Har tilbragt weekenden i henholdsvis Mols Bjerge og Ikea.

I godt selskab ;-)

Gotta split though. Very busy.

Stay tuned.

onsdag den 18. april 2018

Stadig puls ... sådan da

Har været på job i dag. For første gang i denne uge.

Det var ikke nemt.

But then again. Der er INTET, der er nemt lige nu.

Jeg har betroet mig til to kolleger. Det var dem, der hjalp mig med at dække mine lektioner på 9. årgang i går og i forgårs.

De to ved, at jeg er ... single. 

(Fuck, det klinger forkert. Jeg er ikke singletypen. Jeg er typen, der er sammen med den kvinde, jeg var sammen med før i søndags. DEN type er jeg.)

Nå, men den ene kollega var til messe i Århus i dag. Så slap jeg da heldigvis for hendes empati.

Den anden var der. 

Hun gav mig en lang krammer. Det vidste jeg godt, at hun ville. Og jeg havde frygtet det lidt. For jeg var pissebange for at knække. HAVDE bare ikke lyst til, at mine følelser skulle lægges til skue for hele lærerværelset.

Sjovt.

Jeg lægger mine følelser til skue for hele internettet, men helst ikke for kollegerne.

Jeg holdt imidlertid masken. Ikke et eneste snotklat lod jeg lande på hendes skulder. So far, so good.

And guess what: Alle de andre tror, jeg var sygemeldt på grund af mine to fucking diskusprolapser!

Miraklernes tid er således ikke forbi 💃

Så jeg spillede bare med og kastede et par hvide løgne i omløb:

Jo, det VAR ryggen, den var gal med. Og ja, jeg HAVDE fået det bedre.

Case closed. Og stadig ingen tårer.

Ude i klasserne gik det fint. Jeg elsker at undervise, og det var dejligt at slippe for mine egne tungsindige tankecirkler for en stund. 

7C komplimenterede min nye hairdo. Sagde, at jeg så 30 år yngre ud. Men ... øh ... det var tre sekunder før, de bad om en ikke-skemalagt pause, så jeg ved sgu ikke, hvor troværdige de lige var der. Med smiger kommer man jo somme tider et stykke.

Det værste ved dagen i dag har faktisk været bordplanen.

Yngstedatteren skal konfirmeres på næste fredag. Og hun ville gerne lægge bordplan i dag.

Pis.

Mit livs lys skulle jo have siddet ved min side den dag. Ligesom jeg sad ved hendes for to år siden, da hendes søn blev konfirmeret.

Det var der, hun hørte til.

Nu får jeg min bror til bords. Han er også en fin fyr. 

Men han er ikke hende.


tirsdag den 17. april 2018

Mørke dage

Jeps.

Hun er gået fra mig.

Kvinden i mit liv. Min soulmate. Min smukke kærlighed. Min bedste ven.

Klokken syv søndag morgen var det forbi. Eventyret. Efter næsten otte år. De otte dejligste år i mit liv. 

Og jeg ligger afmægtigt og krabber rundt på bunden af et dybt hul og kan ikke komme op. Og det er mørkt og koldt og tomt omkring mig.

Til gengæld er det min egen skyld. 

Jeg elsker hende så intenst og var så vanvittigt bange for at miste hende ... at det lige præcis var det, der kom til at ske.

Jeg gav hende ikke frihed nok. 

Frygtede, at nogen skulle komme ridende og snuppe mit livs lys ud af min favn. Glemte at tro på, at hun også elskede MIG for vildt, og at hun ikke ville lade sig snuppe af nogen anden. 

Blev for mistænksom. Uden grund.

Og dermed skubbede jeg mig ud over kanten og ned i mit hul. Ingen at bebrejde ... andre end mig selv, er jeg bange for.

Jeg har aldrig været så ked af det før. I hvert fald ikke på denne måde.

Jeg har meldt mig syg på jobbet. Sover dårligt om natten. Spiser ikke meget. Græder til gengæld hele tiden. Når jeg ikke stirrer formålsløst ud i luften. 

Eller skriver. 

At skrive er terapi for mig. Det er derfor, jeg spammer nettet med blogindlæg. Det er helende. Hjælper mig til at bearbejde ting. Men der er lang vej og mange indlæg igen, før jeg bare tilnærmelsesvist kommer på benene, så jeg kan kravle op af mit hul. Tilbage til lyset.

Skal jeg absolut finde noget at glæde mig over, er det, at jeg skulle blive 50, før mit hjerte skulle briste. Sådan rigtigt. 

Nå ja, og så selvfølgelig, at der i processen ryger et par kilo af her og der, og det kan nok være tiltrængt.

Men ellers er jeg ikke ligefrem Guds muntreste skjoldmø.

Heldigvis er jeg omgivet af gode mennesker.

Min ældste datter, som tilfældigvis var hjemme i weekenden, græd med mig søndag morgen. Yngste datter og yngste søn bunkekrammede mig. Ældste søn ringede bekymret fra København.

Kollegerne sender medfølende sms-beskeder og læser mine lektioner for mig i mit fravær. I hvert fald dem på 9. årgang, for afgangseleverne skal jo til prøve lige om lidt, og tiden er kostbar.

Det er både godt og ondt at være omgivet af søde, empatiske kolleger. For jeg ved, at jeg kommer til at græde en hel masse, når jeg kommer tilbage på arbejde, og de spørger ind. 

De spørger selvfølgelig ind af et godt hjerte, og fordi det ligger i deres DNA. Men jeg ville ønske, at de ville forbigå det i tavshed. For jeg vil helst ikke knække. I hvert fald ikke foran klasserne. Og det gør jeg, når jeg bliver mindet om det. Må hellere sørge for at have en eyeliner med i lommen.

Og så er der eksmanden. The person formerly known as Lucifer her på bloggen. 

Han skrev i går. At det gjorde ham ondt. Og at jeg bare skulle sige til, hvis jeg havde lyst til at komme forbi til en snak i weekenden.

Det er pænt af ham. Men det ville nu være lidt pudsigt at søge trøst hos eksen. Altså hos den person, som jeg sårede lige så dybt eller måske endnu dybere for otte år siden, da jeg valgte at fortsætte mit liv med den kvinde, jeg nu har mistet.

Min mor ved ikke noget endnu. Tror jeg ikke. Jeg gætter på, at hun ikke vil kunne begribe, hvor svært det er for mig. For hun har aldrig rigtig forstået mit homoseksuelle parforhold. Hun har tænkt det som et pseudoforhold. Et anfald, der bare lige skulle gå over, så jeg kunne blive normal igen.

Nu skal jeg have samlet mig selv op.

Det gør jeg i første omgang ved at sørge. 

Jeg skal give mig selv lov til at sørge. Sådan sagde min kæreste, da min far døde sidste år, og hun var min stabile redningskrans i al fortvivlelsen. For sorgprocessen heler.

Det tror jeg, hun har ret i.

Jeg tror også, jeg snart er igennem den første fase: chokfasen. 

Der er i hvert fald tegn på, at jeg er på vej til så småt at begynde at forstå, at det nok er slut. 

Men det har taget mig et par dage. Hvor jeg blev ved med at tjekke min mobiltelefon for sms-beskeder fra hende. Ventede, at der hvert øjeblik kunne tikke en besked ind, som gjorde det hele ugjort. Fattede ikke rigtig, at vi ikke skal sende kærlige ord og godnathilsener til hinanden mere. 

Og jeg tjekkede Skype. Der har hun blokeret mig. Ikke at det var nødvendigt, for hun behøver ikke frygte spam herfra. Men det har hun altså gjort. Og igen tog det noget tid, før jeg erkendte, at det lille blå Skype-ikon måske ikke mere kommer til at lyse orange, fordi hun har skrevet til mig.

Til gengæld har jeg af en eller anden grund mere end vanskeligt ved at fjerne hendes baggrundsbillede fra mobilen og computeren. Måske fordi det kræver en aktiv handling. Og jeg ønsker overhovedet ikke at foretage mig noget aktivt for at fjerne hende fra mit liv. Det er rigeligt, at hun har fjernet mig.

Jeg vil sådan set bare gerne have hende tilbage.

Og det er galt afmarcheret, når folk, formentlig i den bedste hensigt, skriver til mig, at der jo er andre sild i Nordsøen, og at jeg nok skal finde kærligheden igen.

Jamen, nej! 

Der er kun én sild i Nordsøen, som jeg gider have. Og det er hende. Jeg magter på ingen måde at spekulere i dating eller andet opsøgende arbejde. Jeg vil mærke hendes arme omkring mig igen. Hendes læber mod mine. Hvor de hører til.

Bum!

Så ja. På vej gennem chokfasen, men jeg er vist ikke helt i mål, når jeg sådan kan tænke, at det kan gøres godt igen.

Gad vide, om faserne i sorgprocessen egentlig kan overlappe hinanden? For selv om jeg tydeligvis ikke er helt ude af chokfasen, vil jeg vove at påstå, at jeg også oplever elementer af fase to.

Reaktionsfasen.

Her vil man angiveligt føle sig "ulykkelig, afmægtig og tynget af sorg og fortvivlelse," som de skriver på Netdoktor.

Jeps. Det er lige mig. Spot on.

Nu vil jeg gå mig en lang tur. Jeg har stort set ikke forladt mit hus siden søndag morgen. Så det er nok en god og terapeutisk idé.

Derfor

Jeg elsker hende.

Som jeg ikke havde troet, jeg skulle komme til at elske.

For længslen efter at opleve gengældt kærlighed til en anden kvinde var en længsel, jeg havde vanrøgtet i et halvt liv. Undertrykt og mishandlet. Gemt væk. Skjult under dække af at være hetero. Selv om det gjorde ondt. Pivondt.

Og jeg havde næsten givet op.

Men pludselig var det der. 

Det mod, der skulle til for at forlade mit mørke skab og springe ud i lyset. Modet til at erkende, hvem jeg var, lægge mit heteroseksuelle ægteskab bag mig og vende op og ned på hele min verden. Til at udfordre mine børns tillid til mig ved pludselig at være en anden kvinde, end de troede, jeg var. Ved at være den RIGTIGE version af mig.

Og pludselig var HUN der. 

Den kvinde, der skulle blive det hele værd.

For jeg elsker hende. Så højt, at også DET gør ondt.

Jeg elsker hendes empatiske væsen: 

Hendes indføling.

Det rører ved en hengivenhed dybt i mig, når hun uden videre fornemmer min sindstilstand og mine behov. Hvis jeg hænger med skuffen, føler mig krænket eller afmægtig, og hun omgående træder til med lange, varme knus og søde, opmuntrende ord. Eller hvis jeg er glad, og hun glæder sig med mig. Eller hvis jeg er fjollet, og hun griner.

Jeg elsker hendes humor:

Vi har somme tider været ved at ørle kollektivt af morskab over et eller andet komisk, en af os har sagt. Det er befriende og sundt at grine sammen. Og det er de færreste mennesker, der kan fremkalde ægte, boblende, tåredrivende, ustoppelig latter hos mig. Det kan hun.

Jeg elsker hendes loyalitet:

Hun har aldrig svigtet mig. Jeg har altid været velkommen hos hende. Næsten uanset hvornår jeg har fået det indfald at stikke forbi. Hun har næsten altid takket ja, når jeg har foreslået en eller anden udflugt, en aktivitet, et møde ude i byen. Og hun har været mig tro. Jeg tror ikke oprigtigt, hun har så meget som kigget en anden vej. 

Jeg elsker hendes dygtighed og hendes fokus:

Jeg er SÅ stolt, når jeg tænker på, at hun har opbygget sit lille firma ("Verdensfirmaet", som hun kalder det). Fra det rene ingenting til en fin lille forretning, hvor hun modtager alle de ordrer, hun kan ønske sig. Det har hun gjort, fordi hun er knalddygtig til det, hun gør, og fordi hun arbejder målrettet og fokuseret.

Jeg elsker hendes samtaleevner:

Hun er supergod til at samtale. Med hende er en samtale give and take, som sådan en bør være. Hun er nærværende. Hun spørger gerne ind og lytter nøje efter. Og hun giver lige så gerne input og fortæller. Man føler sig set og hørt i hendes selskab.

Jeg elsker, at vi har så mange af de samme interesser:

I går skrev jeg, at vi på mange måder er in sync

Jeg glemte bare at fortælle om vores Netflix-stunder under plaiden i sofaen, vores simremad om vinteren. Og vores grillmiddage om sommeren, hvor vi begge ofte foretrækker tilbehøret mere end kødet og derfor coater spisebordet med småskåle og fade fulde af salater og saucer og grillet grønt. 

Jeg fortalte heller ikke om vores rejser. Til et mobilehome ved Gardasøen, til en lækker ferielejlighed i franske Ardeche, til bed and breakfast på Samsø, sommerhus på Ærø, skihotel i Cervinia. Til Sverige og Gran Canaria og Budapest og Schleswig-Holstein. Og til København. Skønne København. Hvor vi somme tider har tilladt os den luksus at tjekke ind på Copenhagen Admiral over for Operaen. Dyrt, men en gang imellem er det helt okay.

Jeg elsker, at hun tænder mig:

Jeg synes, hun er den lækreste kvinde i verden, og HUN må til hver en tid drikke mig fuld og udnytte mig seksuelt.

Men, spørger nu den opmærksomme bloglæser, det lyder da alt sammen skønt. Hvorfor er det så, du skriver, at det gør ondt?

Tjah, det gør det, fordi hun lige har gjort det forbi.