søndag den 22. januar 2017

Flere homoting

Det har været en interessant uge.

Skal jeg skrive omvendt kronologisk, slog jeg her til morgen øjnene op til følgende overskrift:

Trump's White House Website Takes Down Official Pages on Civil Rights, Climate Change, LGBT Rights

Suk. Nu begynder det. Vores klaphat af en ny verdensleder har omgående kastet sig ud i at omsætte sine usympatiske, virkelighedsfjerne indfald til handling.

Nu skal de fossile brændstoffer have fuld skrue, mens borger- og homorettighederne får et ordentligt hug mellem øjnene med hr. Trumps kødfulde knytnæve.

Sender derfor en medfølende tanke til såvel klimaet som mine homoseksuelle brødre og søstre på den anden side af Atlanten. Det kan ikke være fedt sådan at få fjernet al officiel omtale af en. Som om man aldrig har eksisteret.

Og apropos omtale, så var jeg ude at gå en tur i går. Det gør jeg, når jeg har tid. Jeg vandrer allerhelst ude i Guds grønne natur med min damekæreste ved min side. Elsker at gå der og småpludre med den kvinde, jeg kysser på, mens jeg nyder sceneriet omkring mig og kan mærke pulsen i ørerne.

Men her i weekenden har jeg ikke set noget til L. Hun har travlt med at drive verdensfirmaet, og jeg har haft børnene hos mig.

Så må jeg jo gå alene.

I går blev det til en sekskilometers tur rundt i nabolaget. 

Da jeg var ved at være hjemme igen, hørte jeg pludselig en flok ungersvende bag mig. Præcis hvad de snakkede om, ved jeg ikke, men jeg kunne ikke undgå at høre, at den ene pludselig råbte:

"Er du en fucking bøsse?!"

til en af de andre.

Damn for en retorik. 

Jeg havde lyst til at vende mig om og forklare englebasserne, at de træder på folk som mig, når de bruger ordene på den måde. Men jeg var selvfølgelig blevet grinet helt ud af byen. 

For det ER en håbløs kamp. Jeg møder det alle steder. En eller anden betegnelse for den minoritet, jeg tilhører, brugt som skældsord, gerne i kombination med "fucking" (og jajaja, jeg ved godt, jeg ikke er bøsse, men den rammer alligevel).

Så føles det, som om der er langt til tolerance og MEGET langt til respekt.

Og apropos respekt, så tror jeg nok, det var af respekt for mig, at en af mine elever for nogle dage siden spurgte mig, om det egentlig var okay at kalde mig homo.

Bare homo? Altså uden fucking foran?

Mit første indfald var at sige, at det måtte man selvfølgelig gerne. For objektivt set er ordet homo jo bare en forkortelse af homoseksuel og dermed ret neutralt. 

(Og det ER jo det, jeg er. Blandt meget andet altså.)

But then again. Pigen spørger naturligvis, fordi hun fornemmer, at jeg kunne føle mig krænket.

Og hvorfor fornemmer hun det?

Jo, det gør hun, fordi hun er vant til at høre ordet udtalt i den hensigt at ytre sig nedladende om eller henvendt til andre.

Damn igen.

lørdag den 21. januar 2017

Slemme Nivea

Købte forleden dag en rynkecreme.

Nu har jeg godt nok lige skrevet, at jeg ikke har så meget imod mine rynker, fordi det er grinerynker 😏

Men der er selvfølgelig ingen grund til at overdrive begejstringen (jaja, ved godt, at der ikke er nogen dokumenteret effekt af rynkecreme, men man har vel lov at være naiv). Og så hader jeg den idiotiske tørre hud, der kan komme i vintermånederne.

Så jeg gik i Føtex og købte en æske Q10 fra Nivea.

Selve papæsken har cirka samme størrelse som en kvartliterkarton med piskefløde. Og kan altså rumme cirka 250 milliliter creme.

Fik sgu godt nok på fornemmelsen, at der måtte være svindel med i spillet, allerede da jeg tog æsken ned fra hylden. Der var ligesom noget med vægten, der ikke harmonerede med synsindtrykket. Motherfuckeren føltes lidt for let.

Jeg løftede på nogle af de andre æsker. Med samme resultat.

Så jeg slog mig til tåls med, at det nok bare var sådan, det var, købte min creme, gik hjem ...

... og blev virkelig SALTET, da jeg fik åbnet lortet og fisket dåsen med creme frem i lyset.

("Saltet" kommer af "salty" og er slang for "pisseirriteret".)

For se bare her:


Hvad fanden er nu det for en fucking diminutiv lille dåse creme i en fuldkommen uproportionelt stor æske?

Dåsen rummer nøjagtig 50 milliliter og er altså SVIMLENDE FEM gange mindre end den æske, den bliver solgt i.

Øh?

Er det virkelig lovligt? Må man sælge så meget luft?

Måske Forbrugerombudsmanden kan svare på det.

Selv med mine allerpositiveste briller på vil jeg mene, at der er tale om bevidst vildledning af forbrugeren. Indtjeningsgenerering i en grim form.

Jojo, der står ganske vist på æsken, at den indeholder 50 milliliter creme, men jeg kan forestille mig, at mange forbrugere ikke rigtig har nogen fornemmelse af, hvor lille den mængde egentlig er.

Lukker man æsken op og nærstuderer konstruktionen af den, vil man da også støde på både falsk bund og falsk låg.



Snedigt. Men etisk kun til at skylle ud i kloakken, if you ask me.

Bum.

fredag den 20. januar 2017

Culture clashes

Det underviser jeg min ottendeklasse i for tiden. Kultur.

Et af mine yndlingstemaer, for jeg synes, det er sindssygt interessant. Om end det ikke er specielt enkelt.

For hvad ER kultur egentlig?

Frikadeller og Dannebrog og H.C. Andersens eventyr?

Bestemt. Men det er ikke det hele, vel?

Faktisk er de ting, vi kan se og røre ved, en forsvindende lille del af vores kultur.

Mine elever begynder altid med frikadellerne, når jeg spørger dem. Men gradvist nudger jeg dem hen imod den indsigt, at kultur i allerhøjeste grad handler om fælles holdninger og værdier.

Hvad er for eksempel vores holdninger til børneopdragelse, retfærdighed, orden og renlighed, tid og punktlighed, kønsroller, ældre, religion, overholdelse af regler, social status, demokrati, ytringsfrihed og ligeværd?

Hvad er god takt og tone i samværet med andre?

En af mine fornemste opgaver som sproglærer er at bibringe mine elever det, vi i fagsproget kalder "interkulturel kompetence". Altså at kunne forstå og omgås mennesker fra andre kulturer. At have respekt for forskellighed og indsigt i, hvordan vi selv fremstår i andre menneskers øjne.

Udgangspunktet er, at vi skal kende os selv. For gør vi ikke det, kan vi heller ikke sætte os selv i relation til andre. 

Mine elever når i processen frem til, at det ikke giver så meget mening at tale om nationalkulturer. At man faktisk også har kultur til fælles med mennesker fra andre lande, hvis man har de samme grundlæggende værdier.

Ligesom vi i Danmark ikke kun har en enkelt kultur, som vi kan kalde den danske, men derimod et væld af forskellige kulturer og subkulturer. Ja, at man også kan tale om kultur helt nede på mikroplanet hjemme i familierne.

Skal man tage skoene af, når man kommer ind? Forventes man at hjælpe med opvasken? Må man spise foran fjernsynet? Hvordan taler man til hinanden? Kysser man godnat?

Under arbejdet med vores kulturtema håber jeg, at mine elever også begynder at forstå, hvorfor kulturer somme tider støder sammen. Uden at den ene kan pege fingre ad den anden. At der ikke nødvendigvis er nogen, der har gjort noget forkert. Men at værdier somme tider bare er forskellige.

Og hvis man så savner interkulturel kompetence, ja, så har man problemet.

Jeg oplever et lille kultursammenstød her i min egen familie for tiden, hvor min interkulturelle kompetence er kommet lidt på prøve.

Det store sammenstød handler selvfølgelig om accepten af min homoseksualitet, som det står lidt skralt til med hos mine forældre.

Men det er ikke det, der går mig på lige nu.

Det er mere en messengerbesked, der kom fra min niece i forgårs.

"Hej Frue og co. (bortset fra at hun selvfølgelig skrev mit rigtige navn)"

Vi fik jo slynget ud, at vi holder bryllup den 19. august, men da vores drømmelokale kun var ledigt den 12., har vi valgt at rykke det til den 12. august i stedet. Officiel invitation kommer senere.

Knus fra os"

Beskeden var garneret med tre storsmilende smileyer.

Jeg svarede:

"Hej søde A

Vi sætter et stort kryds i kalenderen og glæder os til at fejre jer.

Knus herfra"

Også garneret af storsmilende smileyer.

Og det er alt sammen fint nok. For jeg elsker bryllupper. Og jeg er superglad for, at min niece har fundet sig en dejlig mand. Og det skal nok blive en fantastisk fest.

MEN

Dagen efter brylluppet fylder jeg ...

... 50.

Hulk.

De har valgt at lægge deres bryllup dagen før min store runde fødselsdag.

Og kald mig bare mærkelig, ... men jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle have gæster den søndag.

Og at jeg så ville tage en feriedag om mandagen.

Længere var jeg ikke kommet i min planlægning, for der er stadig lang tid til, og jeg var sikker på, at familien havde reserveret weekenden. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at min fødselsdag falder netop her. Det har vi ligesom vidst i næsten et halvt århundrede.

Men nu har jeg altså tabt til et festlokale.

Til at begynde med blev jeg bare forbavset, da jeg læste beskeden på Messenger.

Men så fik jeg tænkt, og det gik op for mig, at jeg må opgive at holde stor fødselsdagsfest på selve dagen. Mange af de gæster, jeg ville have inviteret til fødselsdag, skal jo til bryllup det meste af det foregående døgn. Og er jo så nok lidt rustne dagen derpå. Den store tømmermandsfest.

Og så blev jeg ked af det. Og jo mere jeg reflekterede, desto kedere blev jeg.

For jeg syntes ikke, de kunne være bekendt at lægge brylluppet lige netop der.

Nu er det selvfølgelig muligt, at min niece og hendes forlovede slet ikke er klar over, at jeg fylder rundt på det tidspunkt.

Men det ved min bror og svigerinde da (håber jeg).

Og hvis det forholder sig sådan, så må de jo også have valgt, at min fødselsdag ikke betyder nok. For jeg kan ikke forestille mig, at brudeparret har ændret dato uden først at konferere med nærmeste bagland.

Min kedafdethed peakede i går aftes. For L ringede.

Oh shit.

Hvis jeg er småked af det, og L ringer, bliver jeg hurtigt storked af det. Det er lidt ligesom, hvis jeg faldt og slog mig, da jeg var lille. Så kunne jeg gå i timevis og pænt holde tårerne tilbage. Indtil jeg så min mor.

Sådan er det også med L.

Så jeg tog en ordentlig motherfucker af en tudetur i telefonen i går aftes.

Og det var faktisk okay at få grædt færdig.

I dag går det lidt bedre. Jeg forstår, at kulturen i min brors del af familien er anderledes end i min.

Appearance matters. Ting skal være forkromede. Det er vigtigt, at tøj, møbler og andet inventar er forsynet med de rigtige mærker. Alt skal helst være pænt og ordentligt og dyrt. Spotless.

Også bryllupper.

Og hvis det eneste rigtige lokale kun er ledigt på en dato, hvor det kolliderer lidt med fasters fødselsdag, så er fødselsdagen et nødvendigt offer.

Samtidig har min svigerinde et lidet hjerteligt forhold til begrebet alder. Hun syntes ikke det var fedt at fylde 50, og da hun og min bror havde sølvbryllup forrige år, valgte de at forbigå det uden stor kalas.

Så hun tænker måske slet ikke på, at sådan en rund fødselsdag kunne betyde noget for mig.

Den kultur, jeg forsøger at fremme i min del af familien, er ikke helt den samme.

Jeg er ligeglad med designermøbler og forkromethed. Den slags tænder mig simpelt hen ikke.

Der sidder ikke noget bestemt mærke i mit tøj. Ser det godt ud på mig, køber jeg det. Måske. For mit tøjbudget er ikke højt. Jeg vil hellere have oplevelser.

Alting er ikke spotless i mit liv. Jeg poster omhyggeligt alle mine fails her på bloggen og på Facebook.

Jeg tror ikke, at jeg lige så godt kan kaste håndklædet i livets store boksering, fordi jeg fylder 50. For jeg synes, alder er et privilegium. Og jeg lever med mine rynker, for når jeg kigger i spejlet, kan jeg se, at de kommer af at grine.

Jeg kunne aldrig finde på at lade et festlokale afgøre datoen for mit bryllup. Jeg ville vælge de bedste rammer, jeg kunne få efter omstændighederne. Og helst ikke noget alt for fint.

Og så er jeg sentimental. Mærkedage betyder noget for mig.

Jeg har det bedre i dag, fordi jeg har tænkt mig grundigt om og forstår, at ingen af vores to kulturer er mere rigtig end den anden. Det gør det lettere for mig at indse, at min brors familie ikke handler i ondskabsfuldhed. De følger bare deres værdier og glemmer, at mine måske ikke er de samme.

Og så glæder jeg mig over, at jeg kommer til at tilbringe min fødselsdag med min skønne kæreste og vores børn. Selv om det er en lille kreds, består den af de mennesker, der betyder allermest for mig.

Så må jeg bare finde på noget rigtig fedt, vi kan lave, når vi har hvilet ud. Noget med dejligt samvær, fandens god mad og klasserødvin i rigelige mængder.

tirsdag den 10. januar 2017

Om at være glad for sit land

Har brugt lidt tid på nettet.

(Breaking news, I know 😏 Men hvis du lige vil læse videre, så skal jeg nok forklare.)

Se, det kommer alt sammen af Donald "Grab-them-by-the-pussy" Trump og den kendsgerning, at denne usympatiske, nedladende, uforudsigelige politiske klaphat af en narcissist om lidt sætter sig i chefstolen som verdensleder.

For han optræder oftere og oftere i medierne. Og han excellerer gang på gang i at gøre den samme iøjnefaldende, frastødende figur.

Han er med andre ord ret svær at overse for tiden.

Det fik mig til at reflektere lidt.

Gad vide, hvordan det ville føles at bo i USA og samtidig tilhøre en af de grupper, som Trump har gjort nogle af sine modbydelige udfald imod i den senere tid?

Altså handicappede, farvede, kvinder, latinoer, pressen, Meryl Streep ...

... homoseksuelle.

Jeg besluttede, at jeg ville vælge en af disse grupper (undtagen Meryl Streep, som teknisk set ikke er en gruppe) og undersøge, hvilke bekymringer man mon bokser med i den pågældende gruppe ved udsigten til hr. Trump som præsident.

Jeg valgte sjovt nok de homoseksuelle. Og så begyndte jeg at google.

Ret hurtigt fandt jeg nogle homoseksuelle organisationer, som på deres hjemmesider skrev lidt om spørgsmålet.

Som for eksempel bekymringen for, om Trump vil forringe homoseksuelles muligheder for at blive gift og adoptere. Nogle er endda bekymrede for, om idioten finder på at erklære allerede indgåede homoseksuelle ægteskaber for ugyldige.

Og så er der jobsikkerheden.

Obama har fået vedtaget en lov, som forbyder virksomheder, der leverer til det offentlige, at fyre en person uden anden begrundelse, end at personen er homoseksuel. 

Den lov ventes Trump at ophæve.

Det vil altså sige, at det overalt i USA måske bliver lovligt at fyre medarbejdere udelukkende på grund af seksuel orientering.

Damn.

Nå, men lad os nu se, hvad der sker, når klaphatten sætter sig ved roret. Han er heldigvis ikke ude af stand til at foretage en kovending. Keeping my fingers crossed!

Nu vil jeg springe videre til noget andet interessant, jeg stødte på i min søgen efter vilkår og bekymringer hos homoseksuelle i USA:

FUNDAMENTALISTISKE KRISTNE

Føj for dælen, for nogle intolerante, aggressive, hjernevaskede personager, man kan støde på i den gruppe.

Her er et par citater:

Americans for Truth  (AFTAH) skriver om sig selv:

Americans For Truth About Homosexuality (AFTAH) is one of the few organizations in the world that directly fights and exposes the homosexual-bisexual-lesbian-transgender-sadomasochism-pansexual-[insert latest perversion here] agenda.

Og det skal jeg sgu love for, at de gør.

Disse "Amerikanere For Sandhed" skriver således i en lang uendelighed om, hvordan store dele af det amerikanske samfund er korrupt og styret af de fiktive organisationer "Gay-KK" og "Gay-Stapo".

Butikskæden Walmart er åbenbart også en del af den homoseksuelle sammensværgelse, da man her kan købe en børnebog med titlen "Heather Has Two Mommies", og påkalder sig dermed de sandshedsglade amerikaneres vrede.

Jeg er sikker på, at Walmart skælver, når de læser om sig selv på AFTAHs hjemmeside:


Og ellers rabler man selvfølgelig løs om, at homoseksualitet opstår som følge af traumer eller seksuelt misbrug i barndommen (det er IKKE medfødt), at børn bliver smittet med homoseksualitet i børnehave og skole via homoseksuel propaganda (det, som vi andre kalder "informationsmateriale"), at man lige så godt kan begynde også at tillade ægteskaber med robotter og dyr, og at der i den korrupte presse er alt for lidt fokus på alle de lykkelige historier om homoseksuelle, der har ladet sig omvende.

Sammenfattende kan jeg sige, at tonen hos disse kristne er lidet næstekærlig. Så har jeg ikke sagt for meget.

Americans for Truth ligger i den aggressive ende af det kristne amerikanske antihomospektrum. En anelse mere moderate udsagn kan man finde i den frelste ende.

For eksempel hos Charismanews i artiklen The Raw, Naked Truth About Homosexuality.

Her kan man læse følgende:

I know a wonderful godly Christian couple who have had to die a thousand deaths when their son recently arrived home from college and admitted to them that he was practicing a homosexual lifestyle.

Stakkels gudfrygtige ægtepar. Det kan ikke være rart at skulle lide døden tusind gange, fordi ens søn har fundet sig en mand.

I samme artikel omtales i øvrigt vores gode, gamle moderland:

The government of Denmark has made it mandatory for all churches to conduct gay marriages, regardless of religious beliefs, conscience or convictions. No church or minister in Denmark is exempt from complying with this new law.

Could America be next? Could a law be passed that would order American churches to perform gay ceremonies if they want to maintain their tax-exempt status?

The writing is on the wall.

What will you do on that fateful day? Obey man or obey God?

Og det er selvfølgelig flatterende sådan at blive nævnt i det store udland. Øh ... bortset fra, at jeg tror, det skal forstås som et rædselsvækkende, hårrejsende skræmmeeksempel, haha.

Nå, men disse frelste kristne hjemmesider har for det meste som erklæret målsætning at "redde" os homoseksuelle og omvende os til den "rette" livsførelse.

De er fulde af forståelse og løfter om helbredelse. Og alle påberåber de sig monopol på "sandheden".

My ass.

Well, well, nu har jeg vist kaglet længe nok om de vederstyggeligheder man åbenbart må finde sig i som homoseksuel i God's Own Country.
Det får mig alt sammen til at være umanerligt glad for at være dansk. Til sammenligning er vores intolerance jo en ubetydelig størrelse og kan snildt ligge på rygskjoldet af en fladlus.
Så tak for det, Danmark. Love ya, old girl 💘

 

mandag den 9. januar 2017

Min datter er blevet gal

Hestegal.

Det bliver jeg sgu også snart. Bare ikke på nær så hestekærlig en måde.

Fuck altså.

Barnet begyndte at gå til ridning for fem måneder siden, og allerede nu er jeg ved at blive skør i hovedet af at høre om heste i hvertandet vågne øjeblik:

ridejakker, hjelme, støvler, handsker, grimer, dækkener, træktove, hesteyoutubere, rideskoler, springkonkurrencer, halvpart ...

Øh ... halvpart? tænkte jeg første gang.

De andre termer var jeg nogenlunde med på, men "halvpart" var en ny glose i mit vokabularium. I hvert fald i relation til heste.

Se, sagen er nemlig den, at jeg er bange for de fleste dyr. I særdeleshed fugle ganske vist. Men heste er også ret frygtindgydende.

Derfor har jeg aldrig interesseret mig en skid for disse væsener og heller ikke for de begreber, der forbindes med dem.

Som for eksempel "halvpart".

Couldn't care less.

Nu er jeg klogere. Og en pæn del mere forarget. For nu skal du høre:

I min optik signalerer ordet halvpart, at man ejer den ene af to andele. I dette tilfælde altså halvdelen af en hest.

Right?

Wrong!

At have halvpart betyder i hesteuniverset, at man betaler et eller andet månedligt beløb på typisk 300-400 kroner til en person, der ejer en hest. Og formedelst dette ret høje beløb forpligter man sig til at passe hesten en til flere gange om ugen.

Det vil sige muge ud, skifte halm og hø, fodre, spule, rense hove, strigle og alle mulige andre forefaldende praktiske gøremål.

Til gengæld får man lov at ride en tur på kræet, når man er der.

Man betaler altså 4000-5000 gode danske kroner om året for at leje en hest og samtidig forpligte sig til at gøre en helvedes masse arbejde.

Af hesten selv kommer man ikke til at eje så meget som et kønshår.

Det er pissesmart. 

Hesteejeren får andre til at knokle og samtidig betale for det. Og kunder har man nok af, for der er masser af små piger, der brændende ønsker sig at komme tæt på en hest, men ikke må få en selv.

Dem kan man passende udnytte.

Tænker på, om man eventuelt kan benytte samme princip på andre områder.

Jeg har for eksempel en have. En dejlig stor, arbejdskrævende en. Og man kunne jo forestille sig, at der sad nogen i en lejlighed inde i byen, som savnede sådan en motherfucker, men ikke havde råd til en kolonihave ...

HEHE 😈

Nå, men jeg vil sove lidt. Jeg er hjemme fra skole i dag. Syg. Slap og slatten.

Take care now.

lørdag den 7. januar 2017

Op ad bakke

Sad lige og hørte Mads & Monopolet i formiddags.

Det er mit yndlingsradioprogram. Og jeg glæder mig hver lørdag til at få tunet ind og lytte med på andre menneskers problemer. Hehe.

Og de lørdage, hvor jeg er heldig at være hos min smukke L, sidder vi altid og debatterer med og tager stilling til stort og småt.

Vi har selvfølgelig vores yndlingsmonopoldeltagere.

Således jubler vi, når enten Hella Joof, Asger Aamund eller Nikolaj Kopernikus er med. For de giver det lidt kant. Og gør det sjovt og underholdende.

Og knap så begejstrede er vi for Huxi Bach og Mads Christensen. Huxi, fordi han ævler og ikke rigtig bidrager med noget. Og Mads Christensen, fordi han er for selvfed.

I dag gjorde Mads Christensen ikke noget godt for sig selv. I hvert fald ikke, hvis han ønsker at vinde MIN sympati.

For jeg havde da nær fået mit dybfrostrundstykke og min nyrørte pulverkaffe i den gale hals, da hr. Blærerøv ytrede sig om familiemønstre:

"Far og mor og børn under et tag, det er den ideelle løsning. Og det betyder ikke, at jeg foragter bøsser, sparker på lesbiske eller ikke kan lide hunde eller hva' faen," lød det således fra manden.

Øh ...?

Sagde han virkelig det? måtte jeg spørge mig selv.

Og ja, det sagde han sgu. For jeg har lige genhørt det på nettet.

Fuck altså!

Så idioten foragter IKKE bøsser og sparker IKKE på lesbiske. Men ... øh ... henfører os alligevel under samme kategori som hunde i selvsamme sætning?

Den mand MÅ fandme være castet til Monopolet på grund af sin usympatiske fremtoning. Sådan lidt ligesom Blachman i X Factor, mener jeg.

Og det gør mig så træt at støde på intolerance som blærerøvens. Så føler jeg sgu, at det går lidt op ad bakke.

Måske navnlig, fordi det er præcis den slags udsagn fra alle mulige uoplyste kanter, der i alt for mange år skræmte mig fra at springe ud og fik mig til fuldkommen at undertrykke mig selv og leve under ulykkeligt dække som heteroseksuel.

Det kan hr. Blærerøv fandme ikke være bekendt.

Jeg har aldrig hørt en homoseksuel udtrykke afsky, forargelse eller hån, fordi nogle mennesker forelsker sig i det modsatte køn.

Er det for meget forlangt at bede om samme respekt over for os?

Bum.

Vi er ikke så kloge

Var en tur på Regionshospitalet Randers sidst på eftermiddagen i går. For at besøge min far.

Han er ved at tjekke ud. Ikke fra hospitalet, men fra livet selv.

Det kommer ikke som nogen overraskelse. Han har røget dødbringende mange cigaretter, siden han var 10 år gammel, og nu vil lungerne ikke være med mere.

Det er naturligt. Det er forventeligt. Og det er umanerlig dumt.

End of discussion.

Nå, men han er ikke væk endnu. Han ligger derimod i en hospitalsseng og får ilt.

Så han skulle selvfølgelig have besøg af mig.

Og aldrig så snart var jeg trådt ind ad hovedindgangen på hospitalet, før det slog mig, hvor VIRKELIG småtkørende vi må være her i Randers.

For se nu et par fantastiske skilte, jeg blev mødt af ved elevatorknapperne:


Oh dear.

Men det KAN selvfølgelig også være vanskeligt at afkode, hvad en pil, der peger opad, mon betyder.

Vi er altså ikke så kloge her i byen. Til gengæld kan vi løfte tunge ting ;-)