onsdag den 16. august 2017

Sorry ...

... hæsblæsende sommer.

Derfor radio silence her på Dropsene.

Men nu er jeg her igen.

Hehe.

Der er sket lidt siden sidst.

Jeg har for eksempel været i Sydfrankrig. Med mine to døtre. Tøsetur. Nice!

Vi boede i noget gammelt lort i en lille og ret turistforladt middelalderby. Jep.


Men det var noget BILLIGT gammelt lort, og det gør en forskel, når man rejser hele TO gange i sin sommerferie på en enkelt lærerløn.

Heldigvis var det ikke bare gammelt og billigt. Det var også utrolig charmerende. Sådan lidt bohemeagtigt. Og det viste sig da også, at "vores" lejlighed om vinteren er beboet af dens ejerkvinde, som er en amerikansk billedkunstner. Og som dermed falder meget godt ind i mit stereotype billede af kvindelige amerikanske billedkunstnere og det gamle lort, de finder aldeles bedårende.

Nå, men jeg vil ikke fortælle ret meget om turen til Frankrig. For du har sikkert allerede læst mange dødbringende kedelige ferieopdateringer fra dine blærerøvsvenner på Facebook hen over sommeren.

Faktisk vil jeg nøjes med at berette om en enkelt episode:

KANOTUREN

Shit, det var længe siden, jeg havde sejlet i kano. Og sidst foregik det på en doven Gudenå. Og da Gudenåen således var den kanooplevelse, der stod tydeligst i erindring, havde jeg egentlig ikke regnet med at skulle i vandet. For det plejer man nemlig ikke på den jyske flod, skal jeg sige Dem.

Jeg havde således pænt tøj på. Turistpænt altså. Hvilket vil sige et par cowboyshorts og en kortærmet skjortebluse. 

Døtrene var iført badetøj og T-shirts. 

Men ikke Mutti. 

Næh nej.

For Mutti var nemlig også iført et hygiejnebind, og hun havde slet ikke tænkt sig, at hun skulle være våd med sådan en motherfucker mellem benene. Dertil havde hun i tidens løb haft for mange blebørn med i svømmehallen. Og hun var kun alt for sikker på, at sådan en vandmættet satan ville ende med at hænge uklædeligt mellem knæene. Som en tung ble.

Så ingen vandtur til Mutti ...

... troede jeg.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at en del af de franske floder også omfatter vandfald. 

Øh ...

Og at kanoer KAN vælge at sætte sig på tværs og kile sig fast mellem et par store klippeblokke midt i sådan et vandfald, så vandet fosser ind over siderne på det lidet terrængående fartøj.

Damn.

Våd i trussen. Og IKKE på den fede måde, I tell you.

Så derfor kunne jeg også lige så godt vælge at glide på de glatte sten i floden og lægge mig helt ned i det flydende element, da jeg en halv times tid efter vandfaldsepisoden elegant ville forlade min kano for at holde sejlpause på en skyggefuld flodbred.

Sådan ligesom for at understrege, HVOR galt afmarcheret jeg havde været, da jeg troede, at jeg skulle gennemføre sejldistancen fuldkommen tørskindet.

Stupid me.

Nå, men det var til gengæld pissedejligt at komme hjem og få skiftet bind. Man lærer jo at glædes over de små ting ;-)

Og hermed ikke mere Frankrig.

Jeg fyldte 50 i søndags (lidt af et emneskift, I know. men det er jo længe siden, jeg har skrevet, så jeg har meget at fortælle).

Ikke fordi jeg havde inviteret til den vilde fest på selve dagen. Hvilket i nogen grad hang sammen med det faktum, at min niece syntes, det var praktisk at gifte sig i lørdags, hvorved hun ligesom skød enhver eventuel plan om løssluppen festivitas på min fødselsdag fuldkommen ned.

Til gengæld blev jeg forkælet hele dagen af de allernærmeste. For eksempel blev jeg beordret til at blive hængende i sengen, indtil der var dækket op i spisestuen med lækker brunch, balloner og flag, hvilket var en kærkommen opfordring, da jeg var kommet hjem fra bryllup kun fire timer tidligere og følte mig lidt slap i betrækket.

Så blev jeg bortført. Til sen frokost på en hyggelig bindingsværkskro langt ude på landet. Hvor min søster og hendes familie surpriseagtigt stod og afventede min ankomst.

Og endelig sluttede vi af med takeaway pizza i forstadsvillaen. Ingen orkede mere end det.

Så det endte med, at jeg tilbragte en stor del af min runde fødselsdag med benene under et bord. And what's not to like about that? ;-)

Og det mest fantastiske og hjertevarmende er, at alle, som var involveret i at gøre min dag skøn, virkelig gjorde deres yderste for det, selv om de næsten ikke kunne hænge sammen af træthed.

DET er sgudda smukt.

Gaver fik jeg også. Blandt andet en rejse til Amsterdam. Som helt sikkert bliver fyldt med damekys. (Det glæder jeg mig til, skat. Tusind tak :-*)

Og som om det ikke var nok, så blev jeg fejret på jobbet i går. Faktisk til et fællesmøde for hele lærerkollegiet og ledelsen. Lidet anede jeg, at de første 20 minutter af mødet skulle gå med søde taler til mig. 

Og erkendtligheder: to flasker vin fra kommunen ledsaget af et kort fra borgmesteren, to billetter til Efter Brylluppet i Musikhuset i Århus fra personaleforeningen, en vandretur og frokost fra en god kollega.

Og fra mit årgangsteam, som ud over mig består af fire småskøre mænd, dette:


Oh dear. 

(Jeg er for resten den eneste tysklærer i teamet.)

Jeg skal altså i shelter med mine fire mænd til øl og pølser. (Sagde godt nok til dem, at jeg egentlig var færdig med pølser, men gik med til i deres tilfælde at gøre en undtagelse ;-))

Og igen er jeg beæret over, hvad andre mennesker gør for at glæde mig. 

De fleste af mine gaver handler om, at nogen gerne vil give mig gode oplevelser og ønsker mit selskab.

Det er jeg dem dybt taknemlig for.


onsdag den 26. juli 2017

Om en ny rejse

Så.

Nu fortæller jeg lige om en rejse. For en gangs skyld. 

Det har jeg jo truet med i et indlæg ;-)

For at gøre en lang historie kort, hvad jeg ellers ikke er særlig god til (jeg brillerer snarere i at gøre korte historier lange), så kaster jeg mig ud på den tætpakkede Autobahn (woop, woop!) på fredag og kører til Sydfrankrig.

Men nu har jeg jo også været hjemme i halvanden uge. Så er det vel klart, man trænger til en smule afveksling.

Med mig vil jeg have mine to døtre, M på 13 og M på 24. 

Men ... øh ... tænker nu den opmærksomme bloglæser. Har du ikke FIRE rotter (læs: børn, red.)? Og må de sidste to ikke komme med?

Og jo, det har jeg. Fire rotter altså. Jeg har også to sønner. M på 19 og ... nu tror du nok, at den sidste også hedder noget med M. 

Men gør han bare ikke: 

P på 22.

HA! 

Det er nemlig for plat at lade alle sine børn begynde med det samme bogstav. Det tangerer næsten kærestepar i ens joggingdragter. Gys.

Nå, men for nu at vende tilbage til mine sønner, så rejser P på 22 til USA midt i næste uge. Her skal han læse et semester ved et universitet i New York. Og Mutti vil savne drengen, men hun klapper så højt og længe af begejstring i sine små, fede hænder, at mormorflæsket bag på overarmene gynger.

For hun har selv gået i skole i USA, og det er en ganske enkelt fuldkommen sublim og uforlignelig oplevelse med et udbytte, der er svært at slå.

Tænk, at sønnike får lov at bo og studere i en fremmed kultur. 

Når han kommer hjem, vil han være en selvstændig ung mand, i stand til at overvinde mange knaster selv. Han vil betragte andre kulturer med respekt og have fået større forståelse af sin egen. Han vil kunne begå sig socialt blandt andre mennesker i langt højere grad, end hvis han blot havde læst videre herhjemme. Han vil mestre det engelske sprog. Han vil have fået et internationalt netværk. Og han vil have nogle fede ting at skrive på sit CV.

YES!

Så han er altså anderswo engagiert, mens Mutti sidder i Sydfrankrig i næste uge.

Og M på 19 fik tilbuddet. 

MEN.

Han er spejderleder. Og i spejderkredse er man i netop disse dage temmelig optaget af en event i Sønderborg. Som omfatter 37.000 deltagere. 

Det er åbenbart en spitzenklasse-oplevelse not to be missed. 

Så da han blev forelagt valget mellem Sydfrankrig og Sønderborg, var beslutningen forholdsvis ligetil:

Sønderborg naturligvis!

Besøgte ham i øvrigt dernede i går.

For satan en mudderpøl, de 37.000 ruller rundt i dernede. Lidt svært at holde af. Medmindre man er spejder selvfølgelig.

Så det bliver en pigetur til det sydfranske. 

Og vi skal bo i en lille hobbitbolig i nærheden af Pont du Gard:






Hyggeligt, hva'?!

Må sgu hellere få sat en vask over.

Take care.



torsdag den 20. juli 2017

Om en rejse

Nå, men det var den der rejse. Som jeg lige kort teasede med i seneste indlæg.

Var af sted i sidste uge. Gardasøen. 

Og hold nu kæft, det var tiltrængt. Efter alt det onde (min fars død) og alt det gode (min søns studentereksamen), der var sket på en og samme tid, så jeg var ved at blive køresyg af alle de fucking loops, livet berigede mig med der.

Skulle bare lige bearbejde det faktum, at både min bror og søster også havde planlagt rejser i sidste uge, hvilket efterlod min mor helt alene hjemme som nyslået enke. 

Ellers passer vi på hende, vores mor, for det kan ikke være let pludselig at sidde alene tilbage i et tomt hus efter 60 års parløb med den samme mand. Så vi sørger for på skift at tage os af hende.

Det kunne vi så ikke i sidste uge. Tage os af hende altså. Men jeg anbragte hushamsteren Georg (yngstedatterens forgudede kæledyr) i hendes varetægt. Så havde hun da lidt selskab. For what it's worth. Og kunne jo også lige sørge for lidt mad og vand til kræet. Win-win.

Nå, men tilbage til Gardasøen.

Gardasøen er en dansk udflytterkoloni i Norditalien. I hvert fald i juli måned. Men hvis man kan leve med at omgås lige så mange danskere, som man plejer i hverdagen herhjemme, synes jeg da bare, det er om at komme af sted.

For damn, det er dejligt dernede: smuk og afvekslende natur, fantastisk vejr (sol og omkring de 30, men somme tider afbrudt af en kortvarig byge, der frisker luften op), hyggelige byer med gamle borge og autentiske miljøer (hvis man bare lige trækker en gazilliard turister ud af ligningen), lækker mad, gode shoppemuligheder. For ikke at nævne, at Gardasøen ligger og fletter fingre med Valpolicella-vindistriktet, nammenam ;-)

Og jeg havde den skønneste ferie. Ikke mindst fordi mine to rejseledsagere og jeg havde været superdygtige til at forventningsafstemme:

AFSLAPNING FREM FOR ALT

Så kunne vi jo altid krydre med en udflugt, når vi blev trætte af at fede den.

Simpelt og smukt.

Det blev derfor til læsning i skyggen, slentring ad smukke søpromenader, grillmad, lokalvin, mere læsning, besøg i Sirmione og Lazise (to tudsegamle, maleriske byer) og ved et højt vandfald i nordenden af søen foruden italiensk is hver eneste dag. 

Og kys og kram selvfølgelig.

Hehe.

Skal jeg endelig bitche lidt, og det vil jeg jo så gerne, så vil jeg kaste en fatwa over tyskernes forhold til betalingskort og deres "Nur Bargeld"-pis.

For HELVEDE altså. Det er SÅ irriterende, at man aldrig nogen-FUCKING-sinde kan være sikker på at kunne bruge sit internationale betalingskort i butikker eller på restauranter i Tyskland.

Hrmpf!

Jeg taler om højteknologiske Tyskland, folkens. Det største industrilokomotiv, vi har i Europa. Og så tager de ikke Visa i Lidl. 

Jetænker, det bunder i en grundlæggende mistillid, som vi ikke rigtig kender herhjemme. Mistillid til mennesker og elektroniske systemer.

(Det starter allerede i grundskolen, hvor eleverne ikke har internetadgang. Så tror lærerne nemlig, at de går på Facebook i timerne. Og det er der nok også nogle af dem, der gør.

Men ulempen ved disse Facebook-besøg opvejes i tusindfold af fordelene ved at lære, hvordan man bruger de informationer og værktøjer, man kan finde på nettet, konstruktivt.

Sådan er det hos os i Danmark. Vi lærere bygger meget af vores undervisning på tillid og SKAL i øvrigt lære vores elever at bruge nettet. I Tyskland er det forbudt.)

Man kan således ikke rende rundt med tegnebogen tom for kontanter og uden videre regne med at overleve i Tyskland.

Pisseirriterende.

Ligesom deres forældede betalingsforanstaltninger ved tankstationerne på Autobahn.

Der er sandelig ingen betalingskonsoller ude ved brændstofstanderne, hvor man hurtigt kan knalde sit kort i, så man efter ingen tid kan køre videre og lade den næste kunde komme til.

Nejnej.

Man fylder sin bil. Som man så OMHYGGELIGT lader holde ved standeren (ellers tror de naturligvis, man stjæler brændstoffet), mens man selv går ind og tager opstilling i en helvedes lang kø i butikken og dermed lader en hel masse bilister med tomme tanke holde i venteposition udenfor.

Gammeldags og ineffektivt. Men det giver selvfølgelig business i butikken med alle de kunder, man tvinger derind.

Nå, men tyskernes forhold til kort og kontanter skal nu ikke være det store sandkorn i øjet på en ellers fremragende ferieoplevelse.

Nu vil jeg nyde 12 dage i gode, gamle, vejromskiftelige Danmark, inden jeg atter vender kølergrillen mod Sydeuropa.

Mere om den plan senere.

Take care og nyd torsdagen :-)

Knus herfra

onsdag den 19. juli 2017

Ro på

Finder langsomt mig selv igen. 

Der er gået en måned, siden jeg var til sommerafskedsmiddag hos en kollega. Sammen med en syv-otte andre fra lærerværelset. 

Sommerferien nærmede sig, og min kollega ville sige tak for godt samarbejde i det forløbne skoleår ved at invitere de nærmeste hjem til lækker forplejning i privaten.

Min kollega bor et underskønt sted. På en bakke. Med en lang plæne, der skråner ned mod en malerisk sø og ender i en bådbro. 

Og vejret var efter danske forhold rigtig fint. Så fint, at vi kunne sidde ved søbredden og drikke champagne og spise snacks og nyde livets lethed inden middagen. 

Stemningen var fuld af sommer. Og vi snakkede og lo og skålede. 

Så jeg ikke hørte telefonen i min lomme.

Derfor kunne jeg heller ikke vide, at det allersidste sandkorn i min fars timeglas i netop samme øjeblik slap sit tag og faldt. Mens jeg sad ved søen i gode venners selskab, og alt var fint og lykkeligt.

Forretten var skøn. Jomfruhummerhaler i dusinvis. Og friskbagt flute. Ledsaget af iskold rosé (og vand til mig, fordi jeg var i bil) og den smukkeste udsigt over søen gennem panoramavinduerne i huset. Og vi havde båret stemningen fra søbredden med os op i spisestuen.

Og jeg havde netop lagt bestikket fra mig efter hummerhalerne og lænet mig veltilpas tilbage. Da min telefon igen ringede.

Denne gang hørte jeg den. 

Det var min mor. 

Jeg vidste med det samme, at det ikke var gode nyheder. For jeg havde fortalt hende, at jeg skulle besøge min kollega, og hun ville ALDRIG ringe og forstyrre. Medmindre ...

... noget var helt galt altså.

En time senere stod jeg på en hospitalsstue og græd ved siden af min døde far. Til stede var også min mor og min bror og min søster. Og mine to døtre på 23 og 12, som jeg havde hentet på vejen.

Mine sønner på 18 og 21 havde jeg ikke med. Yngstesønnen havde travlt med at læse til sin afsluttende HTX-eksamen næste morgen, og ældstesønnen sad i København, hvor han læser kemi.

Nogle vil måske mene, at det var lidt barsk for en 12-årig sådan at besøge sin livløse morfar. Men jeg tror, det var godt. For da jeg selv var en lille pige og mistede min egen morfar, var døden et stort tabu i familien. 

Jeg fik således ikke lejlighed til at sige farvel til min morfar. Hverken på hans dødsleje eller til hans begravelse. Jeg blev slet ikke inddraget i processen. Døden skulle gemmes væk for de yngste. Jeg tror ikke engang, jeg oplevede min familie sørge. 

Den holdning deler jeg ikke.

Døden er en naturlig del af pakken. Og den var ikke grim i min fars tilfælde. Den var fredfyldt. Og han lå der og lignede helt sig selv, blot uden smerter og åndenød. Og min datter har lært lidt om livet og dets afslutning, som det ikke blev mig selv forundt, da jeg var lille.

Og man har lov at sørge. Også mens andre ser det. Det er sundt.

Så det var fint at få taget afsked med far deroppe på hospitalet. Og at få grædt sammen.

En ting kunne jeg dog godt have undværet. 

Det er udmærket at lægge en bibel på bordet ved siden af afdøde. 

Min far var ganske vist på ingen måde religiøs, ligesom jeg heller ikke selv er det, men man kan jo aldrig vide, om nogle af de pårørende lige har brug for at bladre lidt i de hellige skrifter ved sådan en lejlighed.

Til gengæld var jeg ved at tabe sutten, da jeg bemærkede de der to fucking kunstige LED-stearinlys, der stod ved siden af bibelen og flakkede, som de var programmeret til.

Altså helt ærligt. Similistearinlys? Det er den slags, man ser i Legoland.

Jeg er selvfølgelig helt med på, at rigtige stearinlys udsender røg og sod, som nok ikke harmonerer med arbejdsmiljøreglerne på et hospital. 

Men så havde jeg altså hellere undværet.

Nå, men det er en ubetydelig bagatel i hele den store historie.

Far blev bisat en uge senere. 

Ældstedatteren havde ønsket at spille tværfløjte under ceremonien i kirken. Jeg tænkte, at det nok var den dårligste idé i verdenshistorien (måske bortset fra Hitlers invasion af Polen), for min store datter er en følsom ung kvinde, og jeg var næsten sikker på, at hun ikke ville kunne gennemføre.

Prøv nemlig lige en gang at forestille dig, hvor svært det må være at få noget lytværdigt klemt ud af en tværfløjte, når man følelsesmæssigt er ude i tovene. En tværfløjte kræver fuld kontrol over åndedrættet, og det har man altså ikke, når man græder, hvilket man altså gør, når ens morfar ligger der i en kiste foran en, og man aldrig skal se ham igen.

Jeg tænkte således, at det havde været bedre med en åndedrætsneutral guitar. Bortset, selvfølgelig, fra at barnet ikke spiller guitar.

Det var derfor med hjertet i halsen, at jeg så min smukke datter træde hen til morfars blomstersmykkede kiste og løfte tværfløjten op i position.

Men så ...

... spillede hun Alberte Windings Lyse nætter så værdigt og fint for morfar, at alle fik gåsehud og græd. Også de, der hidtil havde haft held til at holde tårerne tilbage.

Hun er SÅ sej, min datter.

Vi bar far ud. Jeg gik forrest sammen med min søster. Jeg havde hørt, at jeg skulle undgå øjenkontakt med andre, mens jeg gik, for ellers ville jeg nok græde, så jeg ikke kunne se, hvor jeg satte fødderne.

Det hjalp ikke. 

Jeg kunne ikke se. Sådan som tårerne blev ved med at pible frem. Øjenkontakt eller ej. Heldigvis var vi seks om at styre, og ved fælles hjælp lykkedes det at finde hele vejen ud af kirken og hen til rustvognen uden at løbe ind i kirkebænke, døre eller andre objekter.

Børnene lagde en sidste tegning til deres morfar på kisten i rustvognen. Vi andre supplerede med en rød rose. Bagsmækken gled i. Rustvognen satte i gang. Og far forsvandt. Fortonede sig i horisonten.

Det var dælme en hård eftermiddag.

Til gengæld er det ikke slut endnu.

For vi har fået lov at strø fars aske over åbent hav.

Det er mig inderligt imod at sænke ham ned i et mørkt hul. For der var ikke noget mørkt over min far. Derfor argumenterede jeg under en familierådslagning kraftigt for havløsningen.

Og sådan bliver det. 

Vi finder en smuk og vindstille aften i august, sejler ud på Århusbugten og strøer asken ud. At jeg så fremover ikke har andre steder at gå hen for at mindes ham end ned på en smuk strand er helt kringeling med mig.

Nu tror jeg til gengæld ikke, jeg vil skrive ret meget mere om død og sorg og afsked.

For selv om jeg af og til i lang tid fremover stadig vil fælde en tåre for min far, er der ved at falde ro på. Livet går jo videre. Trods alt.

Og MIT liv førte mig i sidste uge på en helsebringende rejse.

Som jeg vil skrive om i et andet indlæg.

lørdag den 24. juni 2017

Om surrealistisk op og ned

Det er ren kontrast. Mit liv.

Jeg græder. Meget. For jeg har aldrig følt en sorg som denne.

Jeg smiler også. Meget. For der er sket noget virkelig glædeligt.

Smilene kommer helt inde fra hjertet, præcis som de skal. Men alligevel føles de sådan lidt som simili. På grund af den pokkers sorg, der ligger som en træt sky over mig og komplet uforudsigeligt, på tilfældige stikord, tit får tårerne til at trille.

Forklaring:

Min far døde for fire dage siden.

Og min yngste søn blev student næste morgen.

To vigtige livsbegivenheder på kun 15 timer. (Kom ikke og sig, at vi er kedelige her i familien.)

Og næsten for meget at bære. Tabet af far. Og forsøget på at fejre min dreng og give ham en god studentertid, trods alt.

Samtidig er vi naturligvis landet i fødselsdagsugen, hvor min mor og fem af mine forældres børnebørn har fødselsdag inden for otte dage.

Min uge ser dermed således ud:

Tirsdag: Far dør lidt pludseligt af et hjertestop.

Onsdag: Mor har fødselsdag, og sønnike får huen på og har haft held til at runde af med et flot 10-tal, selv om han ganske få timer forinden har mistet sin morfar. SÅ flot! Men hejser man flaget på hel eller halv?

Torsdag: Studenterkørsel.

Fredag: Til blomsterhandler for at bestille kistepynt og kranse til fars bisættelse. Derefter direkte til translokation.

Lørdag: Fødselsdagsbrunch hos min søster for at fejre hendes børn. Og her har vi så aftalt, hvilke salmer, der skal synges i kirken, og drøftet, hvad vi skal stille op med fars aske (skal han i et hul på kirkegården eller strøes ud over havet?).

Søndag: Fødselsdag hos Store Datter.

Mandag: Møde med præsten for at give input til fars mindetale.

Tirsdag: Forberedelse af forsamlingshus til traktement efter bisættelse.

Onsdag: Fars bisættelse.

Torsdag: Pause.

Fredag: Lille Datter har fødselsdag.

Lørdag: Studentergilde for Lille Søn.

Som jeg skrev: næsten for meget at bære. Næsten surrealistisk.

Og jeg hænger kun ved med det yderste af fingerneglene.

Livet kan være en skøge.

:-(

søndag den 11. juni 2017

Om min rige onkel i ...

Nope. Ikke Amerika.

Australien.

Men ja, sådan en har jeg faktisk. Onkel Helge. 

Eller ... øh ... rent faktisk er han ikke min onkel, men derimod min morbror. Der er bare mange danskere, der ikke ved, at en morbror ikke er det samme som en onkel. Og da jeg blev gammel nok til at opdage forskellen, havde jeg kaldt ham Onkel i så mange år, at det var for sent. Den slags kan man ikke uden videre ændre på.

Onkel Helge emigrerede i midt halvfjerdserne til Australien som nyuddannet læge.

Det lå ellers ikke i kortene, at Onkel skulle være læge. Hans lærere i grundskolen anbefalede ham nemlig at blive cykelsmed. Tænker, at han har været en doven satan i timerne. 

Måske har han haft hovedet fuldt af opfindelser i stedet for tyske verber.

Som for eksempel "isomobilen": en dødsensfarlig konstruktion, han havde opfundet, som bestod af fire skøjter, en i hvert hjørne af en dør, og en stor luftpropel påmonteret en gammel Volvo-motor. Så kunne man ligge der på døren og suse ud over isen i vigen ved den lille sønderjyske landsby, hvor man boede. Drevet frem af en voldsom motor med en stor propel. Og bare håbe, at isen var tyk nok til at bære. Bindegalt. Men formentlig også ret sjovt.

Nå, men Onkel havde udlængsel. Så han rejste sin vej. Først helt hen til Århus, hvor han blev læge på fire år i stedet for de normerede fem (tænker, han var blevet mere arbejdsom ud i skolearbejde). Dernæst til en midlertidig stilling ved et hospital i Australien.

Her ragede han så uklar med det danske forsvar. I en grad, så han pludselig måtte se sig selv efterlyst herhjemme i mange år.

Han var nemlig stukket af fra værnepligten. Eller det var han faktisk ikke. Han havde fået udsættelse. Og da forsvaret så lidt brat skrev efter ham dernede i Australien og bad ham om at komme hjem før det aftalte tidspunkt, takkede han pænt nej. Han havde jo skrevet under på en midlertidig jobkontrakt i Sydney.

Forsvaret reagerede venligt og imødekommende ved at skrive, at han så måtte betragte sig selv som tugthuskandidat, hvis han viste sig i fædrelandet inden det 40. fyldte år.

Hvilket han selvfølgelig gjorde. Blot via Sverige eller Tyskland, hvor paskontrollen var lemfældig.

For Onkel har været hjemme på besøg cirka en gang om året.

Det er nemlig gået sådan med Onkel, at hans midlertidige ansættelse blev til en fast stilling, og at han nu er blevet en højt renommeret hjertespecialist, som ofte rejser verden rundt til konferencer. Og hvis en af disse konferencer fører ham til Europa, kommer han altid forbi.

Han er altså en betydningsfuld mand. Temmelig velhavende også. Han bruger en del af sin tid på forskning og har taget patent på en række medicinske præparater.

Så i et både job- og indkomstmæssigt perspektiv spiller han i en noget anden liga end fru undertegnede folkeskolelærer.

"Beundrer du ham?" blev jeg for nylig spurgt af en veninde.

Og ja, det gør jeg faktisk i nogen grad.

Men det er ikke hans penge eller hans status, der får mig til at synes vældig godt om Onkel. Det er ellers ofte lige netop de to parametre, der kan få nogle mennesker til at kaste sig i støvet for andre.

Nej, det er noget ganske andet ved Onkel, jeg kan lide. Det er den personlighed og de værdier, han har TIL TRODS for penge og status.

Onkel er uimponeret af autoriteter og titler, men har respekt for viden og dygtighed. I stedet for at klappe hælene sammen rager han for eksempel somme tider uklar med den australske sundhedsminister i faglige spørgsmål - også på tv. Fordi den australske sundhedsminister åbenbart ikke altid ved, hvad han snakker om.

Onkel er beskeden. Han mener, at jeg som folkeskolelærer bestrider en af de vigtigste funktioner i et samfund. Og han sender mig et anerkendende blik, når jeg fortæller, at jeg er glad for mit arbejde, og at mine elever bliver dygtige til det, jeg underviser dem i (det ved jeg, at de bliver, for jeg har lige haft min klasse til afgangsprøve i mundtlig engelsk med et snit på 8,7, woop, woop!). Og det fuldstændig uagtet, at han selv dagligt redder liv, hvad jeg i grunden også synes er okay vigtigt.

Onkel er en fin samtalepartner. Han er ikke selvfed. Han spørger ind og lytter interesseret til det, jeg fortæller ham. Og ingen samtale er for ubetydelig. Heller ikke selv om de ikke handler om kvantefysik, og det er der dælme ikke mange af mine samtaler, der gør.

Onkel er til en vis grad ligeglad med penge. Det kan han selvfølgelig også sagtens være, når han har mange af dem. Men han tager bussen på arbejde. Og indtil hans kone tvang ham til at skifte bil, kørte han i 20 år rundt i den samme Toyota Camry. Han overnatter også hellere på bed and breakfast end på luksushoteller. Og hans tøj? Hmm, han lader til at synes, at de gamle fløjlsbukser, han også havde på, sidste gang jeg så ham, er for fede. Desuden rejser han kun med håndbagage. Tre skjorter og en pose vaskepulver.

Onkel er bevidst om vores mishandling af miljøet. Hans hospital vil så gerne sende ham verden rundt til konferencer på business class. Det er åbenart kutyme. Og det KAN da også være ret bekvemt på lange flyvninger, tænker jeg. Men Onkel nedgraderer. Han mener, det er brændstofsvineri at rejse på business, for der er længere mellem rækkerne og færre sæder på hver. Så han napper sgu en plads på monkey.

Onkel har humor. Han kan sagtens se det sjove i livets små pudsigheder. Om det ligefrem er en egenskab, jeg beundrer hos andre, kan diskuteres. For beundre er et stort ord. Men det er i hvert fald en egenskab, jeg sætter pris på.

Onkel har været på besøg i denne uge. Han rejser faktisk hjem i dag. 

Jeg har selvfølgelig været sammen med ham nogle gange i ugens løb. Det har hele familien. Mine forældre, min søster og hendes mand og børn, min bror og hans kone og børn og svigerbørn. Og mine egne børn. De tre af dem. (Den Fortabte Søn, som jo er flyttet til København, hvor han læser til kemiingeniør på DTU, kunne desværre ikke finde tid her midt i eksamensperioden.)

Den eneste, der som sædvanlig ikke har været med til familiesammenkomsterne, er min damekæreste. For døtres damekærester er åbenbart lidt for stor en mundfuld for mine forældre.

Min seksualitet er så at sige ikke stueren i deres univers. Den er faktisk så ildeset, at jeg har haft min mor mistænkt for slet ikke at fortælle Onkel, at jeg er i et forhold. Øh, hvilket jeg altså har været i syv år nu.

Det får mig fandme til at tabe sutten. For det får mig til at føle mig udenfor i familien. Den, man skammer sig over. Det er ydmygende.

Så inden Onkels ankomst i sidste weekend havde jeg besluttet selv at tage hånd om sagen. Jeg ville fortælle ham det. I en grad så han ikke kunne være i tvivl. Og gerne mens min mor (som er den mest intolerante af mine forældre) hørte på.

Nu er Onkel ikke i tvivl ;-) 

Jeg har fortalt. Jeg har vist billeder. Jeg har inviteret ham med mig og kæresten på vandretur, næste gang han kommer.

And guess what: Han lader til at synes, det er helt fino.

Og min mor? 

Tjah, hun ved, at han ved det. Det må hun bare håndtere. Jeg kan ikke længere tage hendes skamfølelse på mig.

Bum.

onsdag den 7. juni 2017

Om at være et ensomt lille pus

For helvede!

Jeg har igen forsømt mine ... øh ... forsømte læsere. Jep, dig.

Det beklager jeg dælme.

Forklaring:

Som udskolingslærer bliver man somme tider eksamensramt. 

Eller rettere sagt PRØVEramt. 

(Af en eller anden idiotisk grund er det nemlig no go at kalde det eksamen. Selv om ... øh ... eleven altså skal testes. I et pensum. Og der er en eksaminator til stede. Og en censor. Og en grøn dug på bordet. Men eksamen? Det hedder det fandme ikke. Could have fooled me though.)

Nå, men i år er jeg altså eksaminator i to dage og ude som censor i fem. Derfor går meget af min tid i juni med prøveforberedelse og -afvikling. Og ikke så meget med blogpleje. Sorry.

Det betyder dog ikke, at der ingenting er at fortælle.

For eksempel var jeg til Pride i Århus i lørdags. 

Som jeg vist har nævnt i et tidligere indlæg, er jeg ikke ubetinget tilhænger af paraden. 

Faktisk er jeg lidt ambivalent.

Dels synes jeg, det er fedt, at så mange viser tolerance og support for mangfoldigheden ved at gå med i sådan et optog. Så føler jeg mig accepteret. I hvert fald af paradedeltagerne.

Og dels frygter jeg, at de små og skræmte heteroseksuelle individer, der har fordomme mod mennesker med en anden seksualitet end dem selv, blot bliver bestyrket i deres fordomme, når de ser en række feminine, fjerboaprydede mænd i lak og læder og plateausko komme sejlene gennem byen. Eller betonlebber med maskinklippet hår, skovmandsskjorter og stålkam i baglommen.

Jeg deltager faktisk ikke i paraden. Men jeg dukker op på Officerspladsen ved Aros og Musikhuset bagefter. For her samles folk. Både fra homo- og heteromiljøet.

Jeg kommer for at opleve den glade stemning.

Og for ikke at føle mig så fandens alene.

For det er til tider lidt ensomt at være homo. Det er det i hvert fald i mit univers. Når man ikke rigtig kan finde sig til rette i "miljøet" og derfor ikke dyrker det. 

For hvem siger, at man klikker med folk, bare fordi man har samme seksualitet? Det er jo heller ikke alle heteroer, der klikker med alle andre heteroer.

Jeg er kort fortalt altid den eneste. Den eneste i familien, den eneste på jobbet, den eneste til kor, den eneste i skolebestyrelsen, den eneste i yngstedatterens rideklub.

Og når jeg er sammen med en kæreste, er VI de eneste. De eneste i vennekredsen, de eneste til familiefesterne.

Hvor jeg end mig vender hen, kan jeg aldrig kigge mig omkring i mængden og finde nogen ligesom mig. I hvert fald ikke i de mængder, jeg normalt plejer omgang med.

Hvis du, kære læser, er heteroseksuel, så prøv at forestille dig hele tiden at være omgivet af homoseksuelle. Kun homoseksuelle. Altid.

Eller hvis du er kvinde, så prøv at forestille dig at leve helt alene blandt mænd.

Eller hvis du er mand, så prøv at ... nå, det behøver jeg sgu ikke skrive igen. You get the point, I'm sure.

Så derfor nyder jeg at sidde der under regnbuen på Officerspladsen på Pride-dagen og drikke dåseøl (er meget til dåser, blink, blink) og holde i hånd med min kvinde. For jeg behøver blot at vriste blikket fra hendes smukke øjne for at få øje på andre ligesom os. Når jeg altså kan afholde mig fra at stirre på lakmændene og betondamerne.

Fedt for en gangs skyld ikke at være the talk of the town.

Bum.