onsdag den 29. marts 2017

Invictus

Kan du huske Mandela?

Ham der helten. Nede i Sydafrika. Som kæmpede mod uretfærdighed og diskrimination under apartheidstyret. Og blev behandlet fuldstændig svinsk af de hvide overherrer. Og tilbragte fucking 27 år bag tremmer. Inden han i 1994 blev valgt til landets første sorte præsident ved det første demokratiske valg ever.

Jep. Ham.

Vidste du, at han havde et trick, som hjalp ham til at holde fanen højt, selv når livet under hans brutale indespærring så allermest håbløst ud?

Invictus.

Det var hans trick.

Et digt.

Jeg hader ellers digte. Lyrik, my ass. Ligesom jeg hader opera. Og ballet.

Jeg er kort fortalt så jævn, at jeg afskyer, hvad der ikke er til at forstå.

Det er derfor, jeg aldrig for alvor har kastet mig ud i at læse noget af Helle Helle.

Eller Haruki Murakami (eller Harakiri, som jeg plejer at kalde ham, fordi det er det, jeg får lyst til at gøre ved mig selv, når jeg læser højt anmelderbesungne, men komplet volapykagtige tekster som hans).

Således har jeg det altså også med digte.

Og det har jeg haft, siden jeg i gymnasiet blev tvunget til at analysere et fuldkommen uanalyserbart makværk som Natmaskinen af overvurderede Michael Strunge.

Damn.

Nå, men Invictus er faktisk et okay digt (og det er store ord, når de kommer fra mig).

Det lyder sådan her:

Out of the night that covers me
Black as the pit from pole to pole
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced or cried aloud
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade
And yet the menace of the years
Finds and shall find me unafraid.

It matters not how strait the gate
How charged with punishments the scroll
I am the master of my fate
I am the captain of my soul.

Digtet er skrevet i slutningen af 1800-tallet af en fyr, der hed William Ernest Henley.

Da William var en ung knøs på 17, blev han virkelig ked af det, for han havde fået en alvorlig knoglesygdom, som tvang lægerne til at amputere hans ene ben.

Umiddelbart efter operationen skrev han så Invictus, som kort fortalt handler om et menneske, der selv i sin mørkeste tid ikke vil lade sig knække af de tæsk, livet giver.

Det er et godt budskab, synes jeg. Og det kan jeg også godt forstå, at Mandela syntes.

Hvorfor jeg kommer i tanker om Invictus lige nu, ved jeg ikke. (Men det kan måske hænge sammen med, at jeg underviste i det i morges.)

For livet har sådan set behandlet mig fint nok i dag. Jeg har for eksempel fået masser af komplimenter fra eleverne i retning af:

"Hvorfor kan vi ikke få dig til tysk i resten af 9. klasse? Vi vil hellere have dig end Ingolf." (Øh, gæt selv, Dummkopf. Du har kun to måneder tilbage i folkeskolen.)

Og:

"Må jeg ikke bære din taske for dig?" (Jo tak. Den er pissetung, og jeg går stærkt ind for børnearbejde.)

Og:

"Skal du ikke være vores nye skoleleder? Det vil du være god til. Fordi du er dig." (Hell no! Skoleleder er øretævernes holdeplads, og så kan man ikke kalde eleverne røvhuller og love dem bank (om end det kun er ganske særligt udvalgte elever, der får dén besked).)

Så jep, jeg er godt tilfreds. Også over, at jeg hermed har beriget DIT liv med et sjældent godt digt.

tirsdag den 28. marts 2017

Om en grim jakke og en creepy test

Først den grimme jakke (med fare for at forulempe læsere, der evt. måtte eje en tilsvarende, i hvilket tilfælde jeg beklager dybt).

Prøv lige at se her:


Hold nu kæft altså en mutation mellem en tigermis og den muntre sømand. Sailorpussy, haha. Jeg tænker, at designeren må have været på svampe.

Og jeg har faktisk aldrig ... som i aldrig ... set en grimmere jakke. Tror jeg ikke. Nicht mein Bier.

Samtidig må jeg give en inderlig credit til jakkens ejerkvinde. Tænk at hvile så godt i sig selv, at man uden videre går rundt i andre menneskers synsfelt iført sådan en ting.

Og jeg mener det!

Jeg elsker mennesker, der tør være anderledes. Flere af dem, tak.

Nå, men det, jeg egentlig ville skrive om, er en test, som jeg for nylig har taget på Facebook.

Ved sgu ikke lige, hvad der kom over mig der. For jeg tager aldrig ... som i aldrig ... tests på Facebook. Min tid er for kostbar til den slags. Ligesom den også er for kostbar til at spille Farmville og Candy Crush.

Men denne test fangede sgu lige mit blik.

Den hedder Hvilket job er dit kald? Og går kort fortalt ud på at svare på ti simple spørgsmål, hvorpå man så får at vide, hvilket job man burde have.

Spørgsmålene handler om, hvilken egenskab der mest betegner en, hvilken udendørsaktivitet der tiltaler en, hvor meget renlighed betyder for en, om man helst ville bo i et træhus, på en husbåd eller i en borg og så fremdeles.

Og for hvert spørgsmål får man 3-6 svarmuligheder.

Komplet utroværdig test altså. Latterlig faktisk. Om jeg vil bo på en husbåd? Tsk, tsk.

Men jeg tog testen alligevel.

Og det gjorde jeg, fordi jeg på Facebook kunne se, at den havde fortalt en af mine kolleger, at hun burde være lærer, hvad hun jo rent faktisk er. Mens en anden kollega ifølge testen burde være kok ...

... øh ... hvad hun ikke er. MEN hendes store interesse ER sgu fucking gourmetmadlavning i en grad, så hun har været med i programmet Masterchef på TV3 for nylig.

De to resultater var lige nøjagtig så bizart præcise, at min nysgerrighed var vakt, og jeg svarede på de ti åndssvage spørgsmål.

Og her er det så, det bliver lidt creepy. For gæt, hvad jeg burde være:

FORFATTER.

Ifølge min feedback på testen har jeg "et utroligt talent for at finde på historier", og jeg er "en kunstner fuld af kreativitet og udtryk", ligesom jeg med hele mit hjerte arbejder på at udtrykke mine idéer.

Det var satans.

For jeg har altid drømt om at blive netop det. Og jeg har jo faktisk arbejdet med oversættelse af litteratur i 14 år. Og se mig nu her på bloggen, hvor jeg skriver og skriver og skriver.

Så jeg må tilstå, at jeg undres. Big time.

Og føler mig ret spooked out.

mandag den 27. marts 2017

Om arrogance og synet af homopar i bylivet

Hold nu op, hvor bliver man da glad i låvet af det vejr, vi har haft i weekenden.

Jeg får jo lyst til at danse lambada, når solen sådan luner, og et lysegrønt skær lægger sig over buskadser og hække.

Og når jeg aldrig rigtig ved, hvilket stykke overtøj jeg skal iføre mig, hvis jeg skal ud, fordi vinterfrakken måske bliver for varm. Woop, woop!

Jeg vandrede en tur ved Moesgaard i lørdags. Nice :-) (Selv om ti millioner andre forårskåde danskere havde fået samme uoriginale idé.)

Og efter endt vandring tænkte jeg, at det i grunden kunne være lækkert med en lille frokost på Skovmøllen, som er en pissehyggelig restaurant midt i skoven. Bindingsværk og stråtag og hele lortet. Og en romantisk rislen fra den å, der forsyner etablissementets tudsegamle vandmølle med vand.

Vejret var tilmed godt nok til at sidde udenfor, og her fandt jeg et bord i læ og sol, hvilket var heldigt, fordi Skovmøllen er ualmindeligt populær blandt århusianere.

Så ja, der var lagt op til en skøn frokostoplevelse.

Øh ... indtil der ikke længere var lagt op til en skøn frokostoplevelse.

For shit, hvor er de arrogante derude på Skovmøllen.

Hvor fanden skulle jeg for eksempel vide fra, at restauranten ikke serverer mad udenfor? Der er ikke noget skilt, hvor man kan læse sig til det. Og hvis der er, er det ikke iøjnefaldende nok til at fange min opmærksomhed.

Så skal jeg fortælle dig, hvad der sker, hvis man sætter sig udenfor og pænt venter på betjening?

Ikke en lunken, ildelugtende skid.

Selv om tjener efter tjener kommer hastende lige forbi det bord, hvor man sidder, og man høfligt beder om menukortet, lader de, som om de hverken kan se eller høre.

Og til sidst giver man op og går ind i huset for selv at hente et fucking menukort, og her får man så langt om længe at vide, at man må sætte sig INDE I restauranten, hvis man vil spise, og at der i øvrigt ingen ledige borde er.

Til gengæld er det ikke første gang, jeg har fået en umanerlig dårlig service på netop Skovmøllen.

Fik således sidste år en regulær skideballe af en tjener, fordi jeg havde flyttet mig fra et bord i skyggen til et bord i solen. Jeg måtte da kunne forstå, at jeg ikke bare uden videre kunne skifte bord.

Sure tranlampe.

Og fuck for en arrogance. Den adfærd fortæller med al tydelighed, at Skovmøllen har så mange gæster, at de kan være skide ligeglade med, hvordan de behandler dem. Sådan synes jeg tit, det er, når man kommer de populære steder.

Nå, men jeg gik.

Og tog i stedet ind på Café Ziggy på Trøjborg. Fedt sted. Uprætentiøst. Ikke popsmart som caféerne ved åen. Og vist også lidt billigere. My kind of place, hehe.

And boy, was I lucky :-D

Kom til at sidde lige ved siden af to mænd, der allerede ved første øjekast og via min gaydar gav mig det indtryk, at de var bøsser.

De var utrolig pæne. Det er der mange bøsser, der er. Velplejede. Veltrænede. Velklædte. Og så havde de bestilt caféens brunch med græsk yoghurt og frisk frugt.

Føj for den lede.

Køber jeg brunch på en café, skal det for helvede da ikke være med græsk yoghurt og frisk frugt. Ad. Det minder lidt for meget om de fucking havregryn med skummetmælk og UDEN SUKKER, jeg får til hverdag. Jeg går klart efter eggs and bacon and beans and hashbrowns. Hele kolesterolpakken.

Nå, men de to fyre gav altså indtryk af at være bøsser.

Og bingo!

Pludselig var der et kærtegn. En hånd, der blidt strøg over en kind. Og jeg blev glad.

For jeg synes, det er fedt, når homoseksuelle, og især bøsser, tør vise deres kærlighed i det offentlige rum.

Jeg tror, det er den måde, homofobi skal bekæmpes på. For jo mere vi kan vise, at homoseksuel kærlighed ikke er mere pervers eller outreret end heteroseksuel, desto mindre fremmed virker den. Og det er jo ofte det fremmede, der gør os ængstelige og giver os fordomme.

Mere af det, tak.

torsdag den 23. marts 2017

Det bedste

Somme tider bruger jeg et trick.

Jeg bruger det både på Rotterne (læs: mine elskelige børn, red.) og på mine elever i skolen. Og jeg bruger det med et bestemt formål:

at få dem til at tænke positivt.

(Jaja, jeg ved godt, at jeg med den strategi går stik imod Svend Brinkmann og tidens trend med nej-hatte og dermed nærmest mishandler de stakkels børn, men SÅ rebelsk er jeg altså).

Det er ganske simpelt. Jeg beder dem bare fortælle om det bedste, der er sket i de sidste 24 timer. Det kan man gøre på både dansk, engelsk og tysk.

Dermed opnår jeg, at englebasserne reflekterer over alle de gode ting, som livet i nærmeste fortid har rummet, for det er de nødt til, hvis de skal vælge den bedste.

Bum.

Skulle jeg bruge tricket på mig selv i dag, ville jeg spole tiden tilbage til i morges.

Aldrig så snart havde jeg forladt matriklen, før jeg kunne glæde mig over, at jeg har en dejlig garage at sætte Yarisen i, så jeg slipper for at skrabe is af ruderne efter kolde nætter. Så heldige var der tydeligvis en del af mine medbilister, der ikke var.

Men jeg vil nu sige, at det skulle være en rådden dag, hvis den konstatering virkelig skulle toppe listen.

Og dagen BLEV da også bedre.

Der var nemlig kun en lille smule morgenkø på E45, og det er altid værd at glæde sig over.

Men der var stadig plads til mere på lykkebarometeret.

Som for eksempel en dejlig jordbærtærte fra Lagkagehuset, nammenam! (Jep, vi har haft teammøde (som omtalt i gårsdagens indlæg - denne gang uden slibrige bemærkninger fra Ingolf), og jep, forplejningen kom fra samme leverandør som næsten altid, hehe.)

Det var min tur til at give kage, og jeg måtte hoste op med hele 100 GODE DANSKE KRONER for herligheden, men for satan, de kan bage, de der lagkagefolk.

Nå, men jordbærtærten må imidlertid se sig overgået i den spændende dyst om titlen som dagens bedste tildragelse.

For hvor har vejret dog været fantastisk i dag!

Sol fra en skyfri himmel, og vinterfrakken må snart pakkes væk. Vejret gjorde mig faktisk så glad og venlig, at jeg lod to af mine klasser på 6. årgang spille fodbold udenfor i 20 minutter af tysktimen ... øh ... såfremt de altså arbejdede effektivt og øvede sig rigtig meget i at bøje sein i både nutid og datid i de første 25.

Altid rart at have lidt at handle med ;-D

Så stod jeg der med sol på snudeskaftet og nød synet af en hel masse glade børn, der næsten dansede på fodboldbanen som køerne den første dag på græs.

Lovely!

Men det bliver bedre.

Og det er egentlig en lille ting. Som i virkeligheden bare kommer af en misforståelse.

For i dagens allersidste lektion ville jeg lige for god ordens skyld orientere 6C om, at de i morgen skal have vikar i tysk, fordi min tilstedeværelse er påkrævet hele dagen på 9. årgang, som skal begynde at forberede den mundtlige prøve i engelsk, de skal til i juni med mig som eksaminator.

Der er en del friske drenge i 6C. Sådan nogle, som godt kan have myrer i bukserne (læs: svært ved at sidde stille, red.), og som visse lærere måske af og til kan opfatte som nogle små rødder.

Og en af disse rødder havde "tilfældigvis" (blink, blink) været lidt uopmærksom, da jeg overbragte nyheden om vikardækningen i morgen. Så han fik kun den sidste del af sætningen med:

"... så I skal ikke have mig, for jeg skal undervise 9. årgang."

Hvilket egentlig var heldigt. For prisen for dagens bedste oplevelse går ubetinget til denne episode.

Drengen stivnede nemlig midt i al bevægelse og kiggede forskrækket op på mig, da omtalte sidste del af min sætning trængte ind i hans hjernevindinger.

"Skal vi ikke have dig til næste år?" gispede han så åndeløst og helt og aldeles uden for al fornuftig kontekst.

"Jo da," smilede jeg til ham. "Det regner jeg da med, at I skal. Det er kun i morgen, I skal have vikar."

And here it comes:

Drengen sank sammen som en fladsiddet pruttepude, mens han med den ene hånd tog sig til brystet.

"Åh, det var godt", udbrød han så. Spontant og ærligt.

Øh ...?

FEDT!

HA!

Jeg er dælme kommet et stykke i mit arbejde, når selv rødderne ikke vil undvære mig.

Så tak, lille rod. Af hjertet ;-D

End of story. Nu vil jeg bare nyde et afsnit af Orange Is the New Black, mens Barn 3 laver pizza til mig.

Nice.

onsdag den 22. marts 2017

Ting, jeg ikke gør med min frække tunge

Var til teammøde forleden dag. Sammen med de andre primære lærere på 6. årgang. Mig og fire mænd.

Jeg er teamkoordinator. Og dermed en slags leder for disse mænd.

Nå, men vi holdt altså møde.

Det er der i og for sig ikke noget usædvanligt i, da vi holder teammøde hver uge.

Vi plejer at skiftes til at medbringe kage til disse møder. Som regel fra Lagkagehuset, nammenam.

I sidste uge var det Lars, der skulle have kage med. Og han havde sat sig for at udfordre Lagkagehuset og havde derfor været tidligt oppe for at bage vandbakkelser. Og da vandbakkelser kan være en smule kønsløse, hvis de ikke peppes op med et eller andet, havde Lars også gavmildt medbragt kagecreme, marmelade og flødeskum.

UHMMM! (Hvorvidt Lars' vandbakkelser overgår Lagkagehusets kreationer må jeg lade være usagt, men han får i hvert fald gode point for engagementet.)

Nå, men med den slags fyld bliver den slags kager altså temmelig snaskede, og med min begrænsede ordentlighed ud i kagespisning, havde jeg selvfølgelig tabt et par klatter kagecreme på min tallerken, inden min vandbakkelse var endegyldigt besejret.

Her kommer så til gengæld det usædvanlige:

Jeg har en teamkollega. Vi kan jo kalde ham Ingolf.

Ingolf brillerer ikke ligefrem i disciplinen sociale kompetencer. Han forsøger at være med på humoren og den lidt kække tone i teamet, men han har altså ikke altid lige meget held med det.

Så måske troede han, at han var sjov, da han fyrede sin bemærkning af.

Det var han så ikke, kan jeg røbe.

Men situationen var altså den, at Ingolf ville samle vores brugte kagetallerkener ind ved mødets afslutning. Og på et tidspunkt i processen nåede han også frem til min.

Som ovenfor antydet var den lidt ... øh ... nå ja ... lidt smattet måske. Hvilket lod til at få Ingolf til kort at tøve, inden han tog den op fra bordet.

Og så, kære bloglæser, gjorde Ingolf noget uforglemmeligt.

Han holdt pludselig min kagetallerken med cremeklatterne helt hen under næsen på mig og sagde:

"Kan du ikke lige slikke den ren med din frække lille tunge."

WHAT?

Oh my god!

"Det sagde han fandme ikke," tror jeg, alle vi andre tænkte i den lidt akavede tavshed, der fulgte og kun momentant blev brudt af Ingolfs egen fnisen.

Men jo, det gjorde han så.

Jeg takkede pænt nej til hans generøse tilbud og undlod diplomatisk at understrege, at jeg er helt færdig med at bruge min tunge til cremeklatter og visse ting, der kan associeres dermed.

Ikke mere creme til mig, tak! Det er jeg en tand for lesbisk til.

Bum.

tirsdag den 21. marts 2017

For helvede en drøm

Kender du de drømme, der kan gøre dig fuldkommen rundt på gulvet og nærmest sætte dig helt uden for tid og sted?

Sådan en havde jeg i morges. Det var en variant af mit tilbagevendende mareridt:

Min HJÆLP JEG KOMMER FOR SENT-drøm.

Hold nu kæft, hvor er den irriterende, den drøm.

Jeg har altid et eller andet meget vigtigt, jeg skal nå. Og så opstår der hele tiden nye forsinkelser, så jeg til sidst må opgive ethvert håb om at nå frem til mit bestemmelsessted i tide.

Min tidligste erindring om drømmen stammer tilbage fra dengang, jeg som 16-årig lige var ankommet til USA for at tage hul på mit år som udvekslingsstudent.

Jeg drømte selvfølgelig, at mine forældre var ved at køre mig til lufthavnen, fordi jeg skulle flyve over og tage hul på mit år som udvekslingsstudent. Men jeg blev ved med at glemme noget vigtigt derhjemme, så vi måtte vende bilen og køre tilbage. Igen og igen og igen og igen.

Det kan også være en eksamen, jeg ikke når frem til.

Eller som i morges:

Jeg skal på arbejde. Men jeg har en radiator, der drypper. Eller øh ... "drypper" er måske ikke det rette ord. Det FOSSER sgu ud med vand. På trægulvet.

Jeg har selvfølgelig ringet efter en VVS-mand, men han kommer ikke. Og rod og nullermænd ligger i meterhøje bunker over hele huset.

Endnu en af mine fobier: rod.

Ikke fordi det ikke roder her i huset. For DET gør det. Men jeg HADER, hvis der kommer nogen og ser det. For eksempel uanmeldte gæster.

ELLER PLUDSELIGT TILKALDTE VVS-MÆND. Gys!

Nå, men jeg flyver rundt i huset og rydder op og rydder op. Og VVS-manden kommer ikke. Og vandet stiger. OG JEG ER VED AT KOMME FOR SENT PÅ ARBEJDE. AAAAAARGH!!!

Og her vågner jeg så. Fordi klokken er 05.35, vækkeren ringer, og jeg skal op.

Men for helvede mand, jeg tror jo, at jeg har oversvømmelse i hele huset, og at jeg forgæves venter på en VVS-mand, og at jeg er VIRKELIG presset på tid.

Og mit hjerte galopperer, som om jeg har fået Red Bull intravenøst hele natten.

Jeg tumler ud af sengen i ren panik ... og indser pludselig, at alt det onde kun var en drøm ...

... og så tumler jeg videre i samme panik. Jeg tror åbenbart ikke rigtig på mig.

Jeg når ud på badeværelset og lukker op for bruseren. Samme panik.

Jeg siger igen til mig selv, at det var en fucking drøm. Samme panik.

Først ti minutters varme vandstråler fra bruserhovedet på min nøgne kvindekrop senere begynder jeg så småt at tro på mig. Og blodtrykket falder.

Fuck altså en drøm, der kunne sparke noget røv.

Kender du dem?

onsdag den 15. marts 2017

Death by embarrassment

Fuuuuuuuuck!

Jeg tror, jeg skal dø. Af FLOVHED. Det er SÅ pinligt og stupidt, at jeg næsten ikke kan finde ord.

Og jeg er skuffet og, ikke mindst, FUCKING BADASS-VRED.

For prølieåhørher (hvis altså dine øjne kan tåle at læse vederstyggelige fortællinger som denne):

Historien er således den, at jeg har tilmeldt mig og min ottendeklasse et pissefedt internationalt projekt på en pissefed international skolesamarbejdsplatform, der hedder e-twinning.

Her arbejder vi sammen med lærere og elever fra Litauen, Polen, Rumænien, Tyrkiet, Italien, Spanien og et par steder til om at udveksle information om vores skoler, lande, fritidsinteresser og meget andet.

Det gør vi for eksempel via videoklip, PowerPoints og stillbilleder.

På platformen kan eleverne endvidere oprette deres egen profil med billede og profiltekst og skrive små beskeder til hinanden.

Venskab og samarbejde på tværs af grænser altså. Og jeg er helt våd i trussen af begejstring, for jeg tænder i den grad på at bibringe mine elever et eller andet mål af interkulturel kompetence, som vi kalder det.

So far, so good.

I dag bad jeg så min klasse om at indlede en kommunikation med nogle af eleverne fra de andre lande.

Bare noget i retning af:

"Hello. My name is Signe. In my spare time I play handball and I like Justin Bieber. What do you do in your spare time and what music do you like?"

For at få en korrespondance op at stå, you know.

Nogle af mine elever havde allerede modtaget lignende småbeskeder fra elever i de andre lande, da de loggede på.

Det gjaldt også Idioten.

Idioten havde fået en besked fra en 14-årig italiensk pige, som i sin profiltekst oplyser, at hendes far er neurokirurg, og at hun selv elsker at spille klaver og teater og holder meget af at læse.

Hun skriver i sin besked til Idioten, at hun læser mange bøger, spørger, om han også kan lide bøger, og hvilken bog der er hans yndlingsbog.

Det er så sødt og uskyldigt, at jeg tror, jeg skal revne af sympati for denne ukendte italienske pige.

Idioten svarer:

"In my freetime I like licking pussy. And no, I hate books. Write me soon."

Det er så det førsteindtryk af danske skoleelever, han vælger at sende til den italienske pige ved at lægge det på hendes profil, hvor SAMTLIGE medlemmer i projektet i øvrigt kan læse med.

Og HOLD nu kæft, hvor jeg skammer mig.

Hvordan FANDEN kan han finde på at skrive den slags lort?! Han må da være fuldstændig DERANGED!

For han repræsenterer jo ikke bare sig selv, vel? Nej, nej. Han repræsenterer 8. klasse, skolen, mig som lærer, Danmark.

Jeg fucking græmmes.

I et fortvivlet forsøg på at skadesbegrænse har jeg så efter arbejdstid måttet sende en aldeles ydmyg og beklagende besked til alle de andre lærere i projektet, for tænk, hvis Idioten har nået at skrive til flere.

Og tænk, hvis de tror, at det er almindelig omgangstone her hos os. GYS!

Derudover har jeg selvfølgelig sendt besked hjem til hans forældre, slettet hans profil fra platformen og fjernet ham helt fra projektet. Og han kan fandme komme til at lave engelsk grammatik i resten af perioden, mens hans klassekammerater hygger sig med deres nyfundne internationale kontakter.

PIS!!!