tirsdag den 23. august 2016

Glad :-)

Er sgu trillet lidt småsent ind på hjemmematriklen her til aften.

Fordi.

Jeg lige måtte vende kølergrillen ind omkring Ladyen på vejen hjem fra job.

Eller L. 

Er faktisk blevet lidt træt af at kalde hende "Ladyen". Så fra nu af hedder hun altså bare L. Det er nemmere. Og in real life er det jo også forbogstavet i hendes navn. Even better :-)

Nå, men jeg kiggede en tur ind til L på hjemvejen i dag.

Med mig havde jeg en stor buket hvide liljer og en pose halsbolscher. 

Halsbolscher, fordi jeg åbenbart har haft held til at smitte hende med en åndssvag forkølelse, da jeg var hos hende i forrige weekend. 

Selv om der også sidder alle mulige lortebakterier på alle mulige dørhåndtag, indkøbskurve og trappegelændere, ER det sgu nok mig, for vi tungekyssede torsdag aften, og fredag morgen vågnede jeg med ondt i halsen. Pis.

Og hvide liljer, fordi hun i formiddags skrev til mig, at nogen på jobbet har svigtet hende og gjort hende ked af det. At de ikke har leveret, hvad de har lovet, og at hun derfor nu selv får svært ved at overholde en deadline fra en kunde.

Og her må man forstå, at L er samvittighedsfuld i sit arbejde. Hun er optaget af at pleje sine kunder godt ved at producere i en høj kvalitet og overholde sine leveringsfrister. Så det går hende selvfølgelig umanerlig meget på, når en eller anden klaphat af en samarbejdspartner forrykker hele lortet.

Så kvinden i mit liv var ikke Guds muntreste ungmø, da hun skrev til mig i formiddags. Hun var en syg og ked lille ungmø, var hun.

Det kunne jeg da ikke leve med.

Og desuden savnede jeg hende helt forfærdeligt. Jeg havde ikke set hende siden forrige weekend, og jeg ved sgu ikke, hvad der sker med mig, men jeg er fuldstændig vild med den kvinde.

Stadigvæk.

Vi har taget hul på vores syvende år, og jeg er smaskforelsket. Jeg tænker på hende 10.000 gange om dagen. Og når vi ikke er sammen, længes jeg efter hendes nærvær og hendes kærtegn, så jeg tror, jeg skal dø.

Så det var vidunderligt sådan lidt spontant at stikke forbi hende i dag. Og det var ubetaleligt at se, hvor glad hun blev, da jeg pludselig stod i døren. Og hvor rørt hun blev, da hun så mine blomster.

Og mine halsbolscher selvfølgelig ;-)

Og jeg takker endnu en gang mig selv, fordi jeg dengang for snart syv år siden fandt modet til at erkende, hvem jeg var, lægge mit gamle liv bag mig, møde den dejligste kvinde at elske, springe ud (koste, hvad det ville) og bygge et helt nyt liv op.

For jeg er glad.

Inderligt glad :-D

torsdag den 18. august 2016

Et spørgsmål om stil

"Du er altså sådan et stilikon, Mrs. English Teacher," lød det fra tre piger i 9. klasse i går, da jeg kom sjokkende gennem skolebiblioteket i mine slidte jeans, en lidt for stor og ret billig T-shirt fra H&M og min elskede gamle Reebok-fleecejakke, der er smeltet en lille smule på ærmet, fordi jeg engang stak den lidt for langt ind i en meget varm ovn.

Stilikon. Right.

Det er i øvrigt de samme piger, der altid står uden for lærerværelset og venter på, at jeg skal komme ud, så de kan bære min taske, mit kaffekrus, mine nøgler og mit ringbind hen i klassen for mig.

Me like!

Og noget må jeg jo nok have gjort rigtigt i forhold til de unge damer ;-)

Nå, men tøjstil er en ting. Mobilstil en anden.

Og det er egentlig mobilstil, jeg vil skrive om her.

Jeg havde fødselsdag i lørdags. For sidste gang, inden jeg til næste år bliver MEGET ubehageligt rund (fuck).

Fra morgenstunden tikkede der selvfølgelig lykønskninger ind. Både på Facebook og på mobilen.

En af dem var fra min mor. Hendes sms kom, mens jeg lå under Ladyens dyne og gned søvnen ud af øjnene.

Jeg svarede ikke med det samme. Jeg syntes nemlig, det ville være en lille smule ubehøvlet over for min smukke Lady, hvis jeg lukkede hende ude og lod mig trække ind i det digitale univers, så snart vi slog øjnene op. For jeg KAN ikke både skrive sms-beskeder og være nærværende over for mine fysiske omgivelser på en og samme tid.

Et par timer senere satte jeg mig ud i min bil og vendte kølergrillen mod Århus midtby. 

Rotterne tilbragte weekenden hos Lucifer (min eksmand, som jeg snart må begynde at kalde noget andet, fordi han faktisk er blevet ret flink), men jeg havde fået lov at låne dem i et par timer på min fødselsdag, så vi kunne spise frokost sammen (see?).

Og inden jeg havde tilbragt den halve time, det tager at køre fra Ladyens by til Århus midtby, bag rattet i Yarisen, havde jeg modtaget to sms'er:

En fra min mors veninde, fru Bech. Der hedder det samme som jeg til fornavn og har fødselsdag samme dag, hvorfor vi altid udveksler fødselsdagshilsener.

"Tillykke med vores fødselsdage," skrev hun. Hyggeligt og sødt :-)

Og få minutter senere en fra min mor.

"Vil du være sød at svare fru Bech," stod der. 

Ikke noget "Hej" eller "Kærlig hilsen." 

Bare en lodret ordre. Som om jeg var et lille barn med akut behov for vejledning i almen dannelse.

For mellem linjerne (eller linjen) lå tydeligvis den antagelse, at jeg ikke havde tænkt mig at gengælde fru Bechs søde hilsen.

Og, undskyld mig, men sikke noget FUCKING CRAP. 

Jeg kunne da aldrig drømme om ikke at svare damen. Så skulle det da være første gang i de 15 år, vi har udvekslet fødselsdagshilsener.

Nå, men jeg takkede min mor for hendes besked og oplyste, at jeg altså ikke kan skrive sms'er, mens jeg kører bil. Og så sad jeg ellers der og følte mig ydmyget og umyndiggjort.

I timerne efter episoden reflekterede jeg over den generationskløft, der tilsyneladende ligger i vores håndtering af mobilen.

For jeg tror, at mobilstil somme tider er et spørgsmål om alder.

Jeg har således den holdning, at mobilen overvejende bliver i lommen, når man er i selskab med andre. Jeg synes, det er en hån mod disse andre, hvis man begynder at surfe på nettet, spille spil, læse eller skrive sms'er eller føre ligegyldige telefonsamtaler, mens man burde været optaget af det selskab, man befinder sig i.

Bum.

Den holdning deler min mor ikke. 

Hun har i en stor del af sit liv bedrevet telefoni via fastnet og uden nummervisere eller telefonsvarerfunktioner. Og da hun var yngre, smed man vitterlig, hvad man havde i hænderne og løb mod telefonen, hver gang den ringede. Man afbrød uden videre ethvert gøremål eller enhver socialisering hjemme i nærmiljøet til fordel for apparatet. Det kunne jo være vigtigt. Og kom man for sent, kunne man ikke vide, hvem der havde ringet. En ubærlig tanke.

Jeg tror, den vane har bidt sig fast hos nogle ældre mennesker. Altså at man ganske simpelt handler, så snart telefonen rører på sig.

For nogen tid siden var jeg til frokost hos mine forældre. Og mens jeg tyggede den sidste mundfuld sildemad og pludrede løs om en af sommerens frankrigsrejser, bippede telefonen i min lomme. Det var en sms. 

Jeg reagerede ikke. Jeg var jo midt i en samtale.

Men det gjorde min mor til gengæld.

"Du skal da se, hvem den er fra," sagde hun således insisterende og fattede tydeligvis ikke, at jeg bare sådan kunne lade mobilen ligge.

Selv har hun nemlig ingen problemer med at fiske motherfuckeren frem under et familiemåltid og begynde at bruge den.

Og det samme gælder åbenbart også andre ældre damer. Som nu på Hvidsten Kro. Hvor jeg var i sommerferien sammen med Ladyen og alle vores børn.

I den anden side af det hyggelige krolokale sad et andet selskab på en otte-ti personer. Pludselig ringede en mobiltelefon derovre. Den tilhørte en hvidhåret dame for enden af bordet.

Jeg tænkte, at det i grunden var dårlig stil ikke lige at have mobilen på lydløs, når man sådan var på kro, og ville selv nok have valgt at skadesbegrænse ved skyndsomt at slukke lortet.

Men nej, nej. En afvisning af mobilsamtalen var ikke på damens tegnebræt. Hun tog sin telefon og begyndte at kagle løs. I ret lang tid. Og til ret stor irritation for os krogæster i almindelighed. Og formentlig for hendes eget selskab i særdeleshed.

Til gengæld tror jeg slet ikke, det faldt damen ind, at hun pissede på sine omgivelser.

Og min mor er ikke en skid anderledes. Hun og jeg clasher på mobilstilen.

HUN føler sig afvist, hvis jeg ikke omgående reagerer på hendes beskeder. Derfor afslutter hun altid alle sine sms'er med ordet "SVAR!" Meget flatterende.

JEG føler mig til gengæld pissed over forventningen om, at jeg smider alt, hvad jeg har hænderne i, for at svare på en fucking sms. Og jeg bliver en lille smule ... øh ... usamarbejdsvillig i situationen.

So now you know ;-)




onsdag den 10. august 2016

Lortekultur

Jeg har hørt om en dreng.

Han er en sød dreng på cirka 11. Og han kommer fra Congo.

Han bor hos sin moster her i Danmark.

"Måske er hans forældre døde," tænkte jeg, da jeg hørte det med mosteren. For efter danske standarder er det lidt usædvanligt, at børn bor hos deres mostre.

Men det er de ikke. Døde altså. I hvert fald ikke hans mor. 

Hun bor nemlig i Norge.

"Nå," tænkte jeg så, da jeg hørte det med moren. "Så flytter drengen nok snart op til mor."

Men det gør drengen ikke.

For mor har fundet sig en ny mand i Norge. Og fået sig et par nye børn. 

Og her kommer så den oplysning, der får min kæde til at hoppe FULDSTÆNDIG AF:

Det er åbenbart congolesisk skik, at man ikke bringer "gamle" børn med sig ind i et nyt forhold.

Så den søde og stadig ret lille dreng er ikke velkommen hos sin mor og hendes nye familie i Norge. 

Han dur ikke, med andre ord. Han er forvist. Kasseret. Til fordel for sine halvsøskende.

Derfor er han blevet parkeret hos moster.

Og moster har fået sig et barn at forsørge, som hun ikke lige havde kalkuleret med.

Øh ... og hvis jeg lige må have lov:

Hvad FANDEN I HELVEDE er det for en ondskabsinficeret LORTEkultur, der udsætter uskyldige mindreårige børn for den slags?!

Det er kraftedeme en ommer, Congo!

Bum!

tirsdag den 9. august 2016

Endelig Ardeche

SÅ kom det endelig! Indlægget om Ardeche. I Frankrig. Hvor jeg også har været i sommerferien.

Se nu bare her:

"Hej pusser. Vil du med sønnike og mig en tur til Ardeche? I næste uge?"

Sådan lød det højst overraskende fra min gode Lady i en sms først på sommeren.

Overraskende, fordi hun ved mine gentagne forespørgsler foråret igennem havde givet mig det indtryk, at hun slet ikke KUNNE holde ferie i år. 

Hun har jo sit firma at passe, og det er hammerdyrt for hende at holde fri, for så genererer hun jo ingen omsætning. Og denne manglende omsætning skal lægges oven i prisen for en eventuel rejse.

HAMMERDYRT, siger jeg.

Og nu havde damen ikke blot valgt at holde fri, men også bestemt sig for en udlandsrejse.

Fedt. Så jeg takkede selvfølgelig ja :-)

Og det var sandelig en fin beslutning. For Ardeche er et skønt sted at besøge, og vi forlod DK, bedst som vejret viste sig fra en rigtig lortet side herhjemme. Omend det selvfølgelig ikke fortæller så meget, fordi vejret har været ret monotont lortet hele sommeren.

I Ardeche havde vi imidlertid 30 grader. Lige i overkanten, ville nogle måske mene, men DET får du mig fandme ikke til at skrive. Hvad enten jeg er enig i den påstand eller ej. For nu bruger jeg det meste af året på at bitche over kulden, og så ville jeg da være en sørgelig og utroværdig lille kælling, hvis jeg også bitchede over varmen. You see?

Vi boede sjovt nok i et tudsegammelt stenhus. Har de overhovedet andet end tudsegamle stenhuse i Frankrig? spekulerer man. Og fint var det. Og dejlig køligt.



Og med pool.

Nu hader jeg godt nok at blive kold og våd (i hvert fald, når det ikke er pådenfedemådevåd). Så jeg bader ALDRIG nogensinde herhjemme. 

Men i lune Ardeche ... nammenam!

Og smukke Ardeche. Med vinmarker. 



Og lavendelmarker. 



Og brutale klippelandskaber med brusende floder. 



Og drypstenshuler.



Og vi spiste alle de gode, solmodne frugter og drak den lokalbryggede vin.



Og nød livet og hinanden.

NICE.

Og hvis man hader turister (ANDRE turister naturligvis, høhø), ja, så er Ardeche sgu også lige stedet. Her kunne man virkelig finde ro og afslapning.

På hjemturen indlogerede vi os yderst taktfuldt på et katolsk nonnekloster i Sydtyskland.

Ved sgu ikke, hvad de fromme søstre har tænkt ved et par midaldrende damekærester som os, haha.

Nå, men her nød vi al den luksus og charme, som sådan et par overdådigt indrettede klosterceller kunne mønstre.

Krucifikser på nøgne vægge for eksempel.



Etagevask i hjørnet.

Foruden rungende ekko i stenkorridorer.

Og fællesbad på gangen.

Fedt.

Til gengæld har vi vel fået en slags frelse.

Næste dag kørte vi hjem. Slut på Ardeche.

Og nu, kære bloglæser, vil jeg takke af for i dag. Barn 4 sidder i stuen og venter på, at jeg skal komme og se et afsnit af Vampire Diaries med hende.

Take care.




mandag den 8. august 2016

Back to work

Ellerøh ...

Det er selvfølgelig et stykke tid siden. For jeg begyndte på arbejde allerede mandag i sidste uge. De første seks dage uden elever. Som til gengæld har første skoledag i morgen.

Det har givet tid til planlægning af næste skoleår, møder, oprydning i mapper og skabe og den slags. Og flere møder.

En blid opstart. 

I den forløbne uge har Rotterne været hos Lucifer i København. Jeg har savnet dem. Men jeg har også nydt den allersidste uge, hvor jeg har kunnet bo hos Ladyen her i sommer.

Som for eksempel i går morges. Hvor jeg blidt blev trukket ud af søvnen, da hendes hånd listede sig under min dyne og forsigtigt lagde sig om mit nøgne bryst.

Uhm, hvor har jeg sukket efter den slags i mange år. Hvor det kun har været en mand, der lå ved siden af.

Men nu :-)

Jeg føler mig SÅ tilfreds med livet, når min skønne Lady vækker mig på den måde. Når hun har lyst til mig. Til at starte en skøn dag med at være tæt på mig. Helt tæt.

Og det BLEV en skøn dag. Hvordan kunne den blive andet med den indledning?

Vi brugte for eksempel formiddagen på rengøring af Ladyens hyggelige rækkehus. Hvilket måske ikke lyder SÅ besnærende igen, men alligevel skete i højt humør og ledsaget af adskillige forelskede kys. 

Og i går eftermiddags var vi på Café Faust i Århus (hvor vi i øvrigt havde vores allerførste date for seks år siden) sammen med et par veninder.

Nice!

Og i går aftes kom Lucifer og afleverede Barn 3 og 4. Og vi spiste smørstegte fiskefileter med nye kartofler og persillesovs. Politisk ukorrekt, I know, for der gik jo for helvede næsten en hel pakke fuldfed smør til stegningen.

Men hold nu kæft, hvor smager det godt! Nammenam!

Jeg har således gjort, hvad jeg kunne, for at lade alle batterier op til de kommende arbejdsdage.

For selv om jeg har været på job i over en uge, er det sjovt nok en HELT anden historie, når der kommer elever på banen, og man hele tiden er på og skal træffe fucking 2000 beslutninger om dagen.

Shit.

Jeg skal undervise 6. årgang i år. Det har jeg aldrig prøvet før. Så det kan jeg sikkert godt ;-)

I sidste uge introducerede ledelsen en spritny beredskabsplan for personalegruppen.

Den hedder PLOV. 

Det står for "Påbegyndte livsfarlige og voldelige hændelser". Eller skoleskyderier med et andet ord.

Alle skoler skal have sådan en beredskabsplan.

OMG!

Jeg troede fandme ikke mine egne ører, da jeg hørte det. Fuck, hvor er det træls, at det virkelig er nødvendigt med en plan for, hvad vi gør, hvis nogen angriber os i den hensigt at slå en hel masse ihjel. 

Det stikker virkelig i min danske kulturforståelse. Vi er sgudda fredselskere her til lands. Og det er sgudda kun de der våbenliderlige amerikanere, der finder på at bedrive noget så hjernedødt. Ikke?

But then again: De har haft et skoleskyderi i Sverige. Og indtil flere i Finland. For slet ikke at nævne bindegale Breivik. Og alle de idiotiske islamistiske terroranslag, vi har oplevet i Europa i de seneste måneder.

Så det er måske fint nok at gøre sig nogle tanker om, hvordan vi bør handle, hvis det i-min-hjerne-hidtil-utænkelige skulle ske.

Men fuck altså! Det er kraftedeme ÄRGERLICH!

Mor er skuffet. Slut på indlæg.

Næste gang: Ardeche (Jaja, tænker du. Det lovede jeg også sidste gang. Og forrige gang. Så nu vil du fandme se det, før du tror det! Bum!)

lørdag den 6. august 2016

PS

I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg var færdig med at skrive om sommerens tur til Bretagne.

Well, guess what: Jeg løj.

Jeg glemte jo maden, for helvede.

Kan De lide østers?

Eller andre skaldyr? Rejer måske? Eller muslinger?

Så er De fannerme landet det rette sted, hvis De lægger vejen forbi denne del af la France. For Bretagne rules (Rule Bretagne!), når det gælder disse små lækre havkrapyler.

Østers kan jeg ikke fordrage. Snotklatter med havsmag.

Men moules! Nammenam. Se nu bare her, hvad fruen bød rejseselskabet på en aften i stenhytten:


Fem kilo uforglemmelige moules med fritter (på billedet endnu i udampet stand), som franskmændene gerne spiser dem. ÅRH, jeg troede jeg skulle dø af lykke :-D

Og så må man sgu heller ikke glemme bretonernes tradition for fyldte madpandekager eller galettes, som de hedder. Den oprindelige slags er lavet af boghvede og var engang fattigmandsspise. Der var nemlig skat på hvedemel, men ikke på boghvedemel.

Fantastisk opfindelse. Prøv dem for eksempel med skinke, ost og æg :-) Prisen er ret lav, og creperierne ligger tæt som armhulehår i hele Bretagne.

Galettes fik vi til frokost et par gange. Resten af dagene smurte vi sandwiches hjemmefra, som vi så tog med på udflugt (vi skal jo lige huske på, at Mutti stadig er på laveste lærerløntrin og på denne ferie skulle mætte syv sultne dunke, så det var fint nok at spare lidt på restaurantbesøgene.)

En dag havde Mutti og ældstedatterens roomie, Ea, i fællesskab smurt, mens ældstedatteren havde emballeret, skrevet navn på og pakket i køletaske.

Og så drog vi ud i naturen, det billige lort.

På den første sandwich, der dukkede frem af køletasken ved frokosttid stod "IMMIGRANTEN".

Skarp, som jeg er, gættede jeg naturligvis hurtigt, at det måtte være et dæknavn for vores allesammens medbragte yndlingstysker, Mattis.

På den næste stod "COMMANDER IN CHIEF".

Det måtte velsagtens være Muttis, tænkte jeg og greb ud efter den.

Jeg tog imidlertid fejl:


For satan altså. Den ældstedatter har jeg sgu ikke været heldig med, haha.

Og NU ikke mere om Bretagne. Je promets.

Det skulle da lige være lidt pral at runde af med:

Se, jeg gør i regelen et eller andet mere eller mindre hjælpeløst forsøg på at kommunikere på lokalsproget, hvis jeg er ude at rejse. For jeg oplever, at det vækker goodwill hos mine samtalepartnere, når jeg viser vilje til at benytte deres sprog. Også selv om jeg kun kender nogle få brokker.

Således også i Frankrig. Her kender jeg dog lidt mere end blot nogle få brokker, for jeg har modtaget franskundervisning i seks fulde år.

Men det vidste Rotterne ikke noget om. Det har jeg ganske enkelt aldrig haft lejlighed til eller behov for at fortælle dem. Åbenbart.

Så det var TOTALLY PRICELESS at se deres ansigtsudtryk, da jeg for første gang rullede mig ud i samtale med en franskmand. På fucking fransk!

"What the FUCK, mor! Du kan jo fransk!" lød det således med ubetalelig forbavselse fra Barn 2.

Hehe.

Og NU ikke mere om Bretagne ;-)

fredag den 5. august 2016

Er I der, Danmark?

Hårh, hvor er der gået lang tid, siden mine lesbiske fingerspidser sidst har produceret et blogindlæg. Faktisk så lang tid, at jeg bøjer mig i støvet af ydmyg taknemlighed for, at jeg stadig har læsere.

Undskyld :-(

Jeg ved tilmed ikke rigtig, HVORFOR jeg ikke har fået skrevet siden forrige måned. Det er ikke, fordi jeg har haft for travlt. Eller været psykisk kriseramt.

I hvert fald ikke mere kriseramt, end hvad man bliver, når man fucker et ellers skønt knald med Ladyen op, fordi man forsøger at betjene hende med den forkerte hånd.

Med venstre kan jeg finde alle hendes gode steder (nammenam) og bringe hende derud, hvor de fleste kan lide at være. Højre dur ikke. 

Men et enkelt akavet knald, kan vel næppe henføres under kategorien psykisk krise.

Og resten af sommeren har været skøn.

Så nej, jeg har ikke haft den fjerneste grund til sådan momentant at melde mig ud af blogspace.

Men lad nu det ligge. For fruen er hermed tilbage :-)

Jeg har været i Frankrig i ferien.

To gange.

I et tidligere indlæg fortalte jeg, at jeg havde lejet et gammelt bretonsk stenhus og inviteret Rotterne (læs: fruens fire underskønne børn, red.) med til Bretagne. Der var vi i sidste uge.

Øh ... det vil sige. "VI" = fruen, Rotterne ...

... OG ældstedatterens tyske kæreste (Svigerrotten) ...

... OG ældstedatterens roomie, som også er hendes bedste veninde.

Nu mener du måske, at det KUNNE være en udfordring at presse syv personer med bagage ind i fruens fikse lille Yaris og transportere dette klemte selskab 1500 kilometer sydvestpå.

Og du har ganske ret.

Den var fandme heller ikke gået, hvis ikke Rotterne havde spurgt Lucifer (læs: fruens eksmand, red.) om lov til at låne hans store Multivan. Og hvis ikke han havde sagt ja.

Pænt af ham.

Bretagne kan anbefales.

Vejret var ikke pissegodt. Selv om det holdt tørt (og tak for det, Gud), var det overskyet en del af dagene. Heldigvis lå temperaturen på 20-25 grader, så det var udmærket opholdsvejr alligevel.

Vil du imidlertid på steghed badeferie, er det dog nok ikke det tempererede, atlanterhavsnære Bretagne, du skal vælge.

Til gengæld er der masser af spændende udflugtsmål i området.

Mont-Saint-Michel for eksempel:


Tudsegammelt kloster på lille klippeø, der rejser sig mod himlen i en gigantisk spids og kan ses på megalang afstand. Snævre, stejle gader i autentisk middelaldermiljø. Øh ... hvis man altså ser bort fra den tætte mængde af restauranter og souvenirbutikker og en tyk flod af turister, der kan give hvem som helst meget lange patter.


Og Saint-Malo:

Gammel sørøverby. Her boede i gamle dage pirater, som rent faktisk havde kongens tilladelse til at plyndre og beslaglægge stakkels forbisejlende skibe. Så længe altså, at kongen selv fik en andel af byttet. Smart forretningsidé ;-)


Bymurene om Saint-Malo er intakte. Her er det godt at slentre og samtidig nyde udsigten over et gigantisk vadehavsområde, mens man lader sig imponere over den enorme forskel på høj- og lavvande (op til fucking 15 meter, siger de).


Man kan også vælge at sætte sig i solen et sted på fæstningsværkerne og småpludre hyggeligt, mens man får lyst til at prøve det strandbad, der dagligt bliver fyldt op med frisk havvand, når tidevandet kommer rullende ind. 


På disse fæstningsværker kan man måske tilmed finde lejlighed til at flashe over for verden, at man selv har parret sine strømper. Som her i tilfældet Barn 2.


Eller man kan vade ud til en lille ø og lade, som om man er ved at falde ned fra en klippe.


Og skulle man få nok af Saint-Malo og Bretagne, kan man altid køre en tur til Normandiet.

Her kunne man for eksempel vælge at besøge smukke Bayeux:

Som i særdeleshed er kendt for et 70 meter langt og 1000 år gammelt broderi, der skildrer Vilhelm Erobrerens togt til England og indtagelse af den engelske trone i 1066. Spændende og med en imponerende detaljerigdom. Audioguides fås tilmed på verdenssproget dansk. So do it!


Og da man jo så alligevel er i Normandiet, og man har gravet sig ned i fortiden, og man måske har lyst til en bevægende oplevelse og en tåre i øjenkrogen, tjah, så er det sgudda oplagt at vende kølergrillen mod Colleville-sur-Mer.

Need I say more:


Der ligger cirka 10.000 unge amerikanske soldater begravet ved Omaha Beach, hvor en del af landgangen fandt sted på D-dag i 1944.

Unge mænd, som vi kan takke for det demokratiske og frie Europa, vi har i dag.

Militærkirkegården er umanerlig velholdt og ligger i de smukkeste omgivelser ned til stranden, hvor så mange liv gik tabt dengang.

Række efter række efter række af hvide marmorkors, som nok kan prikke til ens amerikanske nationalfølelse. Hvad enten man er amerikaner eller ej.

Jeg havde besøgt Omaha Beach, da jeg for 24 år siden cyklede derned med Lucifer, og allerede dengang sagde jeg til mig selv, at her var et af de steder på kloden, som man som europæer virkelig bør besøge. Derfor insisterede jeg også på at bringe mine Rotter dertil, når vi nu var i området.

Og selv om de har et endnu mindre personligt forhold til krigen, end jeg har, så var de lige så bevægede og tænksomme som Mutti under besøget.

Nå, men nok om Normandiet.

Og for den sags skyld også om Bretagne ...

... når jeg altså lige har nævnt den skønneste natur. Klipper ned til sandstrande og indbydende turkisfarvet vand:

Uheld slap vi heldigvis for.

Jeg kan ellers ALDRIG tage på ferie uden at få brug for hospitaler, skadestuer, autoværksteder, pasmyndigheder, pisteredningstjenester og deslige.

Så jeg var forberedt på det værste.

Uden grund :-)

I hvert fald lige indtil rejseselskabet på hjemturen holdt i køen til grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse, og Barn 2 pludselig udbrød:

"Øh, mor? Hvorfor har du egentlig taget Ladyens pas med i stedet for dit eget?"

FUCK!

Tidligere på sommeren var jeg i Ardeche med kvinden i mit liv (skal nok fortælle om den tur i næste indlæg). Og ved den lejlighed måtte vi have fået forbyttet vores pas.

Takker således Gud for en sløv og ugidelig betjent ved grænsekontrollen.