mandag den 28. november 2016

Endelig weekend igen

Så blev det sgu mandag. Og dermed weekend.

Hehe.

Øh ...? siger nu den opmærksomme bloglæser. Det er da ikke weekend om mandagen? Ikke en gang i Randers, vel?

Og jo, siger jeg så. Det er det. I hvert fald sådan da. Når man har fri tirsdag og onsdag.

...

Hvilket tåler gentagelse:

NÅR MAN HAR FRI TIRSDAG OG ONSDAG ;-)

Woop, woop!

Og yep. Jeg holder to af mine 6. ferieugedage i morgen og i overmorgen. For jeg skal ud at rejse. Helt til Hamburg. Og hapser i skyndingen lige Barn 3 med.

Vi skal til koncert.

Med dem her:



Nice!!!

Nu kunne det måske umiddelbart lyde, som om jeg forskelsbehandler mine børn på det uhyggeligste, når jeg sådan nøjes med at hapse en enkelt med på tur.

Det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på. At forskelsbehandle altså.

Jeg sætter bare umanerlig meget pris på at opleve dem hver for sig en gang imellem. 

Det skylder jeg dem. For med tre søskende er de små jo vant til at deles pænt om Muttis opmærksomhed. Og somme tider har de altså brug for at shine uforstyrret på min himmel for en stund. 

Nu er turen kommet til Barn 3. Han fyldte 18 i juli. Det er min gave til ham.

Og vi glæder os!

Så der går sgu nok et par dage, inden der er nyt fra fruen her på bloggen. 

Take care derude <3

lørdag den 26. november 2016

Om ænder og tommestokke med navn

De er godt nok skøre, dem i Føtex.

Se nu bare her for et skilt, jeg løb på i dag:

Øh ... fritgående ... hvaffornoget?

HAHAHAAARH :-D

Gad dælme godt se en mark fuld af omkringvandrende brystpartier ;-) Selv om det selvfølgelig ikke er så mærkeligt, at disse bryster kan gå, når de ligefrem har ben at gøre det på. Eller i hvert fald lår.

Men helt ærligt, så tror jeg, det er en and ;-)

Følte mig selvfølgelig fristet af dette lidt bizarre tilbud, men nøjedes alligevel med at købe fire lune fiskefileter og en bakke bredbladet persille. For det var det, jeg var kommet for.

Bagefter var jeg i Silvan.

Der blev jeg mødt af denne vareopstilling:

Hold op, hvor smart! 

Og øverst på stativet stod, at man bare skulle finde sit navn og vupti, så havde man sin egen personlige tommestok for 59,95.

Jeg var nu ikke specielt interesseret. Jeg har allerede en tommestok. Og jeg behøver ikke en med navn på. For jeg er den eneste på min matrikel, der ejer sådan en motherfucker.

Eller ... øh ... til at BEGYNDE MED behøvede jeg ikke en med navn på.

Men så nærlæste jeg tommestokkene, og der gik ikke mange minutter, før jeg havde været hele vejen rundt om stativet og konstateret ... at ... ALLE NAVNENE VAR FUCKING DRENGENAVNE.

Hvad helvede var nu DET for noget pis? Altså skulle det forstås sådan, at Silvan ikke tror på, kvinder kan finde ud af at gøre det selv?

At man er håndværkerdilettant, hvis man ikke har en tissemand slaskende mellem benene?

Sikke noget sexistisk, klichéagtigt crap!

Og fra at have syntes, den personlige tommestok var et ret stupidt og overflødigt produkt, oplevede jeg nu pludselig en instant craving.

Som offer for den psykologiske kendsgerning, at vi ofte vil have, præcis hvad vi ikke kan få, OG i irritation over Silvans manglende tiltro til kvinder og værktøj MÅTTE jeg ganske simpelt eje sådan en. Med mit smukke pigenavn trykt med knaldrøde bogstaver.

Så nu står den på min ønskeseddel.

Stupidt, men sandt.

onsdag den 23. november 2016

Shit

Bogstavelig talt noget værre lort.

Og ikke blot det. Men også virkelig pinligt.

Faktisk så pinligt, at jeg ikke har den ringeste lyst til at skrive om det. Det forbyder min forfængelighed ganske enkelt.

Såøh ... derfor gør jeg det selvfølgelig alligevel. For hvornår har min forfængelighed måske sidst afholdt mig fra at skrive noget her på bloggen?

So here it is:

Et af toiletterne på jobbet er stoppet.

Det opdagede jeg i dag. 

Bedst som jeg lige havde lagt en ordentlig dej i kummen, løftet måsen fra sædet, tørret mig ... og trykket på skyl. 

STORT skyl, vel at mærke.

Meget tilfredsstillende at se vandet fosse løs dernede og skylle alt det klamme væk.

Øh ... indtil det ikke var tilfredsstillende mere ... 

... fordi alt det klamme faktisk blev hængende i synsfeltet, mens vandet i kummen bare steg og steg. Indtil fruen næsten fik hårrejsninger af rædsel, da det en overgang så ud, som om der ville gå tsunami i lortet, og det hele ville flyde over og ud på gulvet.

Fuck!

Fuck, fuck, FUCK!

Cigaren havde åbenbart besluttet sig for at blive hængende i askebægeret. Hvad fanden skulle jeg gøre? 

Nå, men vandet standsede nådigt en tre-fire centimeter fra katastrofen. Og jeg tørrede angstens sved af panden, slap den indånding, jeg havde holdt tilbage, og overvejede mine options:
  1. hente pedellen, pege på min svømmende lort i toilettet og bede ham om at fikse den (GYS)
  2. vente på, at INGEN var i nærheden, og liste mig uset væk
  3. håbe, at den flydende, ulækre substans i kummen langsomt ville synke så meget, at jeg fik en chance til og måske selv kunne løse problemet med et ekstra skyl.
Damn.

Jeg valgte nummer tre og stillede mig tålmodigt til at vente.

Og hey! Miraklernes tid er ikke forbi. For efter cirka ti minutter, stod vandspejlet så lavt, at jeg godt turde forsøge mig med endnu et skyl. 

Og for at øge chancen for succes fik jeg den brillante idé at prøve ligesom at presse lorten længere ned i systemet med toiletbørsten.

Som sagt, så gjort. Toiletbørsten sank gnidningsløst ned i dejblandingen, som til gengæld gled tættere på vandlåsen. Meget tilfredsstillende.

(Øh ... bortset fra, at toiletbørsten var virkelig klam, da jeg hev den ud af sumpen igen. But that's a minor detail.)

Jeg var således fuld af optimisme, da jeg endnu en gang trykkede på det store skyl.

Men blev desværre atter skuffet. 

Dejen havde ikke flyttet sig en skid. Og jeg havde spildt ti minutter og spoleret en udmærket toiletbørste i samme hug.

Hændervridende forstod jeg, at jeg kun havde to options tilbage.

Eller rettere sagt: Én option.

For jeg betragter i almindelighed mig selv som et anstændigt menneske, og det udelukker beklageligvis option nummer to: at stikke halen mellem benene.

Oh dear :-(

Jeg måtte altså sluge min forfængelighed og have fat i pedellen. YIKES!

Duknakket og med tunge skridt gik jeg ned i kælderen, hvor pedellen hænger ud, for at lede efter ham. 

Undervejs overvejede jeg, hvordan jeg mon kunne formulere mig, så det for alt i verden lød, som om det ikke var MIN lort, der svømmede i toilettet. Jeg havde nærmest været villig til at give ham et blowjob, hvis blot det kunne garantere, at han fik det indtryk. 

Men uanset hvordan jeg vendte og drejede ordene, blev det ved med at lyde fucking falsk. Så jeg havde mere eller mindre indstillet mig på ydmygelsen.

Nå, men jeg nåede ned i kælderen og begyndte at lede efter manden ...

... da ... (HALLELUJA!) ... det gradvist gik op for mig, at han slet ikke VAR i kælderen. Pedellen var faktisk som evaporeret. Pist væk.

Hvor heldig har man lige lov at være, guys?!

Jeg skyndte mig at holde op med at lede (ingen grund til at være for omhyggelig der), bildte med forholdsvis god samvittighed mig selv ind, at jeg ville opsøge manden på et andet tidspunkt, og hastede derpå videre til det møde i vores internationale udvalg, som jeg var ved at komme for sent til.

Da jeg senere kom forbi toiletterne havde nogen sat en seddel på døren. 

Out of order. 

Surprise!

Og så blev det alligevel option nummer to.

Shame on me.

mandag den 21. november 2016

Træt

Pyha.

Jeg har sandelig arbejdet meget på det seneste. 

Med skole hjem-samtaler for eksempel. I to klasser. Det giver fire aftener fordelt på to uger. Så har der været personalemøde en aften. Jeg har haft tyske stile med hjemme (selv om jeg ikke må tage arbejde med hjem). Og engelske. For fristen for afgivelse af standpunktskarakterer udløb i fredags, og jeg var sgu lidt presset på rettearbejdet, som nødvendigvis skulle ordnes, inden jeg kunne give skriftlige karakterer.

Og forrige lørdag var jeg på arbejde hele dagen, fordi en eller anden australsk fætter ved navn John Hattie og hans britiske slyngkammerat James Nottingham lagde vejen forbi den kommune, hvor jeg er ansat. Og absolut skulle optræde en fucking lørdag. En HEL fucking lørdag. Med obligatorisk deltagelse af alle medarbejdere i dagtilbudet.

Hvis du er læreruddannet, ved du sikkert, hvem Hattie og Nottingham er, og så siger du WOW! 

For det er jo guderne selv. De klareste supernovaer på skolehimlen. Tilbedt af mange skolenørder. 

Hattie har faktisk haft en finger med på banen i forhold til begrebet målstyret undervisning, som spiller en stor rolle i skolereformen.

Mange tror, det er ham, der har opfundet det der med, at det kan være godt at vide, hvilke mål man har, hvor langt man er kommet i opfyldelsen af dem, og hvad ens næste skridt er i processen. Men det vil jeg nu forholde mig lidt skeptisk til. 

For et eller andet sted er det jo bare common sense, som man ikke behøver være atomfysiker for at regne ud. Og jeg vil vove at påstå, at konceptet HAR eksisteret i rigtig mange år allerede. Der findes for eksempel en gammel norsk model for målstyret undervisning, der hedder SMTTE og fungerer på en måde, der ligner en del.

For tiden er det bare Hattie, der tager æren og skummer fløden i form af gigantiske pengesummer, der uophørligt tilflyder hans konto. (Ingen tvivl om, at det, han har gang i, er big business.)

Og om et stykke tid, er mantraet sikkert et helt andet og ophavsmændene nogle andre.

Så det var sgu ikke mig, der stod deroppe foran og tog selfies med guddommen selv.

Nå, men med alt det arbejde, jeg har måttet levere i den sidste tid, er jeg sgu næsten blevet Des med mine hjemmeboende børn. 

Jeg har til gengæld optjent en hel del afspadsering ... øh ... som jeg så ikke rigtig kan finde tid til at afholde.

Pis!

Det er dog en formildende omstændighed, at jeg i næste uge holder to feriedage. Som jeg vil tilbringe i Hamburg. Med Barn 3. 

Hehe.

Det er hans 18-års fødselsdagsgave fra Mutti. To dage i Hamburg med overnatning i dobbeltseng (ved, at ungersvenden sætter STOR pris på at sove i seng med storsnorkende mor, haha) og indlagt heavyrockkoncert tirsdag aften. Scorpions. Det bliver SÅ fedt. Måske bliver vi dus igen ;-)

Det er også en formildende omstændighed, at mine elever somme tider siger noget fuldkomment gakket, som jeg ikke kan lade være med at grine af.

Som nu for eksempel i fredags, hvor en af mine elever i 6. klasse kom hen til mig:

"Frau Deutschlehrerin, vil du høre en fed scorebemærkning?" spurgte han fuld af forventning.

"JADA, det vil jeg altid gerne," svarede jeg og blinkede til ham.

"Okay. Du skal bare gå hen til en dame, og så skal du sige: 'Du ser godt nok træt ud. Skal jeg ikke holde dine bryster for dig?'"

Oh my god! Haha!

Jeg skal sandelig love for, at tonen mellem elev og lærer har ændret sig, siden jeg selv gik i skole.

Fedt! :-D




søndag den 20. november 2016

Om hytteost på E45 og andet

Så kan vi lukke og slukke for endnu en weekend. Nu blot et minde. HULK!

Min indledte jeg med kø på E45. 


Fuck, hvor jeg hader mine medbilister (eller fucking MODbilister, skulle man måske hellere sige), når de idioter bliver ved med at tonse ind i hinanden i myldretiden.

Det skete tre gange i sidste uge. TRE gange. Hrmpf! 

Har altid lyst til at rulle vinduet ned og råbe ukvemsord, når jeg kører forbi de papnakker, som har været årsag til køerne og nu står i nødsporet ved deres havarerede køretøjer og klynker. ASSHOLES! Fordi deres dilettantiske, talentløse kørsel forsinker mig i enten at møde på job eller nå hjem. 

Somme tider lægger jeg en Facebook-opdatering op, når jeg sådan sidder der og ikke har andet at lave end at pille mig i navlen.

I fredags glædede jeg mig i mit Facebook-opslag således over, at jeg tilfældigt havde en dejlig portion hytteost med mig i bilen, så jeg ikke døde af sult. Jeg overvejede også højlydt at skifte postadresse til fucking E45.


Den slags, synes mine Facebook-venner, er pissemorsomt at læse. Måske mest fordi det ikke er dem selv, der er i færd med at lide en langsom død på motorvejen.

Nå, men jeg nåede da hjem til L, inden dagen var helt omme.

Oh dear, jeg er godt nok glad for L. Jeg er faktisk PISSEglad for L. Sikke en magisk weekend, vi har haft.

Skal jeg absolut gengive den i stikordsform (fordi jeg snart må rejse mig fra laptoppen og skrælle kartofler), bliver det noget i retning af:

Chips, dilddip, spareribs, coleslaw, ovnkartofler, rødvin, Homeland på Netflix, fodmassage, ligge i ske, julegaveindkøb i råkolde Århus, frokost på café Globen Flakket, æbleskiver, middagslur, kylling og rødkålssalat, morgenbrød fra bageren, film i Øst For Paradis.

Og så selvfølgelig ... lørdag morgen.

Hehe.

"Skal jeg give dig lidt rygmassage, skat?" lød det fra min yndlingslebbe, allerede inden jeg rigtig havde fået søvnen gnedet ud af øjnene.

An offer I couldn't refuse ;-)

"Uhm, ja tak, baby," var det selvfølgelig utænkeligt ikke at svare.

Og hold nu op, hvor er jeg heldig! Ole Henriksen massageolie og Ls blide hænder på min nøgne ryg.

Efterfulgt af ...

... Ole Henriksen massageolie og mine blide hænder på Ls nøgne ryg.

Efterfulgt af ...

... "Giver du mig ikke lige en tur foran også, skat?"

Efterfulgt af ...

... Ole Henriksen massageolie og mine blide hænder på Ls nøgne bryster.

Efterfulgt af ...

Well, gæt selv ;-)

Jeg siger det lige igen: Hold nu kæft, hvor er jeg HELDIG!

Med alle batterier således opladet kan mandag fandme bare komme an.

Nu skal jeg skrælle kartofler.


fredag den 11. november 2016

Mayo med erotiske undertoner

Åh, haha, somme tider går jeg fandme til stregen, gør jeg.

Som nu i dag.

Du kender sikkert situationen:

Det er spisepause, og foran dig har du en tallerken med en halv avocado, fire cherrytomater og en æggemad smukt ornamenteret med et par gode klatter Hellmann's mayonnaise (det SKAL være Hellmann's, ellers ørler du).

Du er hundesulten. For du har ikke spist, siden du fik din åndssvage lille portion havregryn med skummetmælk klokken 06.06. Så du går måske lige lovlig heftigt til den ... 

... og taber naturligvis et stort stykke æg fra din gaffel under dennes rejse fra tallerken til mund. 

Ægstykket er håbløst fortabt og lander med et klask på gulvet. Men med mayonnaisen er det en anden historie. For den griber du behændigt med dine jeans på indersiden af det ene lår.

Selv om du synes, der er en tiltalende anderledeshed over at sidde der med mayonnaise på inderlåret, beslutter du alligevel at gå ud i lærerkøkkenet for at tørre skidtet af.

I lærerkøkkenet møder du en kollega. En utrolig sød, men også lidt bondekoneagtig kvinde med en høj og smittende latter.

"Hvad har du der?" spørger bondekonen og nikker mod mayonnaisen.

Og uden overhovedet at spekulere på, om du måske overskrider en usagt grænse, flyver det ud ad munden på dig:

"Det er IKKE, hvad du tror. Det er kun mayonnaise. Det andet er et overstået kapitel."

OH MY GOD. Hvor fanden kom DET fra?

Har du lige associeret din mayonnaise til en klat lunken sæd på indersiden af et nøgent dameben?

Fuck. 

SÅ godt kender du altså heller ikke denne kollega. Som da også ser en kende overrumplet ud...

... inden hun griner bredt, og du ånder lettet op.

Phew.

Bare jeg bliver voksen engang.

Nå, men nu vil jeg stege en ordentlig motherfucker af en bøf. Er alene hjemme med Barn 3, og vi skal hygge os :-D

Take care, y'all <3


torsdag den 10. november 2016

Et studie i smagløshed

Så har fruen da lige fået sig et smart, årstidsaktuelt stykke tekstil:



Og jeg har omgående digtet en hyldestsang. 

Du er velkommen til at synge med. Melodien kender du sikkert. 

Here we go:

"Se min sweater, den er multi-kulti.
Alt, hvad jeg ejer, er på ingen måde som den.
Den er af plastic, strikket af nogl' colapropper.
Og så tror jeg, Trump vill' syn's den var fed."

Nå ja, altså versefødder og rim arbejder jeg stadig på. But I'm getting there.

Haha :-D

Ej, for at være helt ærlig, så er vi en 10-15 stykker på lærerværelset, som alle har købt en syntetisk sweater i stil med min.

Du tror det nok ikke. Men det passer altså.

Very classy!

Og hold kæft, hvor bliver det bare jul, når hele korpset til december møder på job i vores nye "uniform".

Vi vil således kollektivt opløfte smagløshed til en hidtil ukendt potens ;-)