søndag den 11. juni 2017

Om min rige onkel i ...

Nope. Ikke Amerika.

Australien.

Men ja, sådan en har jeg faktisk. Onkel Helge. 

Eller ... øh ... rent faktisk er han ikke min onkel, men derimod min morbror. Der er bare mange danskere, der ikke ved, at en morbror ikke er det samme som en onkel. Og da jeg blev gammel nok til at opdage forskellen, havde jeg kaldt ham Onkel i så mange år, at det var for sent. Den slags kan man ikke uden videre ændre på.

Onkel Helge emigrerede i midt halvfjerdserne til Australien som nyuddannet læge.

Det lå ellers ikke i kortene, at Onkel skulle være læge. Hans lærere i grundskolen anbefalede ham nemlig at blive cykelsmed. Tænker, at han har været en doven satan i timerne. 

Måske har han haft hovedet fuldt af opfindelser i stedet for tyske verber.

Som for eksempel "isomobilen": en dødsensfarlig konstruktion, han havde opfundet, som bestod af fire skøjter, en i hvert hjørne af en dør, og en stor luftpropel påmonteret en gammel Volvo-motor. Så kunne man ligge der på døren og suse ud over isen i vigen ved den lille sønderjyske landsby, hvor man boede. Drevet frem af en voldsom motor med en stor propel. Og bare håbe, at isen var tyk nok til at bære. Bindegalt. Men formentlig også ret sjovt.

Nå, men Onkel havde udlængsel. Så han rejste sin vej. Først helt hen til Århus, hvor han blev læge på fire år i stedet for de normerede fem (tænker, han var blevet mere arbejdsom ud i skolearbejde). Dernæst til en midlertidig stilling ved et hospital i Australien.

Her ragede han så uklar med det danske forsvar. I en grad, så han pludselig måtte se sig selv efterlyst herhjemme i mange år.

Han var nemlig stukket af fra værnepligten. Eller det var han faktisk ikke. Han havde fået udsættelse. Og da forsvaret så lidt brat skrev efter ham dernede i Australien og bad ham om at komme hjem før det aftalte tidspunkt, takkede han pænt nej. Han havde jo skrevet under på en midlertidig jobkontrakt i Sydney.

Forsvaret reagerede venligt og imødekommende ved at skrive, at han så måtte betragte sig selv som tugthuskandidat, hvis han viste sig i fædrelandet inden det 40. fyldte år.

Hvilket han selvfølgelig gjorde. Blot via Sverige eller Tyskland, hvor paskontrollen var lemfældig.

For Onkel har været hjemme på besøg cirka en gang om året.

Det er nemlig gået sådan med Onkel, at hans midlertidige ansættelse blev til en fast stilling, og at han nu er blevet en højt renommeret hjertespecialist, som ofte rejser verden rundt til konferencer. Og hvis en af disse konferencer fører ham til Europa, kommer han altid forbi.

Han er altså en betydningsfuld mand. Temmelig velhavende også. Han bruger en del af sin tid på forskning og har taget patent på en række medicinske præparater.

Så i et både job- og indkomstmæssigt perspektiv spiller han i en noget anden liga end fru undertegnede folkeskolelærer.

"Beundrer du ham?" blev jeg for nylig spurgt af en veninde.

Og ja, det gør jeg faktisk i nogen grad.

Men det er ikke hans penge eller hans status, der får mig til at synes vældig godt om Onkel. Det er ellers ofte lige netop de to parametre, der kan få nogle mennesker til at kaste sig i støvet for andre.

Nej, det er noget ganske andet ved Onkel, jeg kan lide. Det er den personlighed og de værdier, han har TIL TRODS for penge og status.

Onkel er uimponeret af autoriteter og titler, men har respekt for viden og dygtighed. I stedet for at klappe hælene sammen rager han for eksempel somme tider uklar med den australske sundhedsminister i faglige spørgsmål - også på tv. Fordi den australske sundhedsminister åbenbart ikke altid ved, hvad han snakker om.

Onkel er beskeden. Han mener, at jeg som folkeskolelærer bestrider en af de vigtigste funktioner i et samfund. Og han sender mig et anerkendende blik, når jeg fortæller, at jeg er glad for mit arbejde, og at mine elever bliver dygtige til det, jeg underviser dem i (det ved jeg, at de bliver, for jeg har lige haft min klasse til afgangsprøve i mundtlig engelsk med et snit på 8,7, woop, woop!). Og det fuldstændig uagtet, at han selv dagligt redder liv, hvad jeg i grunden også synes er okay vigtigt.

Onkel er en fin samtalepartner. Han er ikke selvfed. Han spørger ind og lytter interesseret til det, jeg fortæller ham. Og ingen samtale er for ubetydelig. Heller ikke selv om de ikke handler om kvantefysik, og det er der dælme ikke mange af mine samtaler, der gør.

Onkel er til en vis grad ligeglad med penge. Det kan han selvfølgelig også sagtens være, når han har mange af dem. Men han tager bussen på arbejde. Og indtil hans kone tvang ham til at skifte bil, kørte han i 20 år rundt i den samme Toyota Camry. Han overnatter også hellere på bed and breakfast end på luksushoteller. Og hans tøj? Hmm, han lader til at synes, at de gamle fløjlsbukser, han også havde på, sidste gang jeg så ham, er for fede. Desuden rejser han kun med håndbagage. Tre skjorter og en pose vaskepulver.

Onkel er bevidst om vores mishandling af miljøet. Hans hospital vil så gerne sende ham verden rundt til konferencer på business class. Det er åbenart kutyme. Og det KAN da også være ret bekvemt på lange flyvninger, tænker jeg. Men Onkel nedgraderer. Han mener, det er brændstofsvineri at rejse på business, for der er længere mellem rækkerne og færre sæder på hver. Så han napper sgu en plads på monkey.

Onkel har humor. Han kan sagtens se det sjove i livets små pudsigheder. Om det ligefrem er en egenskab, jeg beundrer hos andre, kan diskuteres. For beundre er et stort ord. Men det er i hvert fald en egenskab, jeg sætter pris på.

Onkel har været på besøg i denne uge. Han rejser faktisk hjem i dag. 

Jeg har selvfølgelig været sammen med ham nogle gange i ugens løb. Det har hele familien. Mine forældre, min søster og hendes mand og børn, min bror og hans kone og børn og svigerbørn. Og mine egne børn. De tre af dem. (Den Fortabte Søn, som jo er flyttet til København, hvor han læser til kemiingeniør på DTU, kunne desværre ikke finde tid her midt i eksamensperioden.)

Den eneste, der som sædvanlig ikke har været med til familiesammenkomsterne, er min damekæreste. For døtres damekærester er åbenbart lidt for stor en mundfuld for mine forældre.

Min seksualitet er så at sige ikke stueren i deres univers. Den er faktisk så ildeset, at jeg har haft min mor mistænkt for slet ikke at fortælle Onkel, at jeg er i et forhold. Øh, hvilket jeg altså har været i syv år nu.

Det får mig fandme til at tabe sutten. For det får mig til at føle mig udenfor i familien. Den, man skammer sig over. Det er ydmygende.

Så inden Onkels ankomst i sidste weekend havde jeg besluttet selv at tage hånd om sagen. Jeg ville fortælle ham det. I en grad så han ikke kunne være i tvivl. Og gerne mens min mor (som er den mest intolerante af mine forældre) hørte på.

Nu er Onkel ikke i tvivl ;-) 

Jeg har fortalt. Jeg har vist billeder. Jeg har inviteret ham med mig og kæresten på vandretur, næste gang han kommer.

And guess what: Han lader til at synes, det er helt fino.

Og min mor? 

Tjah, hun ved, at han ved det. Det må hun bare håndtere. Jeg kan ikke længere tage hendes skamfølelse på mig.

Bum.

onsdag den 7. juni 2017

Om at være et ensomt lille pus

For helvede!

Jeg har igen forsømt mine ... øh ... forsømte læsere. Jep, dig.

Det beklager jeg dælme.

Forklaring:

Som udskolingslærer bliver man somme tider eksamensramt. 

Eller rettere sagt PRØVEramt. 

(Af en eller anden idiotisk grund er det nemlig no go at kalde det eksamen. Selv om ... øh ... eleven altså skal testes. I et pensum. Og der er en eksaminator til stede. Og en censor. Og en grøn dug på bordet. Men eksamen? Det hedder det fandme ikke. Could have fooled me though.)

Nå, men i år er jeg altså eksaminator i to dage og ude som censor i fem. Derfor går meget af min tid i juni med prøveforberedelse og -afvikling. Og ikke så meget med blogpleje. Sorry.

Det betyder dog ikke, at der ingenting er at fortælle.

For eksempel var jeg til Pride i Århus i lørdags. 

Som jeg vist har nævnt i et tidligere indlæg, er jeg ikke ubetinget tilhænger af paraden. 

Faktisk er jeg lidt ambivalent.

Dels synes jeg, det er fedt, at så mange viser tolerance og support for mangfoldigheden ved at gå med i sådan et optog. Så føler jeg mig accepteret. I hvert fald af paradedeltagerne.

Og dels frygter jeg, at de små og skræmte heteroseksuelle individer, der har fordomme mod mennesker med en anden seksualitet end dem selv, blot bliver bestyrket i deres fordomme, når de ser en række feminine, fjerboaprydede mænd i lak og læder og plateausko komme sejlene gennem byen. Eller betonlebber med maskinklippet hår, skovmandsskjorter og stålkam i baglommen.

Jeg deltager faktisk ikke i paraden. Men jeg dukker op på Officerspladsen ved Aros og Musikhuset bagefter. For her samles folk. Både fra homo- og heteromiljøet.

Jeg kommer for at opleve den glade stemning.

Og for ikke at føle mig så fandens alene.

For det er til tider lidt ensomt at være homo. Det er det i hvert fald i mit univers. Når man ikke rigtig kan finde sig til rette i "miljøet" og derfor ikke dyrker det. 

For hvem siger, at man klikker med folk, bare fordi man har samme seksualitet? Det er jo heller ikke alle heteroer, der klikker med alle andre heteroer.

Jeg er kort fortalt altid den eneste. Den eneste i familien, den eneste på jobbet, den eneste til kor, den eneste i skolebestyrelsen, den eneste i yngstedatterens rideklub.

Og når jeg er sammen med en kæreste, er VI de eneste. De eneste i vennekredsen, de eneste til familiefesterne.

Hvor jeg end mig vender hen, kan jeg aldrig kigge mig omkring i mængden og finde nogen ligesom mig. I hvert fald ikke i de mængder, jeg normalt plejer omgang med.

Hvis du, kære læser, er heteroseksuel, så prøv at forestille dig hele tiden at være omgivet af homoseksuelle. Kun homoseksuelle. Altid.

Eller hvis du er kvinde, så prøv at forestille dig at leve helt alene blandt mænd.

Eller hvis du er mand, så prøv at ... nå, det behøver jeg sgu ikke skrive igen. You get the point, I'm sure.

Så derfor nyder jeg at sidde der under regnbuen på Officerspladsen på Pride-dagen og drikke dåseøl (er meget til dåser, blink, blink) og holde i hånd med min kvinde. For jeg behøver blot at vriste blikket fra hendes smukke øjne for at få øje på andre ligesom os. Når jeg altså kan afholde mig fra at stirre på lakmændene og betondamerne.

Fedt for en gangs skyld ikke at være the talk of the town.

Bum.

torsdag den 1. juni 2017

Om at møde nogen i byen

Der er en vis uenighed om det på lærerværelset. For nogle synes, det er praktisk.

Jeg vil imidlertid være helt klar i spyttet:

Jeg er SÅ glad for, at jeg ikke bor i den by, hvor jeg arbejder.

Bum!

Og så skidt med, at jeg dagligt må transportere mig 120 kilometer til og fra job. Så er jeg da på sikker afstand af mine elever. Og ikke mindst deres forældre. 

For det ER fandme somme tider forældrene, der kan gøre livet pissesurt for en hårdtarbejdende folkeskolelærer.

Krævende og snotforkælede har nogle af dem for eksempel svært ved at respektere lærernes arbejdstider. Jeg hører somme tider fra lokalt bosatte kolleger, at de bliver passet op på gaden af forældre til uformelle skole hjem-samtaler. 

Som om det ikke er slemt nok, at jeg nu og da må lade mig ekspedere i Rema 1000 af en elev (handler som regel INDEN jeg forlader den by, jeg arbejder i, for jeg gider sgu ikke i min lokale Rema, når jeg først har luntet af sted i myldretrafikken på E45 i den bedste del af en time). 

For det ER slemt. Det kommer nemlig ikke mine elever ved, hvad jeg putter i indkøbskurven.

Jeg vil faktisk gerne have mine bind og tamponer og min rødvin og mine chips og mit bland selv-slik i fred for nysgerrige elevøjne.

Og hvis jeg var heteroseksuel sikkert også mine kondomer.

Så nej tak.

Jeg vil gerne være omsorgsfuld og nærværende og lyttende og empatisk og konfliktløsende i arbejdstiden. Men jeg vil også have fri, når jeg har fri. 

Helt fri.

Og det indbefatter fri for at møde elever i bylivet.

Hvilket jeg tydeligvis alligevel ikke helt kan undgå. 

For eksempel er det pissepopulært blandt mine elever at tage på shopping i Århus midtby i weekenden. 

Det kan jeg godt følge dem i. Det gør jeg jo også selv.

I lørdags var jeg i Århus midtby med min søster. Det har jeg skrevet om in another afsnit.

Og hvem, tror du, render vi ind i på en af rulletrapperne i Magasin?

Jeps: en gammel elev.

En COOL gammel elev. Som sprang ud som lesbisk i 8. klasse. Og som gik all in på alt det der stereotype lesbiske: megakort hår, regnbuesymboler overalt, og jævnlig omgang med homoseksuelle ungdomsgrupper.

Fedt! Modigt!

Nå, men denne elev mødte jeg altså, mens jeg var i selskab med min lillesøster på rulletrappen i Magasin sidste lørdag.

Eleven hilste pænt på sin tidligere engelsklærer. Og jeg hilste selvfølgelig pænt igen. Så kastede hun et blik på min søster. Et lidt for langt blik.

Oh dear.

Der gik ikke mange sekunder, før jeg havde et par bud på årsagen til dette lange blik:

Enten syntes hun, at min søster var en lille lækkermås. Eller også gættede hun på, at vi var kærester (til nye læsere: jeg er i et homoseksuelt forhold til en laber kvinde :-)). Jeg hælder mest til det sidste.

Haha, OMG, jeg ørler af grin :-D

Det er altså risikoen, hvis man som kvinde færdes med mig i Århus midtby:

AT BLIVE OPFATTET SOM LESBISK.

Det guldkorn kunne jeg naturligvis ikke holde for mig selv.

Og min søster tog det heldigvis pænt. Hun er ikke helt humorforladt ;-)

søndag den 28. maj 2017

Om en åbenbaring og andet

Kristihimmelfartsferien nærmer sig sin afslutning. For ja, som det dovne lærersvin jeg er, har jeg selvfølgelig holdt fri i fire dage nu.

Det har sgu været nogle okay dage.

Jeg har for eksempel været i haven.

Nyder i DEN grad af have købt forstadsvilla med fucking 1100 kvadratmeter have, der skal passes.

Som nu for eksempel dette ... øh ... frodige og livsbekræftende staudebed:


Nej, det havde du nok aldrig gættet, hva'? For intetsteds i bedet er mine stauder længere synlige. Men de ER der. Vistnok. Under alt det grønne, invasive lort.

Så efter et par times fucking havearbejde i fucking sol, var det VIRKELIG en formildende omstændighed, at min ølbusk, Buskus Tuborgus, i dagens anledning havde sat en enkelt høstklar frugt, hehe.



Og således formildet og blid kunne jeg i går drage på shopping i Århus midtby. Med min søster. Vi skulle købe bryllupsgave til vores niece. Som skal giftes til august.

Vi var således ude for at handle gave i forholdsvis god tid. Men det er typisk min søster. Hun har styr på fucking ALT.

I modsætning til mig.

Men det var sundt nok for mig at prøve for en gangs skyld ikke at måtte foretage en feberredning i sidste sekund.

Brudeparret ønsker sig naturligvis designobjekter. De har lige købt hus og har valgt at indrette sig sort og hvidt. Og minimalistisk. Med minimalismen brudt af dyrt design her og der.

Dyrt design overstiger min fatteevne. 

Som nu for eksempel de Kubuslysestager, parret ønsker sig (du kan selv google dem). Altså, jeg kan da godt se, at de er meget pæne. Enkle. Sorte. Og kender man til Kubus, ved man også, at de er dyre. 

Men sjæl har de fandme ikke. Og ekspedienten i butikken fortalte, at de langer dem over disken i pallevis. Det må jo betyde, at de står rundt omkring i utallige danske hjem.

Så ... øh ... dyre objekter. Som alle andre også har?

Nej, jeg forstår det sgu ikke. Og det gør mig ikke den mindste smule våd i trussen at bruge tid på at holde mig ajour med, hvad der trender, og hvad der ikke gør.

Så jeg gik nødtvungent med min søster i Bahne for at kigge efter ting på ønskesedlen. 

Til gengæld havde søs vanskeligt ved at slæbe mig med UD af butikken igen.

For se nu her, hvad de havde stående rundt omkring i vareudstillingen:



Den ene træhånd efter den anden, som ligesom INDBØD til at blive ... øh ... arrangeret i en elegant positur. Wuhuuu!

Hold kæft, hvor er jeg somme tider bare ikke ældre end 12, haha :-D

Nå, men selv om dagen allerede nu havde taget en spændende drejning, var det ikke det sidste spændende, der skulle ske.

For min søster er ikke humorforladt, og hun havde fået den idé, at vi skulle berige det kommende brudepar med en ganske særlig gave (foruden de kønsløse designobjekter, vi havde brugt en mindre formue på):

Noget hjemmelavet.

Selv om min søster og jeg er meget forskellige, har vi EN ting til fælles: Vi er komplet handicappede, når det gælder håndarbejde og andre kreative hobbysysler. Vi KAN bare ikke finde ud af at hækle eller sy eller folde servietter eller noget som helst andet, der kræver finmotorik og æstetisk sans.

Min søster har for eksempel ved flere lejligheder truet folk med at strikke noget til dem, hvis de ikke opførte sig ordentligt.

Jeg var ikke sen til at se det geniale i hendes idé og var således fuldstændig game på at bringe noget hjemmelavet ind i det designglade brudepars bolig.

So here it is:



Ud af Fimo-ler og en brændeknude har vi simpelt hen kreeret en farverig flag- og lysestage, som vi er sikre på, at parret vil glæde sig over at finde frem ved festlige lejligheder til evig tid.

Den vil utvivlsomt gøre sig godt mellem al den tjekkede, sort/hvide brugskunst.

Min søster har lavet tre huse, og jeg har lavet to og en fluesvamp.

Eneste problem er, at kreationen til vores egen overraskelse næsten er blevet for pæn.

Vi anede ganske enkelt ikke, at vi var SÅ dygtige ;-)

Fedt nok med en åbenbaring nu og da!

fredag den 26. maj 2017

Reklame

Forbrugerombudsmanden har for nylig gjort det en smule sværere for bloggere at levere skjult reklame i form af blogindlæg, der "tilfældigt" roser et eller andet produkt fra et eller andet firma uden at oplyse, at der faktisk er tale om et bestillingsarbejde.

Bloggere SKAL således orientere deres læsere, hvis de agerer reklamesøjle i deres indlæg.

Derfor FYI (for your information):

JEG VIL I DETTE INDLÆG GØRE REKLAME!

Jeg ved dog ikke, om det er denne form for reklame, Forbrugerombudsmanden har i tankerne i sit direktiv, for jeg er ikke hyret ind til noget, men jeg kender en nordjyde temmelig godt, og det nordjyske har nok smittet lidt af, så jeg må hellere være forsigtig.

Jeg vil gøre reklame for Martin.

Og nu skal du høre, hvorfor jeg er forgabt i ham:

Martin kan lave mad. Og Martin har en hjemmeside. Den hedder Rigeligt Smør

Som navnet på siden antyder, er Martin ikke en af de der bedrevidende kostapostle, som forsager meget af det, der smager godt, til fordel for kønsløs og kedelig spelt.

Martin laver spændende og lækker mad med gode råvarer. 

Øh ... tror jeg nok. For jeg har aldrig smagt Martins mad.

Men jeg HAR brugt et par af Martins opskrifter. Nogle af dem er sådan lidt til den gourmetagtige side, men ikke så meget, at gastronomiske dilettanter som jeg selv ikke kan være med. 

Som nu for eksempel i går:

Pulled pork-nirvana. Nammenam!


Med coleslaw og barbecuesauce også efter Martins opskrift og fremstillet af Barn 4 på 12.

SÅ bliver det fandme ikke ret meget bedre folkens!

Tak til Martin.

torsdag den 25. maj 2017

Om ugens børneoplevelser

Jeg har børn (in case you didn't know). MANGE børn. Helt nøjagtigt fire. To af hver.

De to ældste er flyttet hjemmefra. 

Den ene til Århus, hvor hun bliver færdig som lærer til næste sommer.

Den anden til København, hvor han læser til kemiingeniør på DTU. (Og ja, jeg VED godt, at DTU ikke ligger i København, men jeg er jo jyde, og for mange jyder går den del af Danmark, der ligger øst for Storebælt, altså under betegnelsen København. Også det område af København, de kalder Lyngby. Bum.)

De to yngste bor stadig hjemme hos Mutti i forstadsvillaen.

Den ene bliver student fra HTX om en måned.

Den anden går i 6. klasse.

Mine børn giver mig mange interessante oplevelser.

I den seneste uge har navnlig to skilt sig ud:

Som for eksempel i lørdags. 

Jeg vidste, at Store Søn skulle til eksamen. På DTU (i København ;-)). Skriftlig eksamen. I fysik. Han var ikke begejstret, for fysik er ikke hans stærkeste side. 

(Fysik og kemi er åbenbart ikke det samme. Slet ikke. Gad vide, hvorfor det så altid hedder "fysik/kemi"? Det er sgudda åndssvagt. Det hedder jo ikke "sløjd/historie" eller "musik/matematik", vel? But who am I to judge? Jeg var SÅ uinteresseret og ringe til fysik/kemi i folkeskolen, at jeg ikke engang gik til afgangsprøve.)

Nå, men Store Søn skulle altså til en firetimers fysikeksamen lørdag formiddag.

Derfor undrede det mig også en kende, da min telefon ringede klokken lidt over 11 selvsamme formiddag, og jeg på displayet kunne se, at det var ...

... STORE SØN?

WTF???

Han ville bare fortælle, at han havde sovet over om morgenen.

Damn, boy!

Hvordan HELVEDE kan det lade sig gøre?! Den sidste nat inden en vigtig eksamen sover man sgudda næsten ikke. Og man sover da slet ikke OVER!

Men det gjorde Store Søn altså. I sikker forvisning om, at hans telefon ville vække ham til sædvanlig tid.

Hvad han ikke lige havde taget højde for, var imidlertid, at han bruger en vækkefunktion på telefonen, der hedder "Mandag til fredag."

Og at telefonen derfor for helvede ikke automatisk vækker til sædvanlig tid om LØRDAGEN.

Einstein.

Nå, men så var katastrofen heller ikke større. Han kom lidt for sent op, men ikke så sent, at han ville misse sin eksamen. Han skulle blot gennemløbe sin morgenrutine lidt snabbt.

Og derfor gik det også småstærkt med at få pakket tasken med de nødvendige eksamensredskaber (computer og lader). 

Øh ... så stærkt faktisk, at han ikke lige fik laderen med.

Fuck altså.

Så da halvdelen af de fire timer, som eksaminationen skulle vare, var gået, løb Store Søn tør for strøm.

Øv, hvor er det synd for ham :-(

Skal man absolut finde noget at glæde sig over ved den historie, må det afgjort være, at det ikke var LADEREN, han stod med i eksamenslokalet, mens computeren lå derhjemme. Og så det faktum, at han helt sikkert husker både at tjekke vækkeren og få ALLE nødvendige effekter med sig til eksamen næste gang.

Learning by doing. 

Og det er ikke værre, end at han håber på et 2-tal.

Ugens anden børneoplevelse er af en lidt mere moderstolthedsfremkaldende karakter:

Yngste Datter er 12 år gammel og går som nævnt i 6. klasse. Det gør hun på en skole med et stærkt fokus på musik.

Det vil sige, at musikundervisningen i skoledagen foregår på et meget højt niveau, og at eleverne har mulighed for at tage ekstraundervisning i forlængelse af skoledagen.

Yngste Datter går til klaver, trommer, sammenspil, og noget, de kalder storband, som er et band sammensat af de bedste musikelever på tværs af flere årgange.

To gange om året giver musikeleverne koncert på skolen for forældre, bedsteforældre og andre interesserede.

Det giver børnene nogle fantastisk positive ting med i bagagen. 

Dels er det tilfredsstillende at få lov at spille sit stykke for et publikum, når man nu har øvet og øvet og øvet og øvet og øvet.

Og dels er det superfint at vænne sig til at skulle præstere under pres. Og at stå alene og blottet med sin sangstemme eller sit instrument foran et publikum på flere hundrede mennesker ER et ret stort pres.

Børnene lærer også, at det er okay at fejle. 

Bifaldet fra publikum er lige stort eller måske næsten større, når man spiller lidt forkert og alligevel finder op på hesten igen og gør sit stykke færdigt. Og i de 17 år, jeg via mine børn har haft tilknytning til skolen, har jeg ikke oplevet en eneste soloelev knække og forlade scenen uden at se glad ud (om end det selvfølgelig kan være, fordi det er overstået, haha).

I tirsdags afholdt skolen sin forårskoncert. Og Yngste Datter skulle spille både trommer og klaver.

Hun er fuldstændig cool, når hun skal på. Ikke en eneste gang har jeg hørt hende sige, at hun var nervøs. Heller ikke i tirsdags.

Det er mere moderen, der kan blive lidt nervøs. Måske fordi det er sådan, jeg ville have det, hvis jeg selv stod på scenen.

Nå, men F (læs: min eksmand, som jeg tidligere kaldte Lucifer, men som er blevet mig venligere stemt og derfor er blevet opgraderet til betegnelsen "F", red.) var også til stede.

Vi optog begge Yngste Datters optræden med vores mobiltelefoner. Og Fs mobiltelefon er heldigvis så ringe til at optage billeder, at jeg godt tør vise hans optagelse af barnets trommefærdigheder her på bloggen uden at risikere nogen form for genkendelse.

I klippet akkompagneres hun af en veninde fra klassen på sang og af sin trommelærer på klaver. 

Værsgo:


video

Hun er kun 12 år gammel, og hun er ikke sej ...

... hun er ÜBERSEJ.

WOOP, WOOP!

Også hendes fremførelse af klaverstykket gik smukt og fejlfrit:


video

Og jeg må konstatere, at det er rart at have børn med færdigheder, man selv mangler.

Mutti kan til gengæld løfte tunge ting ;-)

mandag den 22. maj 2017

Det kan jeg dælme også i dag

Mærke, at jeg lever altså. Ligesom jeg skrev i forgårs.

Bare på en lidt anden måde altså.

Det havde ellers været en udmærket weekend. Kickstartet af et rigtig dejligt vejr. 

Når vi danskere vejrmæssigt nærmest holder november i 11 måneder ud af 12, forstår vi virkelig at få maks. ud af solen, når det ellers passer den at dukke op.

Og det gjorde den i fredags, woop, woop!

Derfor grillmad, nammenam.

Fucking ELSKER grillmad. Selv om der somme tider dukker en skinhellig kostapostel op i medierne og fortæller, hvor usundt det er. Ham er jeg heldigvis blevet god til at ignorere. Han skal fandme ikke komme her og pille skønheden ud af MIN grillmedister.

Nå, men jeg griller selvfølgelig også andet end pølser. En af mine favoritter er ...

... (larmende fanfare)

... agurk.

Nå, det var lidt af et antiklimaks, hva'.

For agurk er trods formen nok en af de mest usexede grønsager, der findes. 

Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg er lesbisk, men også fordi den ikke smager af noget. Kønsløs i en meget høj potens.

Indtil man altså griller den, nammenammeNAM!

Jeg ved ikke præcis hvorfor, men måske er det noget med, at vandet i den grønne motherfucker tager umanerlig godt imod grillsmagen. I hvert fald på en kulgrill. (For i kampen mellem kul og gas er jeg klart på kul. Gas er for svagpissere, der tænder deres grill med en fimset knap og ikke værdsætter rigtig grillsmag.)

Prøv det selv: Du skærer bare agurken i skiver på langs, pensler den med lidt olie, krydrer den med salt og peber, eller hvad du ellers kan lide, og smækker den på risten. Piece of cake (eller "cuke" måske, høhø).

Lørdag forkælede jeg mig selv med en tur til Århus midtby. 

Var ellers lige ved at droppe tanken, for jeg regnede med, at der ville være alt for pissemange mennesker derinde. Der var jo Classic Race i weekenden, og da et eller andet udvalg, formentlig i et anfald af momentan galskab, har besluttet, at dette racerløb absolut skal finde sted inde i en stor by, hvor det generer flest mulige, antog jeg, at det ville være et nummer for crowded til min smag derinde.

Trodsede alligevel mine bange anelser og havde faktisk en fin tur op og ned ad Strøget. Hvor jeg blandet andet løb af med et af disse produkter fra Søstrene Grene (er stor tilhænger af disse søstre og deres prisniveau):



Fint, ikke? Og nydeligt retro. For 169,- Nice :-)

Lørdag aften fortsatte i samme fine stil: grillmad igen. Denne gang burgere. Og begejstringen ville ingen ende tage.

Dernæst snolder og Vikings på HBO indtil sengetid.

Nød således weekenden i fulde drag. Lige indtil søndag morgen. Så nød jeg den ikke mere.

Det var bare en ganske lille bevægelse. Hverken dumdristig eller noget. Og da slet ikke i forhold til min fodbolddyst med 8. klasse to dage før.

Bukkede mig faktisk bare ned for at samle en skraldepose op og bære den ud til affaldscontaineren. Sådan en helt almindelig hverdagsting altså.

Og derfor er jeg så sygemeldt i dag.

Damn, en fucking lorteryg, jeg render rundt med!

Men i det mindste kan jeg mærke ... jeps ... at jeg lever ;-)