Jeg ligger jo i flytterod, you know. Og husistandsættelse.
Og hver dag kommer tudserne (læs: fruens aldrende forældre, red.) ridende ud til mit nye forstadshus i deres fornuftige, driftsikre Passat for at give en hånd med spartling og maling og gardinsyning og gulvlægning.
Så går vi der og hygger, vi tre (og jeg har konstateret, at tudser åbenbart holder den kørende i nøjagtig en time og femogfyrre minutter på en køleskabskold pilsner, haha).
I forgårs ringede barn 3 så til mig, mens jeg var på vej i Bauhaus efter forsyninger til ovennævnte entreprenørprojekt:
"Mor, jeg kommer lige ud i huset og leder efter min lader," lød det.
Det skal lige indskydes, at barn 3 er 16 og enormt irriteret over den bagatel, at jeg har pakket opladeren til hans nyindkøbte computer i en af mine uhyrligt mange flyttekasser...
... og ... øh ... glemt hvilken.
Hysteriske barn.
"Okay, skatter, det gør du bare. Jeg er altså ikke i huset lige nu, men mormor og morfar tudser rundt derude, så du kan bare gå ind."
Jepper, sådan sagde jeg muntert til min søn uden at spekulere et sekund på, at der faktisk ligger TING i mine flyttekasser, som det er bedst, at min søn og mine forældre i skøn treenighed IKKE støder på i mit fravær.
Og heller ikke i mit nærvær for den sags skyld.
Som for eksempel min ret nye dildo.
Hvilket jeg med rædsel kom i tanker om, i samme øjeblik jeg afsluttede telefonsamtalen med sønnike.
PispispispisPIS!
Åh, haha, hvor kunne det være blevet akavet.
Men det blev det heldigvis ikke :-)
Opladeren har ganske vist ikke materialiseret sig endnu.
Men det har dildoen heller ikke.
Phew!
onsdag den 30. juli 2014
mandag den 14. juli 2014
Om Michael Jackson og yoga
Havde i går en samtale med barn 4 på 10 om Michael Jackson og hans død.
"Mor, hvorfor begyndte Michael Jackson at spise piller?" spurgte barnet på et tidspunkt.
Hvorpå jeg kom med en lang forklaring om presset ved at være kendt, og om hvordan nogle kendisser tager piller for bedre at kunne slappe af.
"Det kan man da også med yoga," lød den ret fornuftige reaktion fra barnet.
Og ja, det kan sgu godt være, at hr. Jackson var kommet længere i livet med lotusstillinger og næseskylninger end med sin afhængighed af stoffer.
Jeg vil således sende en hyldest til barnlig logik.
Og så vil jeg allerede slutte af for nu, folkens. Jeg skal køre med et par flyttelæs og må skynde mig at udnytte min søns muskelkraft på det groveste, inden han tager på arbejde i eftermiddag.
"Mor, hvorfor begyndte Michael Jackson at spise piller?" spurgte barnet på et tidspunkt.
Hvorpå jeg kom med en lang forklaring om presset ved at være kendt, og om hvordan nogle kendisser tager piller for bedre at kunne slappe af.
"Det kan man da også med yoga," lød den ret fornuftige reaktion fra barnet.
Og ja, det kan sgu godt være, at hr. Jackson var kommet længere i livet med lotusstillinger og næseskylninger end med sin afhængighed af stoffer.
Jeg vil således sende en hyldest til barnlig logik.
Og så vil jeg allerede slutte af for nu, folkens. Jeg skal køre med et par flyttelæs og må skynde mig at udnytte min søns muskelkraft på det groveste, inden han tager på arbejde i eftermiddag.
søndag den 13. juli 2014
Derfor glæder jeg mig :-)
Jeg glæder mig for vildt, folkens.
Glædermigglædermigglædermig!
Tag nu for eksempel bare i går aftes:
Jeg ligger i min seng og ved, at jeg skal forholdsvis tidligt op. Terrassedøren står åben. Nedenunder, uden for deres egen dør (jeg bor i stueetagen, de bor i kælderen), står to litauere og snakker, mens de ryger cigaretter. De snakker ikke højt, men deres stemmer flyder ind ad min åbne terrassedør så tydeligt, som lå begge mænd i sengen ved siden af mig og pludrede. Jeg kan høre hver en stavelse af deres slaviske tungemål. Og jeg kan ikke sove for det.
De står lige ved den p-plads, som hører til min ejendom, og som var stopfyldt med biler, da jeg i går aftes fejlagtigt troede, at jeg skulle parkere Yarisen i nærheden af mit hjem.
Så jeg ligger vågen og irriteret i den sommerlyse nat, og mit blik fanges af fugtpletten på væggen ovre i hjørnet af værelset. Dem har jeg nogle stykker af. Fugtpletter altså. Og de er MEGAklamme og behårede og sikkert fyldt med alle mulige sygdomsfremkaldende svampesporer.
Jeg kan lige så godt stå op og tage et glas vand. Og da jeg et splitsekund senere står i mit køkken og fylder mit glas ved vandhanen, ser jeg en taxa nede på gaden. Ud af taxaen stiger en fedladen, tilsyneladende småberuset, midaldrende mand. Da han har pisset op ad ejendommen over for min, så hans gule urin stilfærdigt risler ned ad fortovet i en blid og ulækker strøm, sjokker han en smule dinglende ind ad døren derovre. Der vil han om et øjeblik banke på oppe hos luderne på 2. sal.
Stakkels ludere. Jeg får så ondt af dem, når jeg ser sådan en uappetitlig mandsperson opsøge dem. Og disse sexkunder ER virkelig uappetitlige. Selvfølgelig. Hvis de var appetitlige, var de velsagtens ikke nødt til at betale for sex.
Da jeg nu er på benene, kan jeg lige så godt få tisset af, inden jeg lægger mig igen. På badeværelset ligger en bunke vasketøj. For satan, hvor mine børn er dygtige til at generere vasketøj. I morgen må jeg se, om jeg kan være heldig at lægge beslag på vaskemaskinen i et ubenyttet øjeblik, tænker jeg.
Men det kræver held, for der er kun en enkelt maskine til hele ejendommen. Måske hvis jeg går rigtig tidligt derned. Og så må jeg i øvrigt hellere hænge tøjet til tørre oppe i min lejlighed, for det er aldrig rigtig til at vide, hvilke beklædningsgenstande der mangler på mit tørrestativ, når kleptomanen Wendy oppe fra 2. har været forbi.
For denne lidet paradisiske bolig giver jeg over 9.000 gode danske kroner om måneden.
Shit altså.
Derfor glæder jeg mig!
Jeg glæder mig vanvittig meget til at indtage mit nyindkøbte hus i mit fredfyldte forstadsvillakvarter. Mit EGET hus, hvor jeg ikke kan høre overboen trampe rundt ovenpå tidligt og sent. Og hvor jeg kan parkere min bil. Og hvor jeg kan vaske tøj, når jeg vil. Og hvor der forhåbentlig er langt mellem tyverierne.
Mit skønne slot med badekar, hvor jeg forhåbentlig en dag skal sidde i stearinlysenes skær og nyde livet med en lækker nøgen dame og et glas iskold hvidvin, nammenam. Inden vi rykker ind foran brændeovnen i stuen og finder på et eller andet.
Yep. Det kan KUN gå for langsomt med at rykke teltpælene op.
Må hellere få pakket et par flyttekasser.
Glædermigglædermigglædermig!
Tag nu for eksempel bare i går aftes:
Jeg ligger i min seng og ved, at jeg skal forholdsvis tidligt op. Terrassedøren står åben. Nedenunder, uden for deres egen dør (jeg bor i stueetagen, de bor i kælderen), står to litauere og snakker, mens de ryger cigaretter. De snakker ikke højt, men deres stemmer flyder ind ad min åbne terrassedør så tydeligt, som lå begge mænd i sengen ved siden af mig og pludrede. Jeg kan høre hver en stavelse af deres slaviske tungemål. Og jeg kan ikke sove for det.
De står lige ved den p-plads, som hører til min ejendom, og som var stopfyldt med biler, da jeg i går aftes fejlagtigt troede, at jeg skulle parkere Yarisen i nærheden af mit hjem.
Så jeg ligger vågen og irriteret i den sommerlyse nat, og mit blik fanges af fugtpletten på væggen ovre i hjørnet af værelset. Dem har jeg nogle stykker af. Fugtpletter altså. Og de er MEGAklamme og behårede og sikkert fyldt med alle mulige sygdomsfremkaldende svampesporer.
Jeg kan lige så godt stå op og tage et glas vand. Og da jeg et splitsekund senere står i mit køkken og fylder mit glas ved vandhanen, ser jeg en taxa nede på gaden. Ud af taxaen stiger en fedladen, tilsyneladende småberuset, midaldrende mand. Da han har pisset op ad ejendommen over for min, så hans gule urin stilfærdigt risler ned ad fortovet i en blid og ulækker strøm, sjokker han en smule dinglende ind ad døren derovre. Der vil han om et øjeblik banke på oppe hos luderne på 2. sal.
Stakkels ludere. Jeg får så ondt af dem, når jeg ser sådan en uappetitlig mandsperson opsøge dem. Og disse sexkunder ER virkelig uappetitlige. Selvfølgelig. Hvis de var appetitlige, var de velsagtens ikke nødt til at betale for sex.
Da jeg nu er på benene, kan jeg lige så godt få tisset af, inden jeg lægger mig igen. På badeværelset ligger en bunke vasketøj. For satan, hvor mine børn er dygtige til at generere vasketøj. I morgen må jeg se, om jeg kan være heldig at lægge beslag på vaskemaskinen i et ubenyttet øjeblik, tænker jeg.
Men det kræver held, for der er kun en enkelt maskine til hele ejendommen. Måske hvis jeg går rigtig tidligt derned. Og så må jeg i øvrigt hellere hænge tøjet til tørre oppe i min lejlighed, for det er aldrig rigtig til at vide, hvilke beklædningsgenstande der mangler på mit tørrestativ, når kleptomanen Wendy oppe fra 2. har været forbi.
For denne lidet paradisiske bolig giver jeg over 9.000 gode danske kroner om måneden.
Shit altså.
Derfor glæder jeg mig!
Jeg glæder mig vanvittig meget til at indtage mit nyindkøbte hus i mit fredfyldte forstadsvillakvarter. Mit EGET hus, hvor jeg ikke kan høre overboen trampe rundt ovenpå tidligt og sent. Og hvor jeg kan parkere min bil. Og hvor jeg kan vaske tøj, når jeg vil. Og hvor der forhåbentlig er langt mellem tyverierne.
Mit skønne slot med badekar, hvor jeg forhåbentlig en dag skal sidde i stearinlysenes skær og nyde livet med en lækker nøgen dame og et glas iskold hvidvin, nammenam. Inden vi rykker ind foran brændeovnen i stuen og finder på et eller andet.
Yep. Det kan KUN gå for langsomt med at rykke teltpælene op.
Må hellere få pakket et par flyttekasser.
lørdag den 12. juli 2014
I lort til halsen
Min nært forestående flytning til eget hus (whoop, whoop!) fylder ganske meget i mine hjernevindinger for tiden.
I den forbindelse har jeg en enkelt overordnet bemærkning:
For satan, hvor man skraber meget lort til sig!
Jeg har ikke en gang boet i ludergaden i fire år, og jeg drukner fandme i lort.
I går brugte jeg for eksempel det meste af dagen på at sortere papirer: bankpapirer, forsikringspapirer, pensionsoversigter, kvitteringer, domstolsafgørelser og andre retsdokumenter (jeg er i løbet af de sidste tre år tørnet sammen med Lucifer i en retssal hele tre gange) blandet sammen med udskrifter af opskrifter fra nettet og børnetegninger i et uskønt rod og mast ned i skuffer og ind i skabe og andre tilfældige hulrum i hele lejligheden.
Måske skulle jeg skifte system og begynde løbende at sætte mit lort i mapper i stedet for at bruge hele sommerferier på sorteringsarbejde.
Eller måske skulle jeg bare blive buddhistmunk og forsage alt materielt sammenskrab.
Nå, men sorteringen giver også et par gode grin.
Som nu for eksempel, da jeg fandt mit californiske kørekort:
I den forbindelse har jeg en enkelt overordnet bemærkning:
For satan, hvor man skraber meget lort til sig!
Jeg har ikke en gang boet i ludergaden i fire år, og jeg drukner fandme i lort.
I går brugte jeg for eksempel det meste af dagen på at sortere papirer: bankpapirer, forsikringspapirer, pensionsoversigter, kvitteringer, domstolsafgørelser og andre retsdokumenter (jeg er i løbet af de sidste tre år tørnet sammen med Lucifer i en retssal hele tre gange) blandet sammen med udskrifter af opskrifter fra nettet og børnetegninger i et uskønt rod og mast ned i skuffer og ind i skabe og andre tilfældige hulrum i hele lejligheden.
Måske skulle jeg skifte system og begynde løbende at sætte mit lort i mapper i stedet for at bruge hele sommerferier på sorteringsarbejde.
Eller måske skulle jeg bare blive buddhistmunk og forsage alt materielt sammenskrab.
Nå, men sorteringen giver også et par gode grin.
Som nu for eksempel, da jeg fandt mit californiske kørekort:
Åh haha :-D
Prøv lige at se det billede. Man kan sgu da kun undre sig over, at jeg ikke vidste, jeg var lesbisk dengang!
Nå, men det var nu en udmærket historie med det kørekort. Eller ... øh ... ikke lige med det californiske kørekort, men med det, som jeg tog tre år forinden i staten Georgia, hvor jeg var udvekslingsstudent.
Det fik jeg nemlig omskrevet til et dansk, da jeg kom hjem. Mit danske kørekort har således kostet mig 10$, så DET er fannerme værd at mindes, når mine egne børn giver 10.000+ for deres.
Hehe.
Nå, men gotta split. Der ligger mere rod og venter.
fredag den 11. juli 2014
Multitasking Motherfucker
Yep, det er mig!
Se nu bare, hvor jeg kan:
Se nu bare, hvor jeg kan:
Griller nakkekoteletter på min picnicgrill, ser gamle afsnit af Venner på min laptop OG drikker rødvin i haven!
Alt sammen på en og samme tid.
Pretty nifty, if I may say so!
torsdag den 10. juli 2014
Pigesur
Dumme Holland.
Ikke alene holdt Holland mig vågen til klokken UHENSIGTSMÆSSIGT sent i går aftes. De præsenterede mig også, i formentlig konspiratorisk, ondskabsfuldt samarbejde med Argentina, for en røvkedelig forestilling.
Og det værste:
For første gang i mit liv har jeg spillet på en fodboldkamp.
Eller ... øh ... rettelse:
For første gang i mit liv har jeg spillet på NOGET SOM HELST.
Jeg er ikke den store gambler (Lotto cirka fire gange årligt - that's it). Men nu skulle det altså prøves.
100 kroner på sejr til Holland i den ordinære spilletid.
Gæt selv, hvordan det gik.
Pis.
Ikke alene holdt Holland mig vågen til klokken UHENSIGTSMÆSSIGT sent i går aftes. De præsenterede mig også, i formentlig konspiratorisk, ondskabsfuldt samarbejde med Argentina, for en røvkedelig forestilling.
Og det værste:
For første gang i mit liv har jeg spillet på en fodboldkamp.
Eller ... øh ... rettelse:
For første gang i mit liv har jeg spillet på NOGET SOM HELST.
Jeg er ikke den store gambler (Lotto cirka fire gange årligt - that's it). Men nu skulle det altså prøves.
100 kroner på sejr til Holland i den ordinære spilletid.
Gæt selv, hvordan det gik.
Pis.
onsdag den 9. juli 2014
torsdag den 3. juli 2014
Fodboldrefleksioner
Der er pause i fodbold-VM. Derfor ingen bold på skærmene for tiden.
Men det skal ikke forhindre mig i at reflektere lidt over fodboldsporten og den psykologi, der følger med.
Se, jeg bor i en superligaby. Og jeg har en temmelig fodboldinteresseret søn, som jeg somme tider tager på stadion med.
Det har jeg gjort, siden sønnike var 6-7 år gammel, for det er hyggeligt at dele oplevelser :-)
Jeg synes godt om sporten isoleret set, men visse steder er den altså ledsaget af sygdom.
Det er jo stammekrig. Brutal, primitiv stammekrig. Mest verbalt, men somme tider også fysisk.
For eksempel kom sønnike og jeg engang ved et uheld til at stå midt blandt hjemmeholdets supportergruppe. Og hold nu kæft for et hånligt og beskidt sprog, der flød ud af munden på dem i en larmende, uophørlig strøm. Og pludselig kom en halvspist pølse flyvende gennem luften og ramte Dennis Rommedahl fra modstandernes hold, da han skulle sparke hjørnespark i vores ende.
SÅ flovt altså!
Jeg følte mig fristet til at stikke fingrene i sønnikes ører og holde ham for øjnene. Og samtidig spekulerede jeg som en gal over, hvor denne usportslige, hensynsløse, brovtne adfærd dog kom fra. Var jeg stødt på en slags mutation mellem mennesker og Hells Angels-rockere?
Min konklusion var nej. Jeg var stødt på bankfolk, buschauffører, butiksansatte, skolelærere, advokater, tandlæger. Helt almindelige mennesker, som jeg møder rundt omkring i byen på helt almindelige hverdage, MEN som åbenbart tager sig lov til at hænge al dannelse og god opførsel fra sig derhjemme, inden de tager på stadion om søndagen. Dr. Jekyll og Mr. Hyde.
Og endnu mere harm bliver jeg, når jeg tænker på, hvad det koster samfundet at afvikle en superligakamp. Oplevede en dag cirka 20 AAB-tilhængere komme marcherende forbi mit hus på vej ned på stadion. Flankeret af cirka 20 UNIFORMEREDE BETJENTE. Det er jo mandsopdækning!
Jeg kan ikke komme i tanker om andre sportsgrene, der i samme grad er ledsaget af vold, optøjer, druk og i det hele taget skide dårlig opførsel.
Det er lidt synd for fodbold.
Men det skal ikke forhindre mig i at reflektere lidt over fodboldsporten og den psykologi, der følger med.
Se, jeg bor i en superligaby. Og jeg har en temmelig fodboldinteresseret søn, som jeg somme tider tager på stadion med.
Det har jeg gjort, siden sønnike var 6-7 år gammel, for det er hyggeligt at dele oplevelser :-)
Jeg synes godt om sporten isoleret set, men visse steder er den altså ledsaget af sygdom.
Det er jo stammekrig. Brutal, primitiv stammekrig. Mest verbalt, men somme tider også fysisk.
For eksempel kom sønnike og jeg engang ved et uheld til at stå midt blandt hjemmeholdets supportergruppe. Og hold nu kæft for et hånligt og beskidt sprog, der flød ud af munden på dem i en larmende, uophørlig strøm. Og pludselig kom en halvspist pølse flyvende gennem luften og ramte Dennis Rommedahl fra modstandernes hold, da han skulle sparke hjørnespark i vores ende.
SÅ flovt altså!
Jeg følte mig fristet til at stikke fingrene i sønnikes ører og holde ham for øjnene. Og samtidig spekulerede jeg som en gal over, hvor denne usportslige, hensynsløse, brovtne adfærd dog kom fra. Var jeg stødt på en slags mutation mellem mennesker og Hells Angels-rockere?
Min konklusion var nej. Jeg var stødt på bankfolk, buschauffører, butiksansatte, skolelærere, advokater, tandlæger. Helt almindelige mennesker, som jeg møder rundt omkring i byen på helt almindelige hverdage, MEN som åbenbart tager sig lov til at hænge al dannelse og god opførsel fra sig derhjemme, inden de tager på stadion om søndagen. Dr. Jekyll og Mr. Hyde.
Og endnu mere harm bliver jeg, når jeg tænker på, hvad det koster samfundet at afvikle en superligakamp. Oplevede en dag cirka 20 AAB-tilhængere komme marcherende forbi mit hus på vej ned på stadion. Flankeret af cirka 20 UNIFORMEREDE BETJENTE. Det er jo mandsopdækning!
Jeg kan ikke komme i tanker om andre sportsgrene, der i samme grad er ledsaget af vold, optøjer, druk og i det hele taget skide dårlig opførsel.
Det er lidt synd for fodbold.
onsdag den 2. juli 2014
Formiddagsgastronomi
Sønnike har fødselsdag.
Det har 3/4 af mine børn i denne uge. Hvilket naturligvis i tidens løb har givet anledning til mange morsomme kommentarer.
Som for eksempel:
"Der må da være en uge om efteråret, hvor der ikke rigtig kommer noget i fjernsynet, hva', høhø."
Så jeg har selvfølgelig været tidligt på benerne i dag for at kreere drengens ønskemorgenmad.
Den ser sådan ud:
... og er i øvrigt helt vildt ordreproduceret.
Således kan du nederst i billedet se et stykke sandwichbrød, hvor krummen er fjernet i en firkant og erstattet af et ligeledes firkantet spejlæg, hvorpå hele motherfuckeren er omviklet med bacon og sprødstegt på panden. Som instrueret af knægten selv.
For satan, jeg håber, at han er taknemlig. Ellers kommer han sgu over knæet!
Derudover vil dagen byde på kage, biftur og mexicanske tortillas.
Og naturligvis nedpakning af lejlighed i flyttekasser fra Bauhaus.
Jeg skal være ude af ludergaden 15. juli og overtager ikke mit nye hus før 1. august. Er dermed hjemløs i en periode, men har heldigvis udset mig en behagelig træbænk i en nærliggende park, hvor jeg kan flytte ind. Eventuelt med en guldbajer.
Det var meldingen for nu. Gotta split.
Og hav så en fortsat god dag, som de siger i Kvickly.
Det har 3/4 af mine børn i denne uge. Hvilket naturligvis i tidens løb har givet anledning til mange morsomme kommentarer.
Som for eksempel:
"Der må da være en uge om efteråret, hvor der ikke rigtig kommer noget i fjernsynet, hva', høhø."
Så jeg har selvfølgelig været tidligt på benerne i dag for at kreere drengens ønskemorgenmad.
Den ser sådan ud:
Således kan du nederst i billedet se et stykke sandwichbrød, hvor krummen er fjernet i en firkant og erstattet af et ligeledes firkantet spejlæg, hvorpå hele motherfuckeren er omviklet med bacon og sprødstegt på panden. Som instrueret af knægten selv.
For satan, jeg håber, at han er taknemlig. Ellers kommer han sgu over knæet!
Derudover vil dagen byde på kage, biftur og mexicanske tortillas.
Og naturligvis nedpakning af lejlighed i flyttekasser fra Bauhaus.
Jeg skal være ude af ludergaden 15. juli og overtager ikke mit nye hus før 1. august. Er dermed hjemløs i en periode, men har heldigvis udset mig en behagelig træbænk i en nærliggende park, hvor jeg kan flytte ind. Eventuelt med en guldbajer.
Det var meldingen for nu. Gotta split.
Og hav så en fortsat god dag, som de siger i Kvickly.
tirsdag den 1. juli 2014
Syltet barn
Er i øvrigt småirriteret pisseharm.
Du, der har fulgt med her på bloggen, ved, at min eksmand, Lucifer, og jeg befinder os midt i et bittert retsopgør om vores datter.
Kramer vs. Kramer, you know (dog uden at jeg derudover har den ringeste lyst til at sammenligne min situation med fru Kramers, for så taber jeg jo, GYS!).
Og du, der ikke har fulgt med her på bloggen, finder netop nu ud af, at Lucifer ønsker at flytte til København ved sommerferiens slutning og tage min yngste datter på ti med sig derover.
Jeg bor i Jylland og vil MEGAgerne beholde englebassen her. For hvis Lucifer får sin vilje, vil jeg få adgang til min datter to weekender om måneden, og det ved jeg ikke, om jeg kan bære :'(
De to ønsker er altså lidet kompatible, og Lucifer og jeg tørnede derfor sammen i byretten den 6. maj i år.
28. maj blev vores datter indkaldt til samtale med en børnesagkyndig psykolog for at fortælle sin del af historien.
Og nu venter jeg på dommen.
Det er en hård ventetid, folkens. Med et hjerte, der tæsker ud over stepperne, tjekker jeg mobiltelefonen 1000 gange om dagen for at se, om der eventuelt skulle ligge en besked fra min advokat. Det er hende, der bliver underrettet først.
Og ventetiden er ikke mindre hård for min datter. Hun ved ikke, hvor hun skal leve sit liv efter sommerferien. Hun ved ikke, om hun har siddet i sin klasse med sine små venner og veninder for sidste gang. Hun ved ikke, om hun ser kammeraterne fra basketballholdet igen.
Pis altså.
Og der er ikke kommet besked. Før i dag.
For et par timer siden ringede min advokat. Jeg troede, jeg skulle besvime, da jeg hørte hendes stemme. Troede, at dommen kom.
Men der var nu ingen grund til ligefrem at lade det sortne for øjnene. For advokaten fortalte bare, at dommeren havde fastsat den dato, hvor dommen afsiges:
19. august.
Det tåler gentagelse:
FUCKING 19. AUGUST!
Så er der gået 3½ måned, siden vi var i retten.
Øh ... er det ikke en kende uanstændigt? Hvor skal min datter så starte i skole henne efter sommerferien?
Og har det ikke lige været megameget oppe i medierne, at børnesager trækker uacceptabelt længe ud i Statsforvaltningen? Og er vi ikke allesammen enige om, at det er for galt?
Må jeg så have lov at påpege, at det ikke kun er i Statsforvaltningen, tingene trækker ud. Det går heller ikke for godt ved domstolene!
Du, der har fulgt med her på bloggen, ved, at min eksmand, Lucifer, og jeg befinder os midt i et bittert retsopgør om vores datter.
Kramer vs. Kramer, you know (dog uden at jeg derudover har den ringeste lyst til at sammenligne min situation med fru Kramers, for så taber jeg jo, GYS!).
Og du, der ikke har fulgt med her på bloggen, finder netop nu ud af, at Lucifer ønsker at flytte til København ved sommerferiens slutning og tage min yngste datter på ti med sig derover.
Jeg bor i Jylland og vil MEGAgerne beholde englebassen her. For hvis Lucifer får sin vilje, vil jeg få adgang til min datter to weekender om måneden, og det ved jeg ikke, om jeg kan bære :'(
De to ønsker er altså lidet kompatible, og Lucifer og jeg tørnede derfor sammen i byretten den 6. maj i år.
28. maj blev vores datter indkaldt til samtale med en børnesagkyndig psykolog for at fortælle sin del af historien.
Og nu venter jeg på dommen.
Det er en hård ventetid, folkens. Med et hjerte, der tæsker ud over stepperne, tjekker jeg mobiltelefonen 1000 gange om dagen for at se, om der eventuelt skulle ligge en besked fra min advokat. Det er hende, der bliver underrettet først.
Og ventetiden er ikke mindre hård for min datter. Hun ved ikke, hvor hun skal leve sit liv efter sommerferien. Hun ved ikke, om hun har siddet i sin klasse med sine små venner og veninder for sidste gang. Hun ved ikke, om hun ser kammeraterne fra basketballholdet igen.
Pis altså.
Og der er ikke kommet besked. Før i dag.
For et par timer siden ringede min advokat. Jeg troede, jeg skulle besvime, da jeg hørte hendes stemme. Troede, at dommen kom.
Men der var nu ingen grund til ligefrem at lade det sortne for øjnene. For advokaten fortalte bare, at dommeren havde fastsat den dato, hvor dommen afsiges:
19. august.
Det tåler gentagelse:
FUCKING 19. AUGUST!
Så er der gået 3½ måned, siden vi var i retten.
Øh ... er det ikke en kende uanstændigt? Hvor skal min datter så starte i skole henne efter sommerferien?
Og har det ikke lige været megameget oppe i medierne, at børnesager trækker uacceptabelt længe ud i Statsforvaltningen? Og er vi ikke allesammen enige om, at det er for galt?
Må jeg så have lov at påpege, at det ikke kun er i Statsforvaltningen, tingene trækker ud. Det går heller ikke for godt ved domstolene!
Epilog
Min advokat er en heltinde. Hun har ringet til dommeren og overtalt hende til at afsige dom 9. juli. Den dag besvimer jeg.
Argh!
Du kender sikkert situationen:
Ældstesøn har for nylig fået studenterhuen klemt ned over ørerne, og der er translokation.
Du står ude i gymnasiets gamle atriumgård sammen med 257 nybagte studenter med pårørende og masser af gamle studenterjubilarer.
Din eksmand, Lucifer, står lige ved siden af dig med sit ret nye drengebarn på armen.
Dette drengebarn præsenterer i netop samme øjeblik alle sine stakkels omgivelser for to klamme, grønne striber snot, der hænger under hans nuttede babynæse og langsomt kravler ned mod mundarealet.
Lucifer spørger, om du tilfældigvis har et papirlommetørklæde i din taske, og du vil gerne hjælpe de tilstedeværende i atriumgården af med synet af drengebarnets snot.
"Naturligvis," siger du venligt og stikker hånden i din skuldertaske, hvor du ved, at der ligger en plastiklomme med papirlommetørklæder.
Her mærker du som ventet plastiklommen, som du skynder dig at fiske op af tasken og aflevere til Lucifer ...
... som dermed står og vifter sin lille søn om næsen med et af dine plastikemballerede hygiejnebind.
Åh, haha :-D
Og det værste:
Jeg er ikke overrasket.
For det er ikke første gang.
Jeg mindes for eksempel tydeligt det skolebestyrelsesmøde, jeg var til, hvor jeg troede, jeg fandt en kuglepen frem fra taskens dyb og et splitsekund senere sad og flagrede med en grøn Supertampax mellem fingrene.
Somme tider skal jeg fandme hjælpes, guys.
Ældstesøn har for nylig fået studenterhuen klemt ned over ørerne, og der er translokation.
Du står ude i gymnasiets gamle atriumgård sammen med 257 nybagte studenter med pårørende og masser af gamle studenterjubilarer.
Din eksmand, Lucifer, står lige ved siden af dig med sit ret nye drengebarn på armen.
Dette drengebarn præsenterer i netop samme øjeblik alle sine stakkels omgivelser for to klamme, grønne striber snot, der hænger under hans nuttede babynæse og langsomt kravler ned mod mundarealet.
Lucifer spørger, om du tilfældigvis har et papirlommetørklæde i din taske, og du vil gerne hjælpe de tilstedeværende i atriumgården af med synet af drengebarnets snot.
"Naturligvis," siger du venligt og stikker hånden i din skuldertaske, hvor du ved, at der ligger en plastiklomme med papirlommetørklæder.
Her mærker du som ventet plastiklommen, som du skynder dig at fiske op af tasken og aflevere til Lucifer ...
... som dermed står og vifter sin lille søn om næsen med et af dine plastikemballerede hygiejnebind.
Åh, haha :-D
Og det værste:
Jeg er ikke overrasket.
For det er ikke første gang.
Jeg mindes for eksempel tydeligt det skolebestyrelsesmøde, jeg var til, hvor jeg troede, jeg fandt en kuglepen frem fra taskens dyb og et splitsekund senere sad og flagrede med en grøn Supertampax mellem fingrene.
Somme tider skal jeg fandme hjælpes, guys.
Abonner på:
Opslag (Atom)