Vil bare sige farvel

Så er det i morgen tidlig klokken fucking 04.30, at jeg spartler Yarisen ud med mig selv og Barn 1, 2 og 4 og vender kølergrillen mod Praha.

Så der har været lidt at se til i dag. Men der er ved at være godt styr på bagagen. Mangler faktisk kun toiletgrej og madpakker til turen.

Har også brugt tid på opdatering af gps. Og for SATAN, hvor er Tomtoms hjemmeside utrolig LIDT intuitiv at navigere i. Så pludselig kan man altså opdage, at man:

1. har betalt 300 kroner for nye og opdaterede kort
2. ikke ANER, hvordan man får lortet downloadet til "navigationsenheden"
3. lang tid senere må konstatere, at der ikke er ledig plads på navigationsenheden til det kort, man lige har betalt 300 kroner for.

Pis.

Og godt, at Store Søn var her til at lægge en dæmper på Muttis irritabilitet. 

Nå, men vi fik udredt trådene, phew.

Koordinaterne er således tastet ind i min opdaterede gps, og det lader til, at det skal tage 9 timer og 20 minutter at køre til Prag.

Så jeg vil tro, at vi kan gøre det på en 12-13 stykker.

Og så har jeg i øvrigt booket en guidet segway-tour rundt i Prags gader på søndag. 

Åh, haha :-D 

Det bliver anything but elegant. Faktisk nok lidt kikset. Men hey, hvem siger, der er noget i vejen med kikset? Spas skal det i hvert fald nok blive!

Der er også tømt postkasse og vandet blomster og alt det andet. Så nu venter jeg bare på, at pizzamanden kommer med dagens gourmetoplevelse.

Og så skal vi tidligt i seng.

Slut.

Lidt om homoseksuelle berømtheder

Sidder lige her og reflekterer lidt over de følelser, jeg oplevede, da det under et besøg i Sverige for nylig gik op for mig, at den svenske forfatter Selma Lagerlöf formentlig var homoseksuel.

Det var sgudda feelgood, folkens. Big time :-D

Hun var ligesom mig altså. 

Og derudover var hun dygtig og respekteret.

Jeg tænker, at jeg har brug for at spejle mig i mennesker som frøken Lagerlöf. Jeg har brug for den anerkendelse af min seksualitet, som disse kendte mennesker repræsenterer. For de viser mig, at jeg ikke er en halvdefekt andenrangskvinde, bare fordi jeg elsker en person af mit eget køn.

For den følelse har jeg altså altid bokset lidt med.

Og det er ikke så underligt. For se nu her, hvad man kan læse på Wikipedia om homoseksuelle og identitet:

"Unlike members of other minority groups (e.g., ethnic and racial minorities), most LGB individuals are not raised in a community of similar others from whom they learn about their identity and who reinforce and support that identity. Rather, LGB individuals are often raised in communities that are either ignorant of or openly hostile toward homosexuality." 

Til forskel fra mange andre minoriteter er jeg altså ikke vokset op i et samfund af mennesker som mig selv, der har kunnet lære mig noget om min identitet og har kunnet underbygge den. 

Jeg er derimod vokset op i et ignorant miljø. Begrebet homoseksualitet blev fuldstændig forbigået i mit barndomshjem. Som om det slet ikke fandtes.

Og det var ensomt, kan jeg så fortælle. For allerede i tre-fireårsalderen var jeg fortvivlende bevidst om, at jeg faldt uden for normen.

Til gengæld turde jeg ikke nævne det for en sjæl, for jeg troede, at jeg var den eneste i universet, der havde det på den måde. Og jeg skammede mig.

Sådan gik de første 40 år.

Nu er jeg kommet et par skridt videre i min selvaccept. Men jeg er stadig mere end tilbøjelig til at bide mærke i det, når jeg støder på afholdte og respekterede personligheder, som samtidig var eller er homoseksuelle. Fordi jeg i dem finder en slags bekræftelse.

Jeg har engang læst en artikel om, at homoseksuelle er overrepræsenterede blandt de kendte, og at det blandt andet skyldes en længsel efter anerkendelse, som de ellers måske ville have svært ved at finde, fordi deres seksualitet kan medføre fordømmelse og social eksklusion.

Derfor har de et megastort drive, som angiveligt skulle være en af grundene til, at vi finder mange bøsser og lesbiske i gruppen af notabiliteter.

Som for eksempel Selma Lagerlöf. Og H.C. Andersen. Og William Shakespeare. Og Tjajkovskij. Og Greta Garbo. Og Leonardo da Vinci. Og Jodie Foster. Og Andy Warhol. Og Ellen DeGeneres. Og Thomas Mann. Og Martina Navratilova. Og Virginia Wolff.

Og jeg kunne blive ved. Men det gider jeg ikke, for du kan selv finde dem på nettet.

Jeg vil blot nøjes med at glæde mig over, at de findes :-D

Bum.

Bonusindlæg: Vil du for resten have mig med på dansegulvet for tiden ...

... så spiller du bare denne her:



Yeehaw :-D