torsdag den 22. september 2016

Er SÅ glad for Dropsene

For her kan jeg skrive alt, hvad jeg aldrig kunne finde på at SIGE til nogen. For eksempel side op og side ned om egne fortræffeligheder.

Jeg kan fremstå lige så narcissistisk og træls, som jeg har lyst til. Også selv om det er dårlig stil i vores kultur. 

For du kan altid bare klikke mig væk. 

Og det er der måske også nogle, der har gjort allerede. Nogle, der ville få hårrejsninger af at læse det, der står længere nede i dette indlæg.

Men for dig, der er blevet hængende, kommer altså her endnu en pisseirriterende beretning om kæmpestore, hjertevarmende komplimenter.

Situationen:

Jeg står ved kopimaskinen og er ved at forberede morgendagens tyskundervisning i 6. klasse.

Og anstigende kommer så en kollega, som indleder en monolog:

"Hej Mrs. Ray. (Det hedder jeg faktisk. Så den er god nok ;-))

Vil bare fortælle dig, at jeg for lidt siden kom gående ude på gangen. Og så mødte jeg Majbritt og Sofie fra 9. klasse."

Jeg nikker afventende. Regner med, at kollegaen ikke er færdig med at tale. Og det er hun heller ikke (hvilket også havde været underligt):

"De spurgte mig, om de godt måtte ønske noget. Og så sagde jeg: 'Ja da. Hvad vil I gerne ønske?'

Og så sagde de: 'Så ville vi ønske, at vi havde Mrs. Ray til ALLE fag.'"

Oh my God. 

Jeg forstår slet ikke alle de komplimenter, jeg får. At alle de søde ting virkelig er noget, andre mener. Om ... øh ... MIG? Really?

Gennem hele mit lange ægteskab med Lucifer har jeg ikke stået i modtagerenden af ret mange positive udsagn om min person. 

For alting var altid min skyld. Alt det negative, altså. Og til sidst begyndte jeg at tro på det. 

At jeg var en dårlig person, der aldrig rigtig gjorde noget godt og smukt for nogen. At jeg var sådan en, man bare affandt sig med. At jeg var på tålt ophold.

Nu er jeg så pludselig landet i dette eventyrlige miljø. Hvor jeg igen og igen bliver bekræftet. Som lærer. Og som menneske.

Det ER sgudda fantastisk!

Og så har jeg endda kun skrevet om i eftermiddags.

Jeg har ikke skrevet, at der stod tre andre elever fra 9. årgang og ventede på mig uden for lærerværelset i morges. 

De ville bære min taske og mit kaffekrus og mine nøgler for mig. NED PÅ 6. ÅRGANG. Hvor jeg skulle undervise de første to timer.

"Hvordan får du dem til det?" spurgte en kollega.

"Det ved jeg ikke," svarede jeg.

Og jeg har heller ikke skrevet om den kollektive jamren, der opstod i 8. klasse i går, da det gik op for dem, at vi ikke ses i temaugen i næste uge. Fordi jeg alle dage skal være hos 6. klasserne.

"ØØØØØV, det er snyd!" råbte en fem-seks stykker i munden på hinanden. "Hvorfor skal du kun være hos dem?!"

For satan altså. 

Håber sgu, at jeg ikke bliver indbildsk af al denne positive opmærksomhed. Eller at jeg i hvert fald kan begrænse min indbildskhed til Dropsene. Så den ikke flyder ud og fordærver mit virkelige liv.

Pyha.

Nå, men nu, kære bloglæser, skal du få fred for mine selvpromoverende skriblerier for en stund. Som en sidste bemærkning vil jeg blot fortælle, at jeg ikke skriver disse ting for at være en pain in the butt.

Men derimod fordi de fylder utrolig meget i mig. Jeg er uendeligt taknemlig for alle disse mentale løft fra elever og kolleger. Og jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal rumme det hele.

That's why.

Bum.

tirsdag den 20. september 2016

Om ferie, masser af ferie

Så er nedtællingen til efterårsferien fandme begyndt, hehe.

3½ skoleuge tilbage. Og så daffer jeg til Grækenland. Kreta faktisk. Sammen med Barn 3 og 4.

Og DET gør jeg godt nok aldrig mere.

Issue nr. 1:

For det første skulle vi have været i Tyrkiet.

Det bestemte jeg, da jeg fik skattepenge tilbage i foråret. Bestilte tilmed en rejse. Til Alanya. All inclusive. Mest fordi jeg aldrig før har prøvet all inclusive.

MEN.

Så kom alle de idiotiske, undermedicinerede islamister (jeg HADER islamister, hrmpf!) væltende og detonerede deres åndssvage bomber i Tyrkiet sommeren over.

Så jeg valgte at ændre destination til Kreta. Og det kostede 3.500 kroner at afbestille den første rejse, da jeg ingen rejseforsikring havde.

Så ud over at være blevet 3.500 kroner fattigere må jeg samtidig være taknemlig over for rejseselskabet, som trods alt gav mig 8.000 spir tilbage.

Issue nr. 2:

JEG HAR KUN INVITERET BARN 3 OG 4 MED.

Oh dear.

Jeg tænkte i min naivitet, at det måske var okay at se bort fra de to børn, der ER flyttet hjemmefra og har deres egen økonomi. Nu VAR de jo med i Frankrig i sommerferien på Muttis regning.

Men for satan altså. Big mistake!

For de blev skuffede. MEGET skuffede. Og de er heller ikke vant til, at vi ikke alle sammen tager af sted. Så det er forståeligt.

Problemet er bare, at min lærerløn ikke rækker til så meget, så derfor ...

Well, næste gang vælger jeg nok at tilbyde at betale halvdelen af rejsen til de børn, der har egen indkomst. Og så kan de selv vælge, om de vil skyde den sidste halvdel i.

Spørgsmålet er bare, hvor længe jeg skal blive ved med at invitere?

For Barn 4 er 12 nu. Og når hun er 18 og får sin egen økonomi, ja, så er Barn 1 jo 29 og har måske både ægtefælle og børn. Og det har Barn 2 måske også.

Og så må man da håbe, jeg har skrevet en international bestseller, hvis jeg skal få råd til hele flokken.

Nå, men Kreta-turen ændrer jeg ikke ved. Og så kan vi lige så godt glæde os, woop, woop :-D!!

Når vi så er kommet hjem fra Kreta, har jeg en firedages arbejdsuge, og så har jeg sgu ferie igen, hehe.

De kalder det lærernes "6. ferieuge."

Øh ...?

Jeg laver lige et hurtigt regnestykke:

4 ugers sommerferie + 1 uges efterårsferie + 2 ugers juleferie + 1 uges vinterferie + 1 uges påskeferie = 9 uger.

FUCKING 9 UGER!

Plus det løse.

Men okay, lad os bare kalde det "6. ferieuge."

Det er der altså nogen, der har bestemt, at lærerne skal have, og jeg siger ikke nej tak. Det er selvfølgelig også rart, at vi har bare en enkelt uge, som ikke er forudbestemt for os, og som vi derfor ikke behøver lægge i rejseselskabernes højsæson.

På min skole må vi sprede "6. ferieuge" ud og afholde dagene enkeltvist, hvis vi vil. Og jeg holder min første feriedag den 28. oktober.

Den dag skal jeg til årsmøde i Privatskoleforeningen.

"Øh, privatskole?" spørger nu den opmærksomme bloglæser undrende.

Og nej, jeg arbejder ikke på en privatskole. Men jeg er næstformand i bestyrelsen på sådan en motherfucker.

Og Privatskoleforeningen holder altså årsmøde på Nyborg Strand den 28 oktober.

Jeg var også med for to år siden. Gud bedre det.

Tror fandme ikke, jeg nogensinde tilgiver mine bestyrelseskolleger. For ALDRIG har jeg oplevet noget SÅ pinligt!

Årsmødet i Privatskoleforeningen foregår nogenlunde på den måde, at man møder op i Nyborg fredag morgen. Og så lytter man til nogle prominente talere. Sidste gang dukkede undervisningsministeren for eksempel op.

Og hele dagen går med at networke og høre taler og den slags. Og med at spise. For SATAN, man spiser godt.

Og når dagens officielle program er overstået sidst på eftermiddagen, har man lige en halv time til "afslapning" inden middagen.

Jeg valgte at bruge min halve times afslapning på at tage en lur på mit værelse. For jeg var sgu lige lidt træt der.

Og da den halve time var gået, rullede jeg ud af sengen, tissede, børstede tænder og gik så ned i foyeren på Nyborg Strand. Iført de, efter luren nu lettere krøllede, jeans, jeg havde haft på hele dagen, og den samme ustrøgne skjortebluse.

For blot at opdage ...

SHIT!!!

... AT ALLE ANDRE VAR IFØRT STIVESTE GALLA.

Det var så det, de havde brugt deres halve times "afslapning" på. At gøre sig selv TOPTUNEDE til et MEGET elegant aftenselskab.

Det var åbenbart kutyme. Men var der mon NOGEN fra min bestyrelse, der havde orienteret mig? (Retorisk spørgsmål.)

Så åh nej. Nejnejnejnejnej. NEEEEJ!

Nå, men det var en fantastisk middag, som jeg vil forbigå stort set i tavshed. Lasse Rimmer var festligt indslag. Og kunne heldigvis fjerne opmærksomheden fra mit ... øh ... ret enestående antræk.

Og skal jeg absolut få noget positivt ud af den beretning, må det være, AT DET SAMME SATANEDME IKKE SKER IGEN!

Bum!


Jeg bliver Queen of the Night den 28.

Nok om ferie. Nu skal jeg have risengrød med ungerne.


 

mandag den 19. september 2016

Udspringsdag igen

Eller bryllupsdag, om du vil.

For på denne dag for nogle år siden stod jeg hvid brud i kirken ved siden af Lucifer. 

Og på denne dag for knap så mange år siden sprang jeg ud og erkendte over for Tudserne (læs: mine aldrende forældre, red.), at jeg er til kvinder, og at jeg måtte forlade mit ægteskab og det liv, jeg kendte. Pronto.

Så 19. september er for mig en dato, der kalder på refleksion og næsten stadigvæk kan gøre mig stakåndet ved sin monumentalitet.

Og ved tanken om, hvad jeg har gennemlevet i de sidste seks år. "Ny" seksualitet. Ny partner. Ny civilstatus. Ny bolig - TO gange. Ny uddannelse. Nyt job. Ny og uventet intolerance visse steder i nærmiljøet (avs!). 

Foruden to politiransagninger foranlediget af Statsforvaltningen og tre retssager mod Lucifer.

Oh dear. 

Alting på hovedet i et rædselsvækkende leap of faith. Den ultimative nærdødsoplevelse.

Heldigvis er jeg landet på benene, det ved du. Men det har ikke været uden masser af sitrende utryghed og fortvivlede, plaskvåde tårer.

"Men hvis De havde vidst, hvor opslidende en affære det ville være at komme fri af det gamle liv og starte et nyt, var De så blevet i Deres ægteskab?" spørger nu den spørgelystne bloglæser.

"Ikke på vilkår!" svarer Fruen derpå klippefast.

For det er en forbrydelse ikke at være tro mod sig selv. 

Og til trods for at min beslutning om at stå ved den person, jeg er, har haft konsekvenser for mine fire skønne børn, som pludselig blev til fire ulykkelige, skønne børn, ja, så har de fået en mor ud af det, som nu er en langt stærkere og mere strålende og selvtillidsfuld kvinde end nogensinde før.

Og det kommer dem forhåbentlig til gode :-) I hvert fald lader de alle til atter at hvile godt i sig selv.

Ikke mere om udspring nu. 

Det skulle da lige være en bemærkning om, at jeg om lidt springer ud under bruseren. For jeg har været ude at løbe. Det har jeg gjort jævnligt, efter at jeg i sidste uge læste, at den næsthyppigste dræber i vores samfund er fysisk inaktivitet.

Og mig skal den der død fandme ikke få skovlen under.

Bum.


søndag den 18. september 2016

My goodness, hvor er jeg åbenbart glad for te

Hold da op. Har lige kastet et blik i mit te-/kaffeskab. Og prøv lige at se:



Derudover har jeg syv æsker med andre tetyper. Det giver 13 æsker te i mit skab.

Jeg er da godt nok glad for te, hva' :-) 

Man skulle fandme ikke tro, at jeg næsten aldrig drikker andet end pulverkaffe, vand og rødvin.

Nå, men Yogi rules, hvis det absolut skal være. For jeg HADER bitter te. Og det bliver Yogi ikke. Bitter altså.

De to nyeste æsker købte jeg i går. I en helsebutik i Århus. L købte også Yogi-te i samme butik i går. Men det er mere logisk, fordi hun rent faktisk drikker det.

Bed mig ikke om at forklare min mystiske tefetish. Det nærmeste, jeg kan komme en rationel forklaring, er, at jeg forbinder te med hygge. 

Ligesom jeg forbinder bøger med hygge. Og derfor går ind i alle de boghandler, jeg kommer forbi, og køber noget. I går købte jeg således denne motherfucker:



Hvilket giver okay god mening, fordi L og jeg altid suser rundt i landet og oplever. Og her kan vi finde inspiration.

Men for helvede altså. Jeg kan jo købe bøger langt hurtigere, end jeg kan nå at læse dem. Så se nu bare her, hvad der ligger og venter:



Shit.

But then again: Der er selvfølgelig en vis harmoni i, at jeg har lige så mange ulæste bøger i ventekø, som jeg har teæsker i mit skab.

Nu håber jeg bare på rigtig råddent efterårsvejr, så jeg kan krybe sammen i sofahjørnet foran pejsen og komme igennem nogle af bunkerne.

Det bliver pissehyggeligt!

torsdag den 15. september 2016

Om at have ni liv

Det har han vist. Min far.

For det var falsk alarm. Det der. Det unævnelige. The abominable C-word.

Og Manden med leen har igen svinget forgæves. 

Måske skulle han dreje en tur omkring Louis Nielsen og få et synstjek.

For fatter er åbenbart ikke sådan lige til at ramme med den der le.

Han har i hvert fald præsteret at få en blodprop i hjernen. For måske ti år siden. Ingen mén i dag.

Og han er også kørt ind i et vejtræ i en brandert, så han brækkede nakken fire steder. Stadig ingen mén i dag.

Og så har han KOL. 

Men er åbenbart ikke tilnærmelsesvis tæt på at stille træskoene.

Heller ikke af kræft.

Så jeg er lettet ud over alle grænser. For jeg er jo slet ikke parat til at tage afsked med den gamle kegle. Og det behøver jeg heller ikke. Ikke lige nu altså.

Tilbage sidder jeg til gengæld med en voksende irritation over en satans klaphat af en hjertelægefidus på Skejby Sygehus. Som forrige søndag, efter at have kigget på en scanning af hjerteområdet i min fars aldrende drengekrop, kom sejlende ind på hans stue og meddelte, og jeg CITERER:

"Der er ikke noget alvorligt på hjertet. Men det er der på lungerne. Det er ondartet, og det er slemt."

Sådan sagde idioten til min far, min mor, min bror og min søster, som alle befandt sig på nævnte hospitalsstue. 

Og så er det da klart, at vi allesammen tror, der bare skal et lille puf til, før min far lander i en permanent opholdstilladelse halvanden meter under jorden.

Set i bakspejlet, burde vi måske have været mistroiske, da en hjertelæge udtalte sig om et lungeproblem, men det magter man ligesom ikke i situationen.

Så hvis dette lægefjols læser med her på bloggen, vil jeg foreslå ham fremover at holde næbbet godt og grundigt flettet, når sagen drejer sig om noget, han ved nada om.

Og møder jeg ham, kommer han sgu nok en tur over knæet.

Bum!

tirsdag den 13. september 2016

Om en gammel kegle som jeg ikke vil af med

Og han hedder far.

Se DER er fandme et menneske, jeg har et ambivalent forhold til.

Minussiden:

Det er ikke pænt at hærge alle ens datters teenageår ved at komme hjem fra job cirka tre gange om ugen (HVER FUCKING UGE) efter at have drukket sig midt over i løbet af arbejdsdagen. For så dingler man. Og man stinker. Og man er lilla i ansigtet. Og man er ondskabsfuld, fordi et angreb er det bedste forsvar.

Og det er heller ikke pænt at rejse sig midt i sin kones 40-års fødselsdagsselskab for at tilstå, at man har en affære med sekretæren, som i øvrigt sidder lige ved siden af.

Og det er heller ikke pænt i en brandert at kalde sin 20-årige datter for nasserøv og smide hende ud af barndomshjemmet, så hun må flytte ind hos veninde med minutters varsel.

MEN.

Han er min far. Og han har nogle beundringsværdige kvaliteter.

Plussiden:

Det er for eksempel pænt af ham at dukke op i min nyindkøbte forstadsvilla for to år siden og lægge trægulv over hele lortet.

Og det er pænt at tage imod min lesbiske kæreste uden fordomme, altid at spørge ind til hendes trivsel og tage imod hendes søn med åbne arme (det er min mor, der er bæstet i den historie).

Og det er skønt, at han har den mest fantastiske sans for humor. Se, HAN er fandme morsom! Og hvis nogen hævder, at jeg skulle have selv den fjerneste humoristiske sans, så er det far, jeg har den fra.

Så når han er ædru, er han den mest elskelige, favnende, hjælpsomme, gavmilde, sjove fyr.

Og det kom til at stå helt klart for mig i sidste uge, at jeg ikke er parat til at tage afsked med ham.

For shit, hvor han gav mig en forskrækkelse. Så jeg var fuldkommen ude af flippen i dagevis.

Situationen:

Tudserne var til middag i hos mig i forstadsvillaen sidste lørdag. Jeg skyldte dem at holde min fødselsdag, og det har jeg skrevet om i et andet indlæg.

Det blev en hyggelig aften. 

Jeg havde lavet chili. Med chili fra drivhuset. Som er så stærk, at den kan slå en død mexicaner ihjel.

Nammenam!

Alle spiste af den med stort velbehag.

Og om natten fik far det dårligt.

Og næste morgen blev han indlagt med blå blink. Og brystsmerter.

PIS! var min første tanke. Nu har jeg vel for helvede ikke lavet chilien for stærk! Og taget livet af far. Stupid me.

Men nej, det havde jeg vist nok ikke. 

For i disse dage er han på vej igennem den store kræftudredning. Løber fra den ene scanning til den anden på flere forskellige hospitaler. 

Så jep, det er faktisk noget skidt :-( selv om det ikke har noget med min kogekunst at gøre.

Og i de få splitsekunder i løbet af en dag, hvor jeg ikke har tusind andre ting i tankerne, er jeg fortvivlet. For jeg vil ikke af med ham. Det står HELT klart.

Jeg ved selvfølgelig, at vi alle er født med en udløbsdato. Og at far ikke har gjort det mindste for at udskyde sin, men derimod i forskrækkelig mange år har både drukket og røget tæt, mens han omhyggeligt har undgået enhver form for bevægelse. Så hans yderste dag MÅ selvfølgelig komme.

Men jeg er fandme ikke parat.

Til gengæld er jeg blevet umanerlig bevidst om, hvor meget han betyder for mig. Trods alt.

Vi mangler stadig tilbagemeldinger på scanningerne og ved derfor ikke, om far er købt eller solgt. 

Bær derfor over med mig, hvis jeg pludselig i en periode ikke har overskud til at skrive så meget.

Så er det, fordi jeg har fået dårlige nyheder.


tirsdag den 6. september 2016

Hvem er jeg?

Damn.

Nu var der lige en læser, der troede, at hun (eller han, men jeg tror, jeg har flest kvindelige læsere) havde fundet ud af, hvad jeg hedder.

Fordi der pludselig stod et rigtigt navn på bloggen som udgiver af mine indlæg. I stedet for De Syrlige Drops altså.

Og denne læser var megasød at oplyse det i en kommentar til et af mine skriv. Måske så jeg kunne skynde mig at få det fjernet.

Og det har jeg også gjort. Fjernet det altså.

Men problemet er ...

... at det ikke var mit navn, der stod der.

Hvordan fanden kan det ske?!

Nå, men det gider jeg ikke spekulere så meget på. Hvis bloggen er blevet hacket, så er det sådan, det er. Så længe det ikke er min bugnende lærerlønsbankkonto ;-)

I sin kommentar skriver min læser også, lidt humoristisk, at der ligefrem er stalkere, der skulle have brugt år på at gennemskue, hvem Fruen er.

Yeah, right.

Men der sidder givetvis nogle, der gerne vil se giraffen.

So here I am.

Billedet er fra en kortvarig, fiktiv karriere ved San Jose Police Department ;-) for et par år siden, hvor jeg er iført en alt for stor, men vaskeægte politiuniform, som jeg har stjålet fra et skab i en villa i Californien:



Nå da, DET må være guf for alle mine stalkere.


fredag den 2. september 2016

Hasard

Argh, hvad har jeg nu lavet?!

Jeg plejer sgudda aldrig at sætte penge på noget som helst. For jeg mener i almindelighed, at jeg har begge mine lesbiske fødder solidt plantet i den gode jyske, round-up-mættede muld. 

Og nu spiller jeg lige pludselig eurojackpot. 

OG lotto. 

OG joker. 

OG onsdagslotto.

Øh ... foruden altså at jeg har sat en halvtredser på, at Sydafrika banker Mauretanien i fodbold i aften. Uden at være en skid interesseret i fodbold, forstås.

GO, SYDAFRIKA!

Og ... øh ... foruden at jeg har købt et lod i Klasselotteriet. Formedelst fucking 952 kroner!

Det har jeg alt sammen udrettet i løbet af de sidste ti minutter.

Oh my god!

Jeg plejer sgudda ikke sådan at skylle al fornuft ud i toilettet sammen med en masse hundredekronesedler. Så hvad fanden skete der lige der?

Nå, men jeg må smutte. For jeg har travlt med at planlægge, hvordan jeg skal investere de 221 millioner spir, som jeg vinder i aften ;-)