fredag den 31. marts 2017

De siger, det nok ikke er så svært

Det der homo-noget altså.

Jeg mener ... hvis man møder nogen ... fra det "rigtige" hold. Og man er sprunget ud over for vedkommende. Hvilket mange har en skjult forventning om, at man gør.

Så er reaktionen tit den, at det "... nok ikke er så svært at være homo i Danmark, for her er tolerancen jo høj."

Right.

Altså, jeg er enig så langt, som at tolerancen i Danmark er høj i sammenligning med at få hugget hovedet af i Saudi-Arabien eller et af de andre seks lande, hvor homoseksualitet udløser dødsstraf.

Men derfra og så til at mene, at det "nok ikke er så svært" ... øh ... der er lige et skridt.

Og ja ja, jeg ved, jeg har skrevet om det før, men jeg gør det lige igen, for jeg har for nylig renset ud i mine indlæg og slettet svimlende 241 af dem. Og der kan altså være røget et par guldkorn med i kloakken der.

Desuden kommer der hele tiden nye læsere til, som altså IKKE er gamle rotter på bloggen og IKKE har læst med i årevis.

Så hvis du har læst alle disse ting allerede, beklager jeg dybt og lover at skrive noget, jeg ikke har skrevet før, i nærmeste fremtid.

Nå, men for nu at vende tilbage til knasterne ved at være homoseksuel:

Jeg har gennemlevet en hel barndom fuldstændig stålsat i troen på, at jeg var defekt.

Allerede som 3- eller 4årig vidste jeg, at jeg var anderledes. Og IKKE på den fede måde altså.

Jeg troede således, at jeg skulle dø af forlegenhed, når mine forældre stoppede mig i en kjole, hvis vi skulle i byen. De kunne lige så godt have klædt mig nøgen.

Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med de dukker, jeg fik i jule- og fødselsdagsgave. Jeg fornemmede, at jeg burde være glad for disse flotte gaver, men jeg ejede ganske simpelt ikke dukkeinstinktet.

Jeg var kort fortalt ulykkelig og fortvivlet over, at jeg ikke var en dreng. Og når jeg kom til at tænke på det, var det som at blive suget ned i en bundløs afgrund af håbløshed.

Samtidig var jeg alt for lille til at sige fra over for den heteronormative bås, som mine omgivelser blev ved med at presse mig ind i.

Så jeg sad i saksen, eller båsen, og måtte finde mig i gang på gang at få overskredet mine grænser af mine uvidende, men velmenende forældre.

Nå, men alt var heldigvis ikke råddent. For når jeg ikke KUNNE være en dreng, kunne jeg heldigvis ofte se mit snit til at LADE som om.

I de første år i skolen legede jeg derfor primært med drengene i min klasse. Og jeg tror, de syntes, jeg var cool nok.

Vi legede med biler. Og klatrede i træer. Og lavede konkurrencer i, hvem der turde lave de vildeste udspring fra vipperne i friluftsbadet. Og jeg kunne banke de fleste af dem. Og dem, jeg ikke kunne banke, kunne jeg heldigvis løbe fra.

Og jeg var ligeglad med, hvad andre tænkte.

Så det var i grunden en ret lykkelig tid.

Men så blev jeg teenager og var lige pludselig ikke længere så ligeglad. Pludselig handlede det om at passe ind. Og jeg tog mere og mere afstand til mine drengevenner.

Jeg blev også forelsket. Først i en dreng fra klassen, der hed Gorm. Og så i en pige fra årgangen over vores, der hed Britta.

Jeg var bevidst nok til at vide, at den legitime af de to forelskelser var den heteroseksuelle, så den klyngede jeg mig til. Mens jeg fortrængte min fascination af Britta.

For i min begrebsverden fandtes homoseksuel kærlighed nærmest slet ikke. Jeg havde ingen som helst referenceramme at holde mig til. Jeg kendte ingen homoseksuelle og havde vel knap nogen forestilling om, at to personer af samme køn overhovedet KUNNE indgå i en romantisk relation med hinanden.

Jeg levede så at sige i en osteklokke. En fantasi med mig selv som heteroseksuel hovedperson. For jeg havde INTET, der kunne inspirere mig til at tænke anderledes.

Og her blev jeg hængende i næsten 30 år.

Jeg blev gift. Med en mand. Og med ham fik jeg fire børn. Og dermed for travlt til at reflektere over den kendsgerning, at jeg blindt var sprunget på et tog, der ikke var mit.

Hvilket måske virker bizart, for jeg var faktisk ofte forelsket i andre kvinder i den periode, men det fik åbenbart ingen klokker til at ringe i mine ignorante hjernevindinger. Jeg ville/kunne ikke erkende, at der var tale om regulære forelskelser.

Først da jeg rundede de 40 år, FUCKING 40, var det, som om mine synapser endelig begyndte at gløde på en måde, der fik mig til at se klart. Og kastede mig ud i et panick attack. For nu var halvdelen af mit liv gået, og jeg havde aldrig, som i ALDRIG, oplevet ægte, gengældt kærlighed.

Den kærlighed, jeg havde brug for, var nemlig kærligheden fra en anden kvinde. En for mit vedkommende fuldstændig overset mulighed.

Så fulgte alt det grimme.

For jeg vidste, at jeg ville styrte mine dejlige børns verden i grus, men jeg MÅTTE handle på min nye erkendelse. Hvis jeg fortsat skulle kunne se mig selv i øjnene altså. Og ikke skulle ende på mit dødsleje om forhåbentlig mange år i dyb fortvivlelse over at have forpasset alle chancer for at opleve rigtig kærlighed.

Som tænkt, så gjort. Med et enkelt slag vendte jeg alting på hovedet for både mig selv og de børn, som jeg var forpligtet til at gøre mit yderste for at værne mod alt ondt.

Shit.

Men jeg gjorde det. Og det har jeg ikke fortrudt (og heldigvis har mine børn også med tiden fundet deres gode ståsted i situationen).

Heller ikke selv om jeg må leve med mine forældres manglende accept.

De lukker ganske simpelt øjnene for min seksuelle orientering og lader, som om den ikke findes. Og jeg bliver altid inviteret alene med til familiesammenkomster, selv om mine søskende har DERES partnere med.

Jeg må også leve med min egen utilbøjelighed til at vise min kærlighed offentligt.

Efter alle de mange års fornægtelse længes jeg. Men jeg holder ikke i hånd ude i byen. Og jeg kysser da slet ikke. For tænk nu, hvis den dag, hvor jeg valgte at kysse en kvinde på gaden, samtidig var den dag, hvor den der idiot stod og så på og besluttede at forulempe os. Ydmygelsen ville være svær at bære for mig.

Til gengæld arbejder jeg i et af de mest homofobiske miljøer, der findes i Danmark: Folkeskolen.

Her fyger det mig dagligt om ørerne med udtryk som "fucking homo", "faggot", "er du bøsse", "hvor er du bare gay" og andre flatterende prædikater. Ikke henvendt til mig selvfølgelig (dertil nyder jeg for stor respekt), men de rammer alligevel. For jeg bliver ked af, at man automatisk siger noget homofobisk, hvis man ønsker at tale nedsættende til andre.

Og så er det næsten, som om man har oplysningspligt.

Der ligger ofte en skjult forventning om, at man toner "rent flag" over for Gud og hvermand. Men hvorfor? Hvorfor forventes det, at man fortæller andre om sin seksuelle orientering, hvis man tilfældigvis er homoseksuel? Og hvorfor skal man finde sig i, at andre taler om det bag ens ryg?

Det modsatte er svært at forestille sig:

"Pst, har du hørt om Yvonne ovre i regnskabsafdelingen? Du må ikke sige det til nogen, men hun er vist nok sammen med en mand!"

Nej, vel?

Men der BLIVER snakket. Og der FINDES homofober. Alle steder.

Til min egen jobsamtale på skolen måtte jeg næsten vende vrangen ud på mig selv for at undgå at fortælle, at min kæreste var en kvinde. Af ren rædsel for, at det kunne få en udslagsgivende betydning.

Og nu, hvor vi alligevel snakker homofober, så prøv at forestille dig ydmygelsen, når religiøse fanatikere får spalteplads og taletid i medierne og tillader sig at påstå, at homoseksualitet er et perverst og unaturligt livsstilsvalg.

HVAD VED DE OM SAGEN?

Jeg er fucking FØDT sådan her.

Min homoseksualitet er IKKE et valg, jeg frivilligt har truffet. Meget ville være lettere, hvis jeg var hetero.

Jeg er IKKE blevet smittet eller påvirket, ligesom jeg heller ikke kan smitte eller påvirke andre til homoseksualitet.

Og man spytter mig i ansigtet, hvis man påstår andet.

Jeg er ulykkeligvis fra fødslen dumpet ned i en seksualitet, jeg ikke selv har valgt og ikke ønsker. Jeg har kæmpet i 40 år for at undertrykke min natur og følge konventionerne, og jeg har endelig fundet modet til at bryde ud af cirklen og danne en ny, selv om jeg møder modgang i mange kontekster.

Så kom ikke her og sig, at det "nok ikke er så svært."

torsdag den 30. marts 2017

Om drengemad og pigemad

I går skrev jeg, at jeg er stor tilhænger af børnearbejde.

På skolen lader jeg således med dybtfølt fornøjelse mine elever bære min taske, mine mapper og mine nøgler og hente min kaffe. Jeg har jo karakterklemmen på dem.

Og hjemme i forstadsvillaen har jeg en udpræget tilbøjelighed til at lade Rotterne støvsuge, slå græs og klippe hæk. De tager sig også af opvasken hver dag.

Wicked me, muahahaaah 👾

I dag nyder jeg, at sønnike laver mad. For begge de tilbageværende hjemmeboende Rotter (Barn 4 på 12 og Barn 3 på 18) har hver sin maddag.

Barn 4, som er en pige, lagde fromt ud på sin debutmaddag med at foreslå at lave kartoffel porre-suppe. En efter min vurdering okay ernæringsrigtig vegetarret. Hun vil tydeligvis gerne please sin mor, som er politisk korrekt i henved alle henseender og dermed glad for kødfri dage.

Barn 3 derimod er dreng. Han lagde ud med at lave nachos med kylling. Og ugen efter lavede han pizza.

I dag skal vi så have en eller anden ubestemmelig farsret, som vist ikke en gang rigtig har et navn. Og jeg blev sendt i byen for at indkøbe:

3/4 kilo hakket oksekød, ketchup, bacon, æg, engelsk sauce og ristede løg.

"Hold nu kæft, knægt," sagde jeg til ham, da jeg i morges blev orienteret om indkøbsønskerne. "3/4 kilo oksekød? Det er dælme ikke så lidt til tre personer."

"Jamen, mor," lød svaret helt oprigtigt. "Det er altså ikke for meget, for der er ingen tilbehør til."

Oh dear.

Og nej, det kan jeg sgudda egentlig godt se, når jeg nærlæser indkøbslisten. Der er fandme ikke mange vitaminer, der har sneget sig ind der.

Hvor ER det bare typisk Barn 3 ikke lige at indregne en lille salat eller eventuelt bare en fucking kartoffel.

Nå, men jeg har vredet armen rundt på barnet og insisteret på at anskaffe begge dele. Så håber jeg bare, at han ikke får ungdomstraumer af, at Mutti sådan intervenerer.

onsdag den 29. marts 2017

Invictus

Kan du huske Mandela?

Ham der helten. Nede i Sydafrika. Som kæmpede mod uretfærdighed og diskrimination under apartheidstyret. Og blev behandlet fuldstændig svinsk af de hvide overherrer. Og tilbragte fucking 27 år bag tremmer. Inden han i 1994 blev valgt til landets første sorte præsident ved det første demokratiske valg ever.

Jep. Ham.

Vidste du, at han havde et trick, som hjalp ham til at holde fanen højt, selv når livet under hans brutale indespærring så allermest håbløst ud?

Invictus.

Det var hans trick.

Et digt.

Jeg hader ellers digte. Lyrik, my ass. Ligesom jeg hader opera. Og ballet.

Jeg er kort fortalt så jævn, at jeg afskyer, hvad der ikke er til at forstå.

Det er derfor, jeg aldrig for alvor har kastet mig ud i at læse noget af Helle Helle.

Eller Haruki Murakami (eller Harakiri, som jeg plejer at kalde ham, fordi det er det, jeg får lyst til at gøre ved mig selv, når jeg læser højt anmelderbesungne, men komplet volapykagtige tekster som hans).

Således har jeg det altså også med digte.

Og det har jeg haft, siden jeg i gymnasiet blev tvunget til at analysere et fuldkommen uanalyserbart makværk som Natmaskinen af overvurderede Michael Strunge.

Damn.

Nå, men Invictus er faktisk et okay digt (og det er store ord, når de kommer fra mig).

Det lyder sådan her:

Out of the night that covers me
Black as the pit from pole to pole
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced or cried aloud
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade
And yet the menace of the years
Finds and shall find me unafraid.

It matters not how strait the gate
How charged with punishments the scroll
I am the master of my fate
I am the captain of my soul.

Digtet er skrevet i slutningen af 1800-tallet af en fyr, der hed William Ernest Henley.

Da William var en ung knøs på 17, blev han virkelig ked af det, for han havde fået en alvorlig knoglesygdom, som tvang lægerne til at amputere hans ene ben.

Umiddelbart efter operationen skrev han så Invictus, som kort fortalt handler om et menneske, der selv i sin mørkeste tid ikke vil lade sig knække af de tæsk, livet giver.

Det er et godt budskab, synes jeg. Og det kan jeg også godt forstå, at Mandela syntes.

Hvorfor jeg kommer i tanker om Invictus lige nu, ved jeg ikke. (Men det kan måske hænge sammen med, at jeg underviste i det i morges.)

For livet har sådan set behandlet mig fint nok i dag. Jeg har for eksempel fået masser af komplimenter fra eleverne i retning af:

"Hvorfor kan vi ikke få dig til tysk i resten af 9. klasse? Vi vil hellere have dig end Ingolf." (Øh, gæt selv, Dummkopf. Du har kun to måneder tilbage i folkeskolen.)

Og:

"Må jeg ikke bære din taske for dig?" (Jo tak. Den er pissetung, og jeg går stærkt ind for børnearbejde.)

Og:

"Skal du ikke være vores nye skoleleder? Det vil du være god til. Fordi du er dig." (Hell no! Skoleleder er øretævernes holdeplads, og så kan man ikke kalde eleverne røvhuller og love dem bank (om end det kun er ganske særligt udvalgte elever, der får dén besked).)

Så jep, jeg er godt tilfreds. Også over, at jeg hermed har beriget DIT liv med et sjældent godt digt.

mandag den 27. marts 2017

Om arrogance og synet af homopar i bylivet

Hold nu op, hvor bliver man da glad i låvet af det vejr, vi har haft i weekenden.

Jeg får jo lyst til at danse lambada, når solen sådan luner, og et lysegrønt skær lægger sig over buskadser og hække.

Og når jeg aldrig rigtig ved, hvilket stykke overtøj jeg skal iføre mig, hvis jeg skal ud, fordi vinterfrakken måske bliver for varm. Woop, woop!

Jeg vandrede en tur ved Moesgaard i lørdags. Nice :-) (Selv om ti millioner andre forårskåde danskere havde fået samme uoriginale idé.)

Og efter endt vandring tænkte jeg, at det i grunden kunne være lækkert med en lille frokost på Skovmøllen, som er en pissehyggelig restaurant midt i skoven. Bindingsværk og stråtag og hele lortet. Og en romantisk rislen fra den å, der forsyner etablissementets tudsegamle vandmølle med vand.

Vejret var tilmed godt nok til at sidde udenfor, og her fandt jeg et bord i læ og sol, hvilket var heldigt, fordi Skovmøllen er ualmindeligt populær blandt århusianere.

Så ja, der var lagt op til en skøn frokostoplevelse.

Øh ... indtil der ikke længere var lagt op til en skøn frokostoplevelse.

For shit, hvor er de arrogante derude på Skovmøllen.

Hvor fanden skulle jeg for eksempel vide fra, at restauranten ikke serverer mad udenfor? Der er ikke noget skilt, hvor man kan læse sig til det. Og hvis der er, er det ikke iøjnefaldende nok til at fange min opmærksomhed.

Så skal jeg fortælle dig, hvad der sker, hvis man sætter sig udenfor og pænt venter på betjening?

Ikke en lunken, ildelugtende skid.

Selv om tjener efter tjener kommer hastende lige forbi det bord, hvor man sidder, og man høfligt beder om menukortet, lader de, som om de hverken kan se eller høre.

Og til sidst giver man op og går ind i huset for selv at hente et fucking menukort, og her får man så langt om længe at vide, at man må sætte sig INDE I restauranten, hvis man vil spise, og at der i øvrigt ingen ledige borde er.

Til gengæld er det ikke første gang, jeg har fået en umanerlig dårlig service på netop Skovmøllen.

Fik således sidste år en regulær skideballe af en tjener, fordi jeg havde flyttet mig fra et bord i skyggen til et bord i solen. Jeg måtte da kunne forstå, at jeg ikke bare uden videre kunne skifte bord.

Sure tranlampe.

Og fuck for en arrogance. Den adfærd fortæller med al tydelighed, at Skovmøllen har så mange gæster, at de kan være skide ligeglade med, hvordan de behandler dem. Sådan synes jeg tit, det er, når man kommer de populære steder.

Nå, men jeg gik.

Og tog i stedet ind på Café Ziggy på Trøjborg. Fedt sted. Uprætentiøst. Ikke popsmart som caféerne ved åen. Og vist også lidt billigere. My kind of place, hehe.

And boy, was I lucky :-D

Kom til at sidde lige ved siden af to mænd, der allerede ved første øjekast og via min gaydar gav mig det indtryk, at de var bøsser.

De var utrolig pæne. Det er der mange bøsser, der er. Velplejede. Veltrænede. Velklædte. Og så havde de bestilt caféens brunch med græsk yoghurt og frisk frugt.

Føj for den lede.

Køber jeg brunch på en café, skal det for helvede da ikke være med græsk yoghurt og frisk frugt. Ad. Det minder lidt for meget om de fucking havregryn med skummetmælk og UDEN SUKKER, jeg får til hverdag. Jeg går klart efter eggs and bacon and beans and hashbrowns. Hele kolesterolpakken.

Nå, men de to fyre gav altså indtryk af at være bøsser.

Og bingo!

Pludselig var der et kærtegn. En hånd, der blidt strøg over en kind. Og jeg blev glad.

For jeg synes, det er fedt, når homoseksuelle, og især bøsser, tør vise deres kærlighed i det offentlige rum.

Jeg tror, det er den måde, homofobi skal bekæmpes på. For jo mere vi kan vise, at homoseksuel kærlighed ikke er mere pervers eller outreret end heteroseksuel, desto mindre fremmed virker den. Og det er jo ofte det fremmede, der gør os ængstelige og giver os fordomme.

Mere af det, tak.

torsdag den 23. marts 2017

Det bedste

Somme tider bruger jeg et trick.

Jeg bruger det både på Rotterne (læs: mine elskelige børn, red.) og på mine elever i skolen. Og jeg bruger det med et bestemt formål:

at få dem til at tænke positivt.

(Jaja, jeg ved godt, at jeg med den strategi går stik imod Svend Brinkmann og tidens trend med nej-hatte og dermed nærmest mishandler de stakkels børn, men SÅ rebelsk er jeg altså).

Det er ganske simpelt. Jeg beder dem bare fortælle om det bedste, der er sket i de sidste 24 timer. Det kan man gøre på både dansk, engelsk og tysk.

Dermed opnår jeg, at englebasserne reflekterer over alle de gode ting, som livet i nærmeste fortid har rummet, for det er de nødt til, hvis de skal vælge den bedste.

Bum.

Skulle jeg bruge tricket på mig selv i dag, ville jeg spole tiden tilbage til i morges.

Aldrig så snart havde jeg forladt matriklen, før jeg kunne glæde mig over, at jeg har en dejlig garage at sætte Yarisen i, så jeg slipper for at skrabe is af ruderne efter kolde nætter. Så heldige var der tydeligvis en del af mine medbilister, der ikke var.

Men jeg vil nu sige, at det skulle være en rådden dag, hvis den konstatering virkelig skulle toppe listen.

Og dagen BLEV da også bedre.

Der var nemlig kun en lille smule morgenkø på E45, og det er altid værd at glæde sig over.

Men der var stadig plads til mere på lykkebarometeret.

Som for eksempel en dejlig jordbærtærte fra Lagkagehuset, nammenam! (Jep, vi har haft teammøde (som omtalt i gårsdagens indlæg - denne gang uden slibrige bemærkninger fra Ingolf), og jep, forplejningen kom fra samme leverandør som næsten altid, hehe.)

Det var min tur til at give kage, og jeg måtte hoste op med hele 100 GODE DANSKE KRONER for herligheden, men for satan, de kan bage, de der lagkagefolk.

Nå, men jordbærtærten må imidlertid se sig overgået i den spændende dyst om titlen som dagens bedste tildragelse.

For hvor har vejret dog været fantastisk i dag!

Sol fra en skyfri himmel, og vinterfrakken må snart pakkes væk. Vejret gjorde mig faktisk så glad og venlig, at jeg lod to af mine klasser på 6. årgang spille fodbold udenfor i 20 minutter af tysktimen ... øh ... såfremt de altså arbejdede effektivt og øvede sig rigtig meget i at bøje sein i både nutid og datid i de første 25.

Altid rart at have lidt at handle med ;-D

Så stod jeg der med sol på snudeskaftet og nød synet af en hel masse glade børn, der næsten dansede på fodboldbanen som køerne den første dag på græs.

Lovely!

Men det bliver bedre.

Og det er egentlig en lille ting. Som i virkeligheden bare kommer af en misforståelse.

For i dagens allersidste lektion ville jeg lige for god ordens skyld orientere 6C om, at de i morgen skal have vikar i tysk, fordi min tilstedeværelse er påkrævet hele dagen på 9. årgang, som skal begynde at forberede den mundtlige prøve i engelsk, de skal til i juni med mig som eksaminator.

Der er en del friske drenge i 6C. Sådan nogle, som godt kan have myrer i bukserne (læs: svært ved at sidde stille, red.), og som visse lærere måske af og til kan opfatte som nogle små rødder.

Og en af disse rødder havde "tilfældigvis" (blink, blink) været lidt uopmærksom, da jeg overbragte nyheden om vikardækningen i morgen. Så han fik kun den sidste del af sætningen med:

"... så I skal ikke have mig, for jeg skal undervise 9. årgang."

Hvilket egentlig var heldigt. For prisen for dagens bedste oplevelse går ubetinget til denne episode.

Drengen stivnede nemlig midt i al bevægelse og kiggede forskrækket op på mig, da omtalte sidste del af min sætning trængte ind i hans hjernevindinger.

"Skal vi ikke have dig til næste år?" gispede han så åndeløst og helt og aldeles uden for al fornuftig kontekst.

"Jo da," smilede jeg til ham. "Det regner jeg da med, at I skal. Det er kun i morgen, I skal have vikar."

And here it comes:

Drengen sank sammen som en fladsiddet pruttepude, mens han med den ene hånd tog sig til brystet.

"Åh, det var godt", udbrød han så. Spontant og ærligt.

Øh ...?

FEDT!

HA!

Jeg er dælme kommet et stykke i mit arbejde, når selv rødderne ikke vil undvære mig.

Så tak, lille rod. Af hjertet ;-D

End of story. Nu vil jeg bare nyde et afsnit af Orange Is the New Black, mens Barn 3 laver pizza til mig.

Nice.

onsdag den 22. marts 2017

Ting, jeg ikke gør med min frække tunge

Var til teammøde forleden dag. Sammen med de andre primære lærere på 6. årgang. Mig og fire mænd.

Jeg er teamkoordinator. Og dermed en slags leder for disse mænd.

Nå, men vi holdt altså møde.

Det er der i og for sig ikke noget usædvanligt i, da vi holder teammøde hver uge.

Vi plejer at skiftes til at medbringe kage til disse møder. Som regel fra Lagkagehuset, nammenam.

I sidste uge var det Lars, der skulle have kage med. Og han havde sat sig for at udfordre Lagkagehuset og havde derfor været tidligt oppe for at bage vandbakkelser. Og da vandbakkelser kan være en smule kønsløse, hvis de ikke peppes op med et eller andet, havde Lars også gavmildt medbragt kagecreme, marmelade og flødeskum.

UHMMM! (Hvorvidt Lars' vandbakkelser overgår Lagkagehusets kreationer må jeg lade være usagt, men han får i hvert fald gode point for engagementet.)

Nå, men med den slags fyld bliver den slags kager altså temmelig snaskede, og med min begrænsede ordentlighed ud i kagespisning, havde jeg selvfølgelig tabt et par klatter kagecreme på min tallerken, inden min vandbakkelse var endegyldigt besejret.

Her kommer så til gengæld det usædvanlige:

Jeg har en teamkollega. Vi kan jo kalde ham Ingolf.

Ingolf brillerer ikke ligefrem i disciplinen sociale kompetencer. Han forsøger at være med på humoren og den lidt kække tone i teamet, men han har altså ikke altid lige meget held med det.

Så måske troede han, at han var sjov, da han fyrede sin bemærkning af.

Det var han så ikke, kan jeg røbe.

Men situationen var altså den, at Ingolf ville samle vores brugte kagetallerkener ind ved mødets afslutning. Og på et tidspunkt i processen nåede han også frem til min.

Som ovenfor antydet var den lidt ... øh ... nå ja ... lidt smattet måske. Hvilket lod til at få Ingolf til kort at tøve, inden han tog den op fra bordet.

Og så, kære bloglæser, gjorde Ingolf noget uforglemmeligt.

Han holdt pludselig min kagetallerken med cremeklatterne helt hen under næsen på mig og sagde:

"Kan du ikke lige slikke den ren med din frække lille tunge."

WHAT?

Oh my god!

"Det sagde han fandme ikke," tror jeg, alle vi andre tænkte i den lidt akavede tavshed, der fulgte og kun momentant blev brudt af Ingolfs egen fnisen.

Men jo, det gjorde han så.

Jeg takkede pænt nej til hans generøse tilbud og undlod diplomatisk at understrege, at jeg er helt færdig med at bruge min tunge til cremeklatter og visse ting, der kan associeres dermed.

Ikke mere creme til mig, tak! Det er jeg en tand for lesbisk til.

Bum.

tirsdag den 21. marts 2017

For helvede en drøm

Kender du de drømme, der kan gøre dig fuldkommen rundt på gulvet og nærmest sætte dig helt uden for tid og sted?

Sådan en havde jeg i morges. Det var en variant af mit tilbagevendende mareridt:

Min HJÆLP JEG KOMMER FOR SENT-drøm.

Hold nu kæft, hvor er den irriterende, den drøm.

Jeg har altid et eller andet meget vigtigt, jeg skal nå. Og så opstår der hele tiden nye forsinkelser, så jeg til sidst må opgive ethvert håb om at nå frem til mit bestemmelsessted i tide.

Min tidligste erindring om drømmen stammer tilbage fra dengang, jeg som 16-årig lige var ankommet til USA for at tage hul på mit år som udvekslingsstudent.

Jeg drømte selvfølgelig, at mine forældre var ved at køre mig til lufthavnen, fordi jeg skulle flyve over og tage hul på mit år som udvekslingsstudent. Men jeg blev ved med at glemme noget vigtigt derhjemme, så vi måtte vende bilen og køre tilbage. Igen og igen og igen og igen.

Det kan også være en eksamen, jeg ikke når frem til.

Eller som i morges:

Jeg skal på arbejde. Men jeg har en radiator, der drypper. Eller øh ... "drypper" er måske ikke det rette ord. Det FOSSER sgu ud med vand. På trægulvet.

Jeg har selvfølgelig ringet efter en VVS-mand, men han kommer ikke. Og rod og nullermænd ligger i meterhøje bunker over hele huset.

Endnu en af mine fobier: rod.

Ikke fordi det ikke roder her i huset. For DET gør det. Men jeg HADER, hvis der kommer nogen og ser det. For eksempel uanmeldte gæster.

ELLER PLUDSELIGT TILKALDTE VVS-MÆND. Gys!

Nå, men jeg flyver rundt i huset og rydder op og rydder op. Og VVS-manden kommer ikke. Og vandet stiger. OG JEG ER VED AT KOMME FOR SENT PÅ ARBEJDE. AAAAAARGH!!!

Og her vågner jeg så. Fordi klokken er 05.35, vækkeren ringer, og jeg skal op.

Men for helvede mand, jeg tror jo, at jeg har oversvømmelse i hele huset, og at jeg forgæves venter på en VVS-mand, og at jeg er VIRKELIG presset på tid.

Og mit hjerte galopperer, som om jeg har fået Red Bull intravenøst hele natten.

Jeg tumler ud af sengen i ren panik ... og indser pludselig, at alt det onde kun var en drøm ...

... og så tumler jeg videre i samme panik. Jeg tror åbenbart ikke rigtig på mig.

Jeg når ud på badeværelset og lukker op for bruseren. Samme panik.

Jeg siger igen til mig selv, at det var en fucking drøm. Samme panik.

Først ti minutters varme vandstråler fra bruserhovedet på min nøgne kvindekrop senere begynder jeg så småt at tro på mig. Og blodtrykket falder.

Fuck altså en drøm, der kunne sparke noget røv.

Kender du dem?