torsdag den 25. maj 2017

Om ugens børneoplevelser

Jeg har børn (in case you didn't know). MANGE børn. Helt nøjagtigt fire. To af hver.

De to ældste er flyttet hjemmefra. 

Den ene til Århus, hvor hun bliver færdig som lærer til næste sommer.

Den anden til København, hvor han læser til kemiingeniør på DTU. (Og ja, jeg VED godt, at DTU ikke ligger i København, men jeg er jo jyde, og for mange jyder går den del af Danmark, der ligger øst for Storebælt, altså under betegnelsen København. Også det område af København, de kalder Lyngby. Bum.)

De to yngste bor stadig hjemme hos Mutti i forstadsvillaen.

Den ene bliver student fra HTX om en måned.

Den anden går i 6. klasse.

Mine børn giver mig mange interessante oplevelser.

I den seneste uge har navnlig to skilt sig ud:

Som for eksempel i lørdags. 

Jeg vidste, at Store Søn skulle til eksamen. På DTU (i København ;-)). Skriftlig eksamen. I fysik. Han var ikke begejstret, for fysik er ikke hans stærkeste side. 

(Fysik og kemi er åbenbart ikke det samme. Slet ikke. Gad vide, hvorfor det så altid hedder "fysik/kemi"? Det er sgudda åndssvagt. Det hedder jo ikke "sløjd/historie" eller "musik/matematik", vel? But who am I to judge? Jeg var SÅ uinteresseret og ringe til fysik/kemi i folkeskolen, at jeg ikke engang gik til afgangsprøve.)

Nå, men Store Søn skulle altså til en firetimers fysikeksamen lørdag formiddag.

Derfor undrede det mig også en kende, da min telefon ringede klokken lidt over 11 selvsamme formiddag, og jeg på displayet kunne se, at det var ...

... STORE SØN?

WTF???

Han ville bare fortælle, at han havde sovet over om morgenen.

Damn, boy!

Hvordan HELVEDE kan det lade sig gøre?! Den sidste nat inden en vigtig eksamen sover man sgudda næsten ikke. Og man sover da slet ikke OVER!

Men det gjorde Store Søn altså. I sikker forvisning om, at hans telefon ville vække ham til sædvanlig tid.

Hvad han ikke lige havde taget højde for, var imidlertid, at han bruger en vækkefunktion på telefonen, der hedder "Mandag til fredag."

Og at telefonen derfor for helvede ikke automatisk vækker til sædvanlig tid om LØRDAGEN.

Einstein.

Nå, men så var katastrofen heller ikke større. Han kom lidt for sent op, men ikke så sent, at han ville misse sin eksamen. Han skulle blot gennemløbe sin morgenrutine lidt snabbt.

Og derfor gik det også småstærkt med at få pakket tasken med de nødvendige eksamensredskaber (computer og lader). 

Øh ... så stærkt faktisk, at han ikke lige fik laderen med.

Fuck altså.

Så da halvdelen af de fire timer, som eksaminationen skulle vare, var gået, løb Store Søn tør for strøm.

Øv, hvor er det synd for ham :-(

Skal man absolut finde noget at glæde sig over ved den historie, må det afgjort være, at det ikke var LADEREN, han stod med i eksamenslokalet, mens computeren lå derhjemme. Og så det faktum, at han helt sikkert husker både at tjekke vækkeren og få ALLE nødvendige effekter med sig til eksamen næste gang.

Learning by doing. 

Og det er ikke værre, end at han håber på et 2-tal.

Ugens anden børneoplevelse er af en lidt mere moderstolthedsfremkaldende karakter:

Yngste Datter er 12 år gammel og går som nævnt i 6. klasse. Det gør hun på en skole med et stærkt fokus på musik.

Det vil sige, at musikundervisningen i skoledagen foregår på et meget højt niveau, og at eleverne har mulighed for at tage ekstraundervisning i forlængelse af skoledagen.

Yngste Datter går til klaver, trommer, sammenspil, og noget, de kalder storband, som er et band sammensat af de bedste musikelever på tværs af flere årgange.

To gange om året giver musikeleverne koncert på skolen for forældre, bedsteforældre og andre interesserede.

Det giver børnene nogle fantastisk positive ting med i bagagen. 

Dels er det tilfredsstillende at få lov at spille sit stykke for et publikum, når man nu har øvet og øvet og øvet og øvet og øvet.

Og dels er det superfint at vænne sig til at skulle præstere under pres. Og at stå alene og blottet med sin sangstemme eller sit instrument foran et publikum på flere hundrede mennesker ER et ret stort pres.

Børnene lærer også, at det er okay at fejle. 

Bifaldet fra publikum er lige stort eller måske næsten større, når man spiller lidt forkert og alligevel finder op på hesten igen og gør sit stykke færdigt. Og i de 17 år, jeg via mine børn har haft tilknytning til skolen, har jeg ikke oplevet en eneste soloelev knække og forlade scenen uden at se glad ud (om end det selvfølgelig kan være, fordi det er overstået, haha).

I tirsdags afholdt skolen sin forårskoncert. Og Yngste Datter skulle spille både trommer og klaver.

Hun er fuldstændig cool, når hun skal på. Ikke en eneste gang har jeg hørt hende sige, at hun var nervøs. Heller ikke i tirsdags.

Det er mere moderen, der kan blive lidt nervøs. Måske fordi det er sådan, jeg ville have det, hvis jeg selv stod på scenen.

Nå, men F (læs: min eksmand, som jeg tidligere kaldte Lucifer, men som er blevet mig venligere stemt og derfor er blevet opgraderet til betegnelsen "F", red.) var også til stede.

Vi optog begge Yngste Datters optræden med vores mobiltelefoner. Og Fs mobiltelefon er heldigvis så ringe til at optage billeder, at jeg godt tør vise hans optagelse af barnets trommefærdigheder her på bloggen uden at risikere nogen form for genkendelse.

I klippet akkompagneres hun af en veninde fra klassen på sang og af sin trommelærer på klaver. 

Værsgo:



Hun er kun 12 år gammel, og hun er ikke sej ...

... hun er ÜBERSEJ.

WOOP, WOOP!

Også hendes fremførelse af klaverstykket gik smukt og fejlfrit:



Og jeg må konstatere, at det er rart at have børn med færdigheder, man selv mangler.

Mutti kan til gengæld løfte tunge ting ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar