Om min rige onkel i ...

Nope. Ikke Amerika.

Australien.

Men ja, sådan en har jeg faktisk. Onkel Helge. 

Eller ... øh ... rent faktisk er han ikke min onkel, men derimod min morbror. Der er bare mange danskere, der ikke ved, at en morbror ikke er det samme som en onkel. Og da jeg blev gammel nok til at opdage forskellen, havde jeg kaldt ham Onkel i så mange år, at det var for sent. Den slags kan man ikke uden videre ændre på.

Onkel Helge emigrerede i midt halvfjerdserne til Australien som nyuddannet læge.

Det lå ellers ikke i kortene, at Onkel skulle være læge. Hans lærere i grundskolen anbefalede ham nemlig at blive cykelsmed. Tænker, at han har været en doven satan i timerne. 

Måske har han haft hovedet fuldt af opfindelser i stedet for tyske verber.

Som for eksempel "isomobilen": en dødsensfarlig konstruktion, han havde opfundet, som bestod af fire skøjter, en i hvert hjørne af en dør, og en stor luftpropel påmonteret en gammel Volvo-motor. Så kunne man ligge der på døren og suse ud over isen i vigen ved den lille sønderjyske landsby, hvor man boede. Drevet frem af en voldsom motor med en stor propel. Og bare håbe, at isen var tyk nok til at bære. Bindegalt. Men formentlig også ret sjovt.

Nå, men Onkel havde udlængsel. Så han rejste sin vej. Først helt hen til Århus, hvor han blev læge på fire år i stedet for de normerede fem (tænker, han var blevet mere arbejdsom ud i skolearbejde). Dernæst til en midlertidig stilling ved et hospital i Australien.

Her ragede han så uklar med det danske forsvar. I en grad, så han pludselig måtte se sig selv efterlyst herhjemme i mange år.

Han var nemlig stukket af fra værnepligten. Eller det var han faktisk ikke. Han havde fået udsættelse. Og da forsvaret så lidt brat skrev efter ham dernede i Australien og bad ham om at komme hjem før det aftalte tidspunkt, takkede han pænt nej. Han havde jo skrevet under på en midlertidig jobkontrakt i Sydney.

Forsvaret reagerede venligt og imødekommende ved at skrive, at han så måtte betragte sig selv som tugthuskandidat, hvis han viste sig i fædrelandet inden det 40. fyldte år.

Hvilket han selvfølgelig gjorde. Blot via Sverige eller Tyskland, hvor paskontrollen var lemfældig.

For Onkel har været hjemme på besøg cirka en gang om året.

Det er nemlig gået sådan med Onkel, at hans midlertidige ansættelse blev til en fast stilling, og at han nu er blevet en højt renommeret hjertespecialist, som ofte rejser verden rundt til konferencer. Og hvis en af disse konferencer fører ham til Europa, kommer han altid forbi.

Han er altså en betydningsfuld mand. Temmelig velhavende også. Han bruger en del af sin tid på forskning og har taget patent på en række medicinske præparater.

Så i et både job- og indkomstmæssigt perspektiv spiller han i en noget anden liga end fru undertegnede folkeskolelærer.

"Beundrer du ham?" blev jeg for nylig spurgt af en veninde.

Og ja, det gør jeg faktisk i nogen grad.

Men det er ikke hans penge eller hans status, der får mig til at synes vældig godt om Onkel. Det er ellers ofte lige netop de to parametre, der kan få nogle mennesker til at kaste sig i støvet for andre.

Nej, det er noget ganske andet ved Onkel, jeg kan lide. Det er den personlighed og de værdier, han har TIL TRODS for penge og status.

Onkel er uimponeret af autoriteter og titler, men har respekt for viden og dygtighed. I stedet for at klappe hælene sammen rager han for eksempel somme tider uklar med den australske sundhedsminister i faglige spørgsmål - også på tv. Fordi den australske sundhedsminister åbenbart ikke altid ved, hvad han snakker om.

Onkel er beskeden. Han mener, at jeg som folkeskolelærer bestrider en af de vigtigste funktioner i et samfund. Og han sender mig et anerkendende blik, når jeg fortæller, at jeg er glad for mit arbejde, og at mine elever bliver dygtige til det, jeg underviser dem i (det ved jeg, at de bliver, for jeg har lige haft min klasse til afgangsprøve i mundtlig engelsk med et snit på 8,7, woop, woop!). Og det fuldstændig uagtet, at han selv dagligt redder liv, hvad jeg i grunden også synes er okay vigtigt.

Onkel er en fin samtalepartner. Han er ikke selvfed. Han spørger ind og lytter interesseret til det, jeg fortæller ham. Og ingen samtale er for ubetydelig. Heller ikke selv om de ikke handler om kvantefysik, og det er der dælme ikke mange af mine samtaler, der gør.

Onkel er til en vis grad ligeglad med penge. Det kan han selvfølgelig også sagtens være, når han har mange af dem. Men han tager bussen på arbejde. Og indtil hans kone tvang ham til at skifte bil, kørte han i 20 år rundt i den samme Toyota Camry. Han overnatter også hellere på bed and breakfast end på luksushoteller. Og hans tøj? Hmm, han lader til at synes, at de gamle fløjlsbukser, han også havde på, sidste gang jeg så ham, er for fede. Desuden rejser han kun med håndbagage. Tre skjorter og en pose vaskepulver.

Onkel er bevidst om vores mishandling af miljøet. Hans hospital vil så gerne sende ham verden rundt til konferencer på business class. Det er åbenart kutyme. Og det KAN da også være ret bekvemt på lange flyvninger, tænker jeg. Men Onkel nedgraderer. Han mener, det er brændstofsvineri at rejse på business, for der er længere mellem rækkerne og færre sæder på hver. Så han napper sgu en plads på monkey.

Onkel har humor. Han kan sagtens se det sjove i livets små pudsigheder. Om det ligefrem er en egenskab, jeg beundrer hos andre, kan diskuteres. For beundre er et stort ord. Men det er i hvert fald en egenskab, jeg sætter pris på.

Onkel har været på besøg i denne uge. Han rejser faktisk hjem i dag. 

Jeg har selvfølgelig været sammen med ham nogle gange i ugens løb. Det har hele familien. Mine forældre, min søster og hendes mand og børn, min bror og hans kone og børn og svigerbørn. Og mine egne børn. De tre af dem. (Den Fortabte Søn, som jo er flyttet til København, hvor han læser til kemiingeniør på DTU, kunne desværre ikke finde tid her midt i eksamensperioden.)

Den eneste, der som sædvanlig ikke har været med til familiesammenkomsterne, er min damekæreste. For døtres damekærester er åbenbart lidt for stor en mundfuld for mine forældre.

Min seksualitet er så at sige ikke stueren i deres univers. Den er faktisk så ildeset, at jeg har haft min mor mistænkt for slet ikke at fortælle Onkel, at jeg er i et forhold. Øh, hvilket jeg altså har været i syv år nu.

Det får mig fandme til at tabe sutten. For det får mig til at føle mig udenfor i familien. Den, man skammer sig over. Det er ydmygende.

Så inden Onkels ankomst i sidste weekend havde jeg besluttet selv at tage hånd om sagen. Jeg ville fortælle ham det. I en grad så han ikke kunne være i tvivl. Og gerne mens min mor (som er den mest intolerante af mine forældre) hørte på.

Nu er Onkel ikke i tvivl ;-) 

Jeg har fortalt. Jeg har vist billeder. Jeg har inviteret ham med mig og kæresten på vandretur, næste gang han kommer.

And guess what: Han lader til at synes, det er helt fino.

Og min mor? 

Tjah, hun ved, at han ved det. Det må hun bare håndtere. Jeg kan ikke længere tage hendes skamfølelse på mig.

Bum.