En modbydelig stank

"Tror du, den kan lugte din pussy?" lød det spøgefuldt fra en veninde i weekenden, da en nabokat havde forvildet sig ind i hendes hus og op på skødet af mig.

Very funny.

Men nej. Jeg var iført spritnye jeans og en sweater, jeg havde lånt af selvsamme veninde, så jeg tror sgu ikke, katten kunne lugte min mis. Hverken den ene eller den anden.

De hedder Tove og Hilmer. Mine misser.

Her er Tove:

Hun er pissesød.

Og det er Hilmer også.

Men det er sgu ikke Tove og Hilmers skyld, at venindens nabokat ikke kunne lugte mis. For du milde himmel HELVEDE, hvor de stinker, mand. Og hele huset med. Føj for satan.

Her gik jeg og troede, at katten var et renligt dyr. Men det vil jeg ikke kalde Tove og Hilmer. Medmindre altså at de snart begynder at skide i deres bakke. 

Og KUN der!

Damn, hvor er jeg træt af at rende og fjerne kattelort fra måtter og puder og dyner og gulvtæpper. 

Jeg får jo næsten lyst til at proppe dem til. De vilkårligt skidende kattenumser altså.

Bare for at få dem til at bruge bakken. For hvordan pokker lærer man dem det?

Har i fortvivlelse foreslået yngstesønnen på 19, at han måske kunne gøre sig lidt nyttig og bedrive en smule teaching by example i dagtimerne, hvor han alligevel går herhjemme og skriver jobansøgninger til sit sabbatår.

Han kunne da godt lige demonstrere, hvordan man gør.

Det synes han ikke.

Oh dear. Kan somme tider være så plat.

Håber, knægten alligevel tænker, at jeg gør mere gavn end skade.