tirsdag den 23. januar 2018

Nu har jeg igen været ved at læse

Denne gang en artikel på dr.dk om debattøren Mads Ananda Lodahl, som har skrevet en ny bog, der vender sig imod den "heteroseksuelle verdensorden," som forfatteren kalder det.

Hr. Lodahl er læreruddannet og kalder folkeskolen "et sted med mangel på bred repræsentation af forskellige seksualiteter og kønsidentiteter".

Og han fortæller, at han har studeret "hele det univers, som folkeskolen er, fra lærerseminarierne til selve undervisningen, skolegården, undervisningsmateriale, lærerværelse".

Her har han så konstateret, at "LGBT-personer (homoseksuelle, bipersoner og transpersoner, red.) er fuldstændigt fraværende. De bliver overhovedet ikke repræsenteret nogen steder."

Og derfor kan folkeskolen "føles klaustrofobisk for mennesker, der afviger fra den heteroseksuelle norm, fordi de støder på denne norm, uanset hvor de vender sig hen."

Well.

Hvor har han ret.

Man støder på heteroseksuelle normer overalt i samfundet, i film, bøger, musikvideoer, reklamer, nyhedsmedier. 

Også i folkeskolen, hvor mange elever er optaget af for alt i verden ikke at skille sig ud fra mængden og derfor vælger at følge de heteroseksuelle konventioner.

For der er kontant afregning ved kasse 1 i både retorik og adfærd, hvis man afviger fra disse konventioner. 

Jeg har også i et tidligere indlæg skrevet, at jeg som homoseksuel kan føle mig lidt ensom på min arbejdsplads, fordi jeg er den eneste. Den ENESTE. Hulk!

Bortset fra, at ... gu' er jeg da ej.

Et regnestykke:

Vi har et sted mellem 800 og 900 elever på min skole, hvoraf en 200-300 er udskolingselever. Og hvis man dertil lægger et personale på en 80-90 stykker, så nærmer vi os 1.000 mennesker, hvoraf mindst 300 er kønsmodne.

So what are the odds? spørger jeg bare. Hvor stor er sandsynligheden for, at jeg er den ENESTE LGBT-person på jobbet?

Nej, vel?

Rent statistisk bør jeg, bare i personalegruppen, færdes blandt mindst 4-5 kolleger, som også afviger fra den heteroseksuelle norm. 

Jeg ER imidlertid den eneste, der er sprunget ud.

Det er jeg til gengæld ganske eftertrykkeligt. 

Jeg lægger ikke på nogen måde skjul på min seksualitet. Fra min første time i en ny klasse gør jeg mine elever klart, at jeg har en damekæreste.

Så ved de det.

Det er ikke, fordi jeg er ekshibitionist (ekshibitionisme gemmer jeg til bloggen 😉). 

Det ER derimod for at vise de elever, der sidder fanget i en seksualitet, som de skammer sig over, at det er okay. At DE er okay. Og da jeg ved, at jeg er okay afholdt i elevgruppen, håber jeg, det virker.

JEG føler mig i hvert fald okay. Langt om længe.

Men deres skam forstår jeg. For retorikken eleverne imellem er dælme hård og fordomsfuld. Og jeg var selv fucking VOKSEN, før jeg fandt modet til at stå ved min seksualitet.

Så jeg vil faktisk også give debattøren, som er nævnt ovenfor, ret i, at folkeskolen kan føles klaustrofobisk, hvis man har en anden seksualitet end flertallet. For der er tæt på INTET at spejle sig i.

Til gengæld mener jeg egentlig ikke, at man kan kaste fatwaer over de heteroseksuelle for at skabe en heteroseksuel verdensorden. For gad vide, hvordan verden så ud, hvis flere end 90 procent af os foretrak vores EGET køn. Så ville verdensordenen sgu nok være overvejende homoseksuel. 

That's how the world turns.

Hvis man vil have større seksuel tolerance i folkeskolen, kan de heteroseksuelle selvfølgelig gøre meget. For eksempel søge at sikre en anstændig sprogbrug og vælge undervisningsforløb og -materialer, der understøtter mangfoldighed.

Men jeg synes altså også, at en del af ansvaret må påhvile de voksne, der render rundt i klasselokalerne og på lærerværelserne og skjuler, hvem de er. Det er vel også OS, der skal vise, at vi ikke er nogle freaks.

Jeg har naturligvis al respekt for de homoseksuelle, der vælger at holde deres seksualitet for sig selv. De kan jo frygte omverdenens reaktion eller mene, at deres seksuelle præferencer ikke kommer andre ved.

Men det er jo angsten for det fremmede, der i mange tilfælde driver fordommene. Så JEG har for mit vedkommende sat alle sejl til for at forsøge at gøre det fremmede mindre fremmed. Ved at være åben.

Og jeg vil ikke give hr. Lodahl helt ret, når han siger, at LGBT-personer er fuldstændig fraværende og overhovedet ikke repræsenteres nogen steder i folkeskolen. 

Han har ikke været med i MINE timer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar