tirsdag den 16. januar 2018

Om at være kulturløs

Traf forleden dag en bekendt. Vi kan jo kalde hende I. Fordi hun hedder noget med I.

I og jeg synger faktisk i kor sammen. Og i pausen til kormødet i torsdags pludrede jeg lidt med hende, mens vi drak en øl.

Hun fortalte, at hun havde truffet en anden bekendt til en julefrokost. Hende kan vi kalde A. (Gæt selv hvorfor.)

Og at de lige midt imellem silden og fiskefileten var kommet til at snakke om medlemskab af den danske folkekirke.

I overvejer nemlig at melde sig ud. Hun er ikke særlig troende, og hun bryder sig ikke om visse fremtrædende kirkerepræsentanters forældede holdninger. Til for eksempel kvinder. Og homoseksuelle.

A derimod. Havde på det kraftigste opponeret mod tanken. Og havde kaldt eksfolkekirkemedlemmer "kulturløse".

Øhm ... her er jeg så nødt til at kommentere.

For det kan undre mig, at et oplyst menneske som A (ret belæst og klog) tilsyneladende uden refleksion sætter lighedstegn mellem folkekirke og kultur.

Sikke en omgang pølsesnak.

Nu underviser jeg faktisk i kultur. Og der er mange ting, jeg ikke ved ret meget om, men kultur er ikke en af dem.

Jeg kan for eksempel berette, at kultur er et ret komplekst begreb. Umanerlig svært at pinpointe altså.

Prøv bare at tænke over vores egen.

Hvad er dansk kultur?

Er det Dannebrog? Er det H.C. Andersen? Er det stegt flæsk? Er det sproget? Er det Lego? Er det Smukfest?

Og svaret er ja. Dansk kultur er alt det ovenstående.

Men det er ikke en udtømmende liste. Det er kun eksempler på den synlige del af vores kultur.

Der findes også en usynlig del. 

Som består af værdier, normer, adfærd, holdninger. 

Som for eksempel børneopdragelse, kønsroller, skønhedsidealer, problemløsning, holdning til alder, til social status, til retfærdighed, til tid, til demokrati, ytringsfrihed, seksuel frihed, respekt for individet. Og meget, meget mere.

Og ja. Under denne gigantiske usynlige del af en kultur hører også religion.

Skal jeg gøre det endnu mere komplekst, findes der under enhver nationalkultur (såfremt det giver mening overhovedet at TALE om nationalkulturer) en lang række subkulturer. Emoer, skatere, rockere, speltfolk, nynazister. 

Selv tilhører jeg den subkultur, der hedder homoseksuelle.

Faktisk vil jeg vove at påstå, at hver ENESTE dansker tilhører mere end en kultur, for kultur er nemlig betinget af det fællesskab, vi befinder os i. 

Helt nede på mikroniveau har vi således alle en unik kultur i vores familie:

Hvordan taler vi til hinanden? Skal man tage skoene af, når man er indenfor? Må man spise foran fjernsynet? Forventes det, at man hjælper hinanden med huslige gøremål? Kysser man godnat?

Og så videre og så videre og så videre.

Jeg afviser ikke, at religion har haft en betydning for udviklingen af visse værdier i vores samfund. Men vi står OGSÅ allesammen helt op til hårrødderne i kultur, der ikke er afledt af religion.

Faktisk er det en del af vores danske kultur, at vi har religionsFRIHED.

Så hvis man påstår, at man er kulturløs, når man melder sig ud af folkekirken, er man galt afmarcheret.

Bum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar