Om Budapest og homovenlighed

Det er uhensigtsmæssigt pisseirriterende. Men det er sådan, det er:

Hver gang jeg skal rejse til en udenlandsk destination med en laber dame, som jeg kysser på, ved min side, er jeg nødt til lige at tjekke homovenligheden på den pågældende destination. Just in case.

For eksempel er det praktisk at vide, om vi eventuelt risikerer dødsstraf, pisk eller fængsel. Som hvis vi for eksempel rejser til Yemen, Iran, Irak, Saudi-Arabien, Mauritanien, Nigeria, Qatar, Somalia eller Sudan.

Og hvis vi risikerer dødsstraf i Nigeria, hvordan forholder det sig mon så med Budapest? tænkte jeg logisk nok inden afrejsen derhen i forrige uge.

Udmærket, viste det sig efter en hurtig lille søgning på Google. 

Det forholder sig udmærket for homoseksuelle i Budapest. I hvert fald hvis man skal tro den oversigt over de ti homovenligste steder i verden, som man kan finde på Homeaways hjemmeside.

Faktisk ligger den ungarske hovedstad på  en syvendeplads på listen over homovenlige byer. Lige under Amsterdam, som kvinden i mit liv og jeg fik en række aldeles vidunderlige homooplevelser i, da vi var der i september.

Fedt.

Den gode nyhed lod jeg gå videre til omtalte dame ved min side, mens vi for en stund slentrede langs Donau og nød synet af Kædebroen og Borghøjen på den modsatte bred, og så listede jeg forsigtigt min hånd ind i hendes.

Det var nice. 

Vi plejer ikke sådan at vise hengivenhed for hinanden ude i offentligheden. For vi er nogle små kyllinger, der frygter, at nogen skal ydmyge os ved at råbe efter os eller gøre et eller andet ondt og fordomsfuldt.

Men her kunne vi åbenbart være i fred.

Troede vi.

Lige indtil jeg kom til at nærstudere Politikens Turen Går Til ...

For her står:

"Vær påpasselig med at vise kærtegn offentligt. Bøsseparader i Budapest mødes af moddemonstrationer."

Fra fedt og nice til fuck og pis altså.

Og hvordan fanden kan man kalde en by "homovenlig", når homovenligheden begrænser sig til at lade os skjule os på nogle få barer for bøsser og endnu færre for lesbiske?

Hvad nu, hvis man ikke gider gå på bar?

Suk.

Dermed måtte vi slå os til tåls med at glæde os over ikke at have mødt moddemonstrationer, da vi sådan gik hånd i hånd ved Donau og så i øvrigt kærtegne hinanden i allerstørste diskretion.

Business as usual.