onsdag den 21. februar 2018

Om studenterbrødstyve og politibuddies

Well, well, well. Så skulle man altså også opleve den lille tragedie.

Får fandme somme tider lyst til at sømme nogle af kollegerne fast til væggen. Så laver de da ikke ulykker.

Navnlig en bestemt kollega. Vi kan jo kalde ham Gregers (det hedder han ikke, men hans rigtige navn ER redaktionen bekendt).

Gregers er en tidslomme. Ret stereotyp halvfjerdserlærer. Fodformede sko, hjemmestrik og saxofon. Vi skal allesammen være solidariske, dele og have lige meget. And so on and so forth.

Du kender sikkert typen. 

Bortset fra at Gregers ikke er gammel nok til at have været lærer i halvfjerdserne. Men derfor kan man vel godt være halvfjerdserlærer alligevel.

Og Gregers går rundt på skolen og taler girafsprog og er solidarisk socialist. I næsten alle henseender. 

Blot ikke når det gælder mad.

For man kan være HELT sikker på, at når noget guf bliver stillet frem i personalerummet til fælles fortæring, så er det Gregers, der løber med den største bid af othelloen.

Han sørger for at komme først til fadet. OG sidst. OG derimellem et par gange til. I al ubeskedenhed og fuldkommen blottet for dannelse kan Gregers trykke tapas og søde lækkerier ind i en uendelighed. Mens vi andre er ved at krumme tæerne ud gennem skosålerne, fordi det er pinligt.

Nå, men fred være med det. Der er som regel ingen på lærerværelset, der ligefrem MANGLER noget, og så kan Gregers jo for den sags skyld rende og være pinligt grådig alt, hvad han lyster.

MEN.

For et par uger siden skete der en ting, der for en stund satte min tålmodighed med den gode Gregers en kende på prøve:

HAN MOTHERFUCKING STJAL MIT STUDENTERBRØD!

Den lille ukollegiale fladlus altså!

En forklaring:

På skolen har vi den uskrevne regel, at hvis der bliver et eller andet lækkert til overs fra et møde med forplejning eller en hyggestund i en klasse, så sætter vi det frit fremme i køkkenet, og så må hvem som helst spise af det.

Det har Gregers fået mange godbidder ud af. Han kan sagtens trykke indtil flere nøddehorn ind allerede inden klokken 7.30. Også selv om de har ligget der siden aftenen før og er blevet gamle og stive hele vejen igennem.

Hellere det, åbenbart, end at lade dem ligge og risikere den tort at se dem ryge i dunken på en anden lidt senere på dagen.

Den pågældende dag havde jeg så fået et studenterbrød foræret af en af mine mænd. 

Jeg har fire mænd på lærerværelset, som er mine (det har jeg skrevet om i et andet indlæg, som jeg ikke lige gider linke til nu, men som jeg er sikker på, at du finder, hvis du er tålmodig nok), og som af og til forkæler mig lidt.

Mine mænd behandler mig med stor respekt og vælger mig ofte til.

Den dag for et par uger siden kom en af dem altså rendende med et studenterbrød.

Jeg kan godt lide kage. Men jeg er ikke typen, der har det store behov for søde sager inden middag. Til gengæld tænkte jeg, at jeg nok kunne få brug for en energitilførsel i eftermiddagspausen inden de sidste undervisningslektioner. Gerne i form af et klamt og snasket studenterbrød, nammenam.

Så jeg besluttede mig til at gemme bæstet.

Og da jeg er HELT bevidst om, at man ikke kan lade noget stå fremme på bordet i lærerkøkkenet uden at signalere, at det tilhører nogen, og så regne med, at det stadig står der, når man skal bruge det. Ja, så traf jeg følgende forholdsregler:

  1. Jeg tog tre bidder af det (ret forebyggende i min optik).
  2. Jeg lagde det på en kagetallerken.
  3. Jeg anbragte min TYDELIGT BRUGTE kagegaffel på tallerkenen ved siden af kagen.
  4. Jeg viklede hele lortet ind i husholdningsfilm.
Altså. Med de fire forholdsregler synes jeg ikke ligefrem, jeg INVITEREDE andre til at holde fest med mit studenterbrød.

Så nåede vi til eftermiddagspausen, mit blodsukker var nede at skrabe gulvklinkerne, og jeg glædede mig til et par store mundfulde af min kage ledsaget af dagens sidste kop kaffe.

But guess what:

Køkkenbordet i lærerkøkkenet var lige så fucking gabende tomt som min bankkonto i januar.

Nul studenterbrød.

Damn!

Jeg reagerede naturligvis rationelt. Så jeg knaldede hånden i bordpladen, mens jeg råbte: "Hvem FANDEN er den idiot, der har neglet min kage?!"

Uha, der blev stille i køkkenet. 

Jeg bliver sjældent rigtig vred (hvis ikke man spørger min kæreste altså). Men et tyvstjålet, delvist spist studenterbrød, THAT did the trick.

"Æh," pippede den nærmeste kollega, "jeg tror, jeg så Gregers med en kage i hånden lige før."

Ja, selvfølgelig. Gregers! Who else.

Så jeg fløj ind i personalerummet. Og der sad Gregers ganske rigtigt og slikkede de sidste krummer af MIN fucking kage bort fra mundvigene.

Oh dear. 

Det er sørme en effektiv reptilhjerne, jeg har. 

For hold nu kæft, hvor jeg skældte ud. Og stakkels Gregers sad der fuldkommen brødebetynget og tavs. Det vil sige, i begyndelsen forsøgte han sig spagt med et argument om, at jeg jo ikke havde sat en nix pille-seddel på, men hans halvhjertede forsvar druknede helt i min hidsige ordstrøm ...

... øh ... indtil jeg kom til at grine. 

Fordi reptilhjernen til sidst havde sluppet sit tag, og jeg indså, hvor gak det var sådan at spilde min gode aggressivitet på en storspisende kollega og et stykke studenterbrød.

Nå, men til trods for at mine verbale stokkeslag således gled over i latter, HAVDE Gregers fanget budskabet. I en grad så han ved første lejlighed susede ned til Lagkagehuset og købte en ny kage til mig.

Så kunne han lære det, kunne han.

Det var i øvrigt samme dag, vi havde besøg af politiet.

Drama i høj potens, I must say.

Det var så to flygtningedrenge, der var kommet op at toppes. 

Den ene havde vist sagt noget mindre elskværdigt om den andens far.

Hvorpå den anden havde dasket til den ene.

Hvorpå den ene havde bidt den anden i hånden.

Og nu forholder det sig jo sådan, at vi underviser vores flygtningebørn i dansk kultur. Herunder, at politiet i Danmark altså er vores VENNER. Formentlig i modsætning til nogle af de lande, disse englebasser kommer fra.

Så efter at den ene altså havde plantet sit tandsæt i den andens hånd, havde den anden da bare taget lærernes ord for gode varer ... 

... og ringet til en ven. 

Som tilfældigvis har telefonnummer 112.

Det er godt, at eleverne hører efter.

Det var den dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar