Flytter på kollegium

Så flytter Mutti sgu på kollegium. 12 kvadratmeter overdådig studiebolig med fælleskøkken. Og fælles køkkenhave og eget fodboldhold og vaskemaskine i kælderen. 

Henne i Lyngby.

Ung med de unge, you know.

Indtil jeg atter suser hjem til mageligheden i min forstadsvilla på lørdag.

Nu tænker den kvikke bloglæser nok, at det er en kort lille motherfucker af en uddannelse, der sådan kan gennemføres på knap to døgn. Og så i påsken.

Men jeg kan allerede nu afsløre, at det ikke er mig, der er den studerende. Og at støvede bøger kommer til at fylde meget lidt under mit ophold (HA! Gotcha!).

Det er selvfølgelig Barn 2 eller Sønnike, der skal forkæles med et besøg af mor.

Han læser kemisk og biokemisk teknologi på DTU, og jeg aner stadig ikke, hvordan så naturfagligt et barn virkelig kan være et resultat af MIN reproduktion. 

Nå, men sådan er det altså. Og Danmark har brug for unge kvinder og mænd som ham, så det er vel okay.

Jeg regner med, at han glæder sig til mit besøg. For selv om han nærmer sig den svimlende alder af 23, er han ikke bleg for somme tider at erkende, at han kan være lidt morsyg, haha.

Og han får i hvert fald gjort rent på sit værelse, inden Mutti kommer sejlende (så meget har jeg sat mig i respekt). Det kan det sgu nok også trænge til.

Jeg glæder mig også. 

Mest til at være lidt sammen med ham. Sådan på tomandshånd. Det kan være en sjælden luksus at være alene med et enkelt stykke afkom, når man har ynglet fire gange.

Men også til at tjekke hans hylde i køleskabet ud. Sidst jeg var der, var hylden tom. Når man lige ser bort fra en etkilospakning med skrigrød trestjernet salami. 

Meget ambitiøst sådan at sætte sig for at indtage et helt kilo salami inden udløbsdatoen, når man er en husholdning på én. Til gengæld har den nok været billig. (Og her synes hans gamle folkeskolelærermor, at det er megasundt, at drengen prøver at leve lidt spartansk, så han ved, hvad det vil sige, inden han om få år formentlig vil tjene kassen som kemiingeniør. Fantastisk læring der!)

Nu vil jeg til gengæld begynde at gøre mig klar til afrejse. Der er lige lidt praktisk at ordne inden da.

Hav nu et par skønne påskedage. Og så høres vi måske snart ved igen.

Ciao 💖

Om tre små ord

De MÅTTE jo komme. Tre små ord. Små sataner faktisk.

Ved selvfølgelig godt, at jeg har valgt en arbejdsplads (den danske folkeskole) med et højvirulent miljø, når det gælder spredningen af beskidte tiltaleformer.

"Luder" for eksempel. Meget smittefarligt. Fordi det har en forførende negativ effekt på modtageren.

Eller hvad med "faggot"? "Svans"? "Bøsserøv"?

I særdeleshed homofobisk ladede prædikater synes at være populære blandt mine elever. Og det er fast arbejde at sige fra. For det gør jeg konsekvent, når disse lidet flatterende udtryk lander i min øregang.

Det er i min lesbiske optik et uheldigt skråplan, at homofobiske ord og vendinger sådan er blevet en fuldt integreret del af almindelig tale. For det bidrager til at bekræfte den vildfarelse, at vi homoseksuelle er andenrangsmennesker.

Jeg er aldrig selv blevet kaldt noget af det ovenstående, når jeg har været på job. (Måske fremstår man også lidt komisk, hvis man ligefrem kalder mig bøsserøv.)

Og når jeg griber nogen i at bruge betegnelser for homoseksuelle i en nedsættende betydning, får jeg næsten altid en uforbeholden undskyldning og en forsikring om, at ordene sandelig aldrig har været rettet mod mig.

Eller ... øh ... sådan var det i hvert fald indtil forrige fredag.

Men forrige fredag sker der noget:

Jeg har tysk i 9. klasse, og eleverne skal lave en mundtlig gruppeøvelse. 

En af pigerne i klassen - vi kan jo kalde hende Lonnie (det hedder hun ikke, men hendes rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)) - har for længst opgivet tyskfaget. I stedet for at forsøge at tilegne sig bare en smule af fremmedsproget bruger hun timerne på forskellige sociale medier. Ganske åbenlyst tilmed.

Nu sidder Lonnie så i sin gruppe med computeren slået op på Facebook. Skærmen vender op imod lærerens bord, så jeg tydeligt kan se, hvad hun IKKE laver: tysk.

Jeg går ned til hende og beder hende om at logge af Facebook. Ingen reaktion.

Så beder jeg hende igen om at logge af Facebook. Ingen reaktion.

Så beder jeg hende om at klappe skærmen i, for hun skal ikke bruge computer til den øvelse, hun skal deltage i. Hun vipper skærmen cirka tre centimeter hen imod sig selv. Så hun stadigvæk kan se alt, hvad der foregår på den.

Nu har jeg efterhånden fået nok. Så med en finger skubber jeg stille og roligt til skærmen, indtil hun ikke længere kan se skærmbilledet.

"Du skal ikke lukke min fucking computer!" lyder det elskværdigt fra den unge dame.

"Jamen, så kan DU jo lige lukke den," foreslår jeg som svar.

Ingen reaktion.

Skærmen klapper i af sig selv de sidste centimeter. Hvorpå pigen drejer hovedet i ninjaspeed og stirrer på mig med lynende vrede øjne.

"Din fucking homo!" 

Hendes respons rammer mig som en syngende lussing. 

Se, jeg bliver i almindelighed behandlet med respekt på min arbejdsplads. Aldrig har en elev kaldt mig noget som helst, der begynder med "din fucking". Og da slet ikke efterfulgt af "homo".

Og nu er jeg sendt til tælling. Står der foran klassen og føler mig totalt ydmyget. Og ked af det.

Jeg smider pigen ud. Hun kan ikke deltage i min undervisning sådan lige for en stund. For i situationen kan jeg ikke rigtig få luft for hende.

Den adfærd, hun lige har demonstreret over for mig, er nemlig en af årsagerne til min gamle rædsel for at springe ud. Til min årelange, ynkelige kamp for at knægte min natur og for alt i verden fremstå heteroseksuel.

Andre menneskers nedværdigende fordømmelse.

Jeg må have en timeout. Trække mig ud af rummet et øjeblik, så jeg kan finde fodfæste igen. Derfor lader jeg grupperne arbejde videre med deres mundtlige øvelse i klassen og flygter hen på lærerværelset.

Her kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Damn, det gør ondt. Jeg føler mig lillebitte. Skammet ud.

Heldigvis er der ikke andre i lokalet. Det er jo midt i en time.

Øh ... indtil vores arbejdsmiljørepræsentant tilfældigt træder ind ad døren.

Fuck.

Han er ikke sen til at reagere, da han hører, hvorfor jeg græder. Så han suser hen på gangen og hapser pigen for at konfrontere hende med fakta.

Selv suser jeg ned på toilettet. Søger isolation bag toiletdørens trygge værn. 

Får et chok, da jeg ser mig i spejlet. Jeg er tudegrim. Det er værst med øjnene. De er røde som trafiklys. Min eyeliner er tværet ud. Til gengæld er jeg ophovnet og skjoldet i resten af ansigtet.

Ikke noget kønt syn. Jeg vil helt sikkert være længe om at genvinde mit normale udseende.

Alt for længe.

For jeg har jo 17 elever siddende i klassen. Nu uden lærer.

Fuck igen!

Jeg tripper lidt på stedet, men ser ikke andre muligheder end at lade tudegrim være tudegrim og vende tilbage til min undervisning. Jeg KAN ganske simpelt ikke lade mine elever sidde alene.

Det er ikke helt let. Faktisk kræver det adskillige dybe indåndinger og en længere peptalk til mig selv. Men til sidst ... GØR jeg det sgu!

Rødøjet og uskøn træder jeg ind i klasserummet. Forsøger af al magt at overbevise mig selv om, at mine elever GERNE må se, at lærere er mennesker. Med rigtige følelser. Og hvad det gør ved mig at blive behandlet, som jeg blev.

Håber samtidig inderligt, at jeg kan holde tårerne tilbage, når englebasserne med garanti vil spørge, hvorfor jeg ser sådan ud.

No such luck though.

Der går ikke mere end et splitsekund, før jeg igen står og smågræder. Komplet blottet. Og denne gang med 9. klasse som publikum.

Fedt.

Jeg vender et øjeblik ryggen mod klassen. Læner panden imod den kølige, hvide tavle. Og ønsker mig til Timbuktu.

Så fortæller jeg dem sandheden. Det var de færreste, der havde bemærket mit lille sammenstød med Lonnie. Men nu ved de alle det hele. 

Og jeg bliver mødt med ...

... en OVERVÆLDENDE sympati.

Mine elever kan i virkeligheden slet ikke klare at se mig sådan. Lille og sårbar. De kender mig jo som den altid søde, sjove, glade mig. Og nu har de fået et kulturchok.

I særdeleshed AP (det hedder han ikke, men hans rigtige navn ER redaktionen bekendt ;-)). 

AP er en karseklippet slambert. Tilsyneladende lidt hård i filten og altid god for en halv rubber med flimmer og ballade. Og så kunne han allerede i 7. klasse trække et kondom op gennem næsen og ud gennem munden. Det har jeg selv set (YUCK!). Måske er han ikke en af Guds artigste drenge. Men han har til gengæld hjertet på rette sted, når situationen kræver det.

"Vil du ikke have et stykke kage?" siger han i afmagt og rundt på gulvet over min usædvanlige ked af det-hed. "Jeg har bagt. Til dansktimen."

Han føler et stærkt behov for at bringe universet tilbage i ligevægt. Kosmos, you know. Og det med alle forhåndenværende midler. Herunder hjemmebagt chokoladekage. 

"Jamen, den har du jo bagt til jeres kageordning i dansk," snøfter jeg.

"Jeg synes, vi skal have kage nu. Så gemmer vi bare et stykke til vores dansklærer," svarer han stålsat.

Og så får vi kage. Og jeg bliver varm indeni :-)

I mellemtiden har arbejdsmiljørepræsentanten OG klassens kontaktlærer haft fat i nakkehårene på Lonnie. 

Hun benægter selvfølgelig alt. DET har hun aldrig sagt, bedyrer hun stædigt. Men lader sig alligevel overtale til at mødes med mig klokken 14.30 for at give mig en undskyldning.

"Jeg har fået at vide, at jeg skal sige undskyld," indleder hun sødt, da vi mødes på gangen på det aftalte tidspunkt. "Så undskyld ... men jeg sagde det altså ikke."

Og med den ikke-undskyldning ender historien så.

Jeg får aldrig nogen beklagelse fra pigen. Til gengæld fik hun ingen kage.

Bucket list

Har du sådan en?

En bucket list?

Altså en liste med ting, du gerne vil opleve eller udrette, inden du dør?

Det har jeg.

Og i morgen skal jeg fremlægge den. På engelsk. For hele 7. årgang.

På min liste står, at jeg gerne vil lære at lave Kärntner Tomaten-Mozzarella Nudeln. Og udgive en bog, jeg selv har skrevet.

Der står også, at jeg gerne vil giftes med min kæreste. Og en tur til Portugal.

Og når jeg er færdig med at fremlægge og forklare min liste, skal englebasserne på 7. årgang lave deres egen, som DE så skal fremlægge. På engelsk.

Det er faktisk sundt nok. Altså at tænke over, hvad man mangler at presse ud af livets citron, inden den er tørlagt for good.

Jeg nåede for eksempel at presse et med dyb længsel ønsket homoseksuelt kærlighedsforhold ud af omtalte citrusfrugt. Efter at have spillet heteroseksuel med ægtemand og hele lortet i 40 år.

Det er det vigtigste, jeg hidtil har udrettet. At springe ud som lesbisk og finde en skøn kvinde at elske. (Altså ud over at få mine fire rotter (læs: fruens elskelige børn, red.).)

Kærlighed er så fundamental en forudsætning for menneskelig trivsel, at jeg stadig får hårrejsninger af rædsel ved tanken om, hvilket ulykkeligt søle jeg havde siddet fast i, hvis ikke jeg havde handlet i tide.

Og jeg havde aldrig handlet i tide, hvis ikke jeg havde gjort mig helt klart, hvad det egentlig var, jeg ønskede af livet.

Og jeg havde aldrig gjort mig helt klart, hvad det egentlig var, jeg ønskede af livet, hvis ikke jeg havde oversat en bog om netop det emne dengang for otte år siden.

Så gør det nu. Tænk over, hvad du ønsker dig. Der er kun et enkelt skud i livets bøsse, og det skulle nødig være et vådeskud.

Om en slags panik

For helvede altså.

Jeg har gjort det igen.

Bragt mig selv i en fuldkommen unødvendig næstenpaniksituation. For anden gang på ingen tid.

Okayokay, indrømmet: Det er et first world-problem, jeg her beskriver. Men nu er jeg jo også en first world-kvinde, så den slags kan godt være alvorligt.

Det begyndte egentlig i december. Med at jeg var en overordentlig sød og betænksom kæreste. For det er jeg nemlig fra tid til anden ;-)

Så da jeg den første søndag i advent slog øjnene op ved siden af lebben i mit liv, kunne jeg elegant stikke den ene hånd ned på gulvet ved siden af sengen, hvor jeg i al hemmelighed havde anbragt min adventsgave til hende.

Og fremdrage ... taDAAAH ... en bog.

Af Hanne-Vibeke Holst. Som pesten.

Damn, det var en god gave. SPOT ON faktisk :-D

Jeg vidste nemlig, at hun ønskede sig den bog. Hun er ret glad for fru Holst, you see.

Til gengæld havde jeg mere end svært ved at vente til den følgende søndag i advent, for jeg havde købt en ting, der med garanti ville matche bogen i spot-on-hed:

to billetter ...

... til et foredrag med ...

... taDAAAH igen ...

... HANNE-VIBEKE HOLST. 

21. marts.

Smooth, ikke? Sagt i al beskedenhed naturligvis.

Og jeg kunne således glæde mig OVER kærestens varme takkekys i dobbeltsengen, nammenam. Og TIL et foredrag med en dygtig dame.

Eneste problem er, at jeg må have foretaget mine dispositioner i fravær af tankevirksomhed. 

For jo, det var genialt at købe bogen til min kvinde. OG foredraget. OG at have foræret englebassen bogen, som er en ordentlig motherfucker på over 500 tætbeskrevne sider, i så god tid, at hun kunne nå at læse den til ende inden foredraget.

MEN.

Hvad med mig selv?

Jeg skulle sgudda OGSÅ nå at læse bogen inden 21. marts. Men jeg kunne ikke låne lebbens, for den skulle hun ligesom selv bruge.

Einstein.

Og jeg HAR prøvet at være til foredrag med fru Holst uden at have læst hendes bog (dengang hed den bog, jeg ikke havde læst, Knud, den Store). Og selv om jeg nyder at lytte til en sprogvirtuos som omtalte forfatterdame, er det altså ikke det samme, når man ikke har det fjerneste kendskab til den bog, der ligesom danner grundlag for sammenkomsten.

Jeg overvejede at købe endnu et eksemplar af Som Pesten. Men skød hurtigt den idé til jorden igen. Det ER simpelt hen for åndssvagt at købe den samme bog to gange.

Så fik jeg et brillant indfald: Jeg kunne jo låne den på biblioteket!

Og som sagt, så gjort. Troede jeg. 

Jeg sprang ind på bibliotekets hjemmeside for at undersøge, om bogen var hjemme.

Det var den ikke. Sjovt nok.

Om jeg ville reservere den? 

Tjoh, det var en ret nærliggende tanke. Så jeg trykkede på reservationsknappen. Og blev dermed nummer 103 i køen.

Fuck.

Nu er jeg nummer 16. Og hvis jeg overhovedet når at lægge min hånd på bogen inden foredraget, får jeg så travlt med at læse den, at jeg nok må melde mig syg for at nå det. 

Ærgerligt, at storkonflikten først rammer til april. Det kunne ellers have været handy med et par ugers lærerstrejke her og nu ;-)

Nå, men det er ikke den eneste næstenpaniksituation, jeg har bragt mig i.

For nu har jeg fandme købt flere foredragsbilletter.

Denne gang til Leonora Christina Skov. Den 2. maj.

Hende glæder jeg mig også for vildt til at høre. 

Hun er en af mine yndlingslebber. For hun er skarp. Og modig. Og pæn. Og måske kan jeg
læne mig lidt op ad hende. 

(Har du fulgt med her på bloggen, ved du, at det der med accept af døtres homoseksualitet ikke har ligget lige til højrebenet hos hverken mine eller kærestens forældre. Og at det har været en ret fortvivlende erkendelse for mig, som naivt troede, at de bare skulle vænne sig til tanken. Hvorefter det faktisk tog urimelig lang tid for mig at indse, at jeg ikke havde andet valg end at kaste håndklædet i ringen.)

Fru Skov har for ikke længe siden udgivet en bog om sin opvækst, Den, der lever stille. Den bør jeg nok læse. Inden den 2. maj. Oddly enough.

Tænker i hvert fald ikke, at det rækker at have tygget mig igennem Silhuet af en synder. På fucking tysk.

Så jeg har været endnu en tur på bibliotekets hjemmeside for at reservere en bog inden et forfatterforedrag. And guess what:

Jeg er nummer 102 på ventelisten.

Damn.

Konflikt

Suk. Ikke igen.

Men jo.

Det trækker op til konflikt mellem offentlige arbejdsgivere og offentligt ansatte.

Storkonflikt.

For lærernes vedkommende er der ikke gået så fandens mange år siden den sidste konflikt. En grim motherfucker af slagsen, hvor lærerne i DEN grad blev løbet ned. Både af KL og regeringen og i diverse debatspor i medierne.

Nogle mener, at KL tilmed satte alle sejl til for at skabe en smædekampagne imod lærerne og få dem til at fremstå som nogle dovne svin. Ikke pænt af en arbejdsgiver at behandle sine ansatte på den måde.

Så vidt jeg kan læse, var forløbet dengang i hemmelighed orkestreret af regeringen, der ønskede folkeskolereformen gennemført og havde brug for at finansiere lortet ved at gøre skoledagen længere (nu den længste blandt alle OECD-lande) og give lærerne flere undervisningstimer på bekostning af forberedelsestiden og temmelig mange pædagogstillinger, der blev overflødige.

Og de fik det, som de ville have det.

De sidste fire år har mange lærere i min omgangskreds knoklet heroisk for at iværksætte en reform med elementer, der tydeligvis er konstrueret af en række skrivebordfjolser uden kendskab til virkelighedens verden derude i folkeskolerne.

Jeg ved for eksempel endnu ikke, hvad begrebet "understøttende undervisning" dækker over. Det kan åbenbart både være et grammatikforløb og en tur på skøjtebanen. Utilstrækkelige retningslinjer. Ingen mål.

Og bevægelse i undervisningen.

Øh?

Så vidt jeg kan forstå skal denne bevægelse foregå i alle fag og rumme et fagligt element. Jeg kan således ikke bare lade mine elever spille ti minutters dødbold i mine tysktimer, selv om det er det, de tænder på.

Nej, nej.

Jeg skal ABSOLUT inkorporere et fagligt element. Så mine elever skal ... øh ... hoppe de uregelmæssige tyske verber? Danse farverne på engelsk?

Fint. 

Problemet er bare, at eleverne lynhurtigt gennemskuer det faglige indhold i mange af de bevægelsesaktiviteter, vi tilbyder dem. Så føles det konstrueret for dem. Og så gider de ikke.

Kunne man ikke bare have givet dem et par ekstra idrætstimer?

Nå, men jeg hænger på og lader mig ikke knække. Heller ikke selv om jeg skal navigere med alt for lidt forberedelsestid og med elever, der skal tvinges ud i otte, fucking OTTE, lektioner de fleste af ugens dage, og er i elendig stand til at modtage læring i de sidste to-tre stykker.

Til gengæld har jeg kendskab til ANDRE lærere, der er ved at knække i deres bestræbelser på at gennemføre en noget tvivlsom folkeskolereform.

Så denne konflikt kommer ærlig talt som en overraskelse for mig. Jeg havde faktisk regnet med mere goodwill fra arbejdsgiverside. Sidste gang fik de jo deres vilje 100 procent. Med både fornedrelse og kaos som resultat for hele lærerstanden.

Og det er uanstændigt, at lærerne ikke kan få en arbejdstidsaftale. Som de vistnok eneste på arbejdsmarkedet må vi finde os i ikke at have en aftale. Vi har i stedet lov 409. Meget sexet.

Til gengæld gider jeg ikke tvinges til hverken strejke eller lockout. Det er ydmygende for mig, at andre skal bestemme, om jeg skal passe mit job eller ej.

Samtidig er det smagløst og barnagtigt, at KL og DLF i disse uger bruger gigantiske mængder af ressourcer på at gøre mest mulig skade på hinanden. Der er sgu ikke meget værdighed og zen i sådan en åben krig mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Og man skulle næsten tro, at vi ikke havde det samme mål:

At bibringe nationens børn mest mulig livsduelighed og faglig læring.

Så jeg håber, at parterne kan finde tilbage til god forhandlingstakt i stedet for fortsat at barrikadere sig i hvert sit ringhjørne. 

Provokerende møgunger.

Bum.

Pral ... igen

Jeg har den sejeste datter. 

Og den hvilende-i-sig-selv-ste.

Hør nu bare her.

Barnet, som er Barn 4 på 13, skal konfirmeres i slut april. Og det er stort. 

STORT faktisk. 

Med sådan en konfirmation.

Faktisk så stort, at nogle forældre er ude fucking TO år i forvejen for at reservere det helt rette selskabslokale. 

Ligesom jeg kender eksempler (well, kun et enkelt faktisk, men alligevel) på, at konfirmationskjoler er bestilt hos skræddere et helt år før forventet anvendelse.

Og har hørt om konfirmander, der transporteres fra kirken i helikopter. 

HELIKOPTER, folkens. 

DET er fandenfuckme vildt.

Så ja, jeg er meget bevidst om, at konfirmationshysteriet ligefrem kan nå samme højder som et bryllupshysteri. Idioti i høj potens.

Men ikke her.

For min datter er cool.

Hun kom således til mig forleden dag og sagde:

"Mor, jeg synes ikke, vi skal bruge ret mange penge på en konfirmationskjole til mig. Så jeg har fundet en 'giveaway' på Den Blå Avis.

Det er ude i Uggelhuse, så jeg tager bare bussen derud efter skole på tirsdag. Og så kan du måske hente mig derude, når du får fri?"

Hvor cool er DET ikke lige?!

Barnet havde simpelt hen selv fundet en gratis kjole på nettet, undersøgt bustider og planlagt transport til den pågældende adresse for at prøve kjolen hos nogle vildtfremmede mennesker.

Hun er dælanedme selvkørende, den pige.

Og jeg syntes, det var en strålende idé ... øh ... indtil jeg kom til at tænke over situationen:

13-årig datter får kontakt til en ukendt person over nettet. Aftaler møde. Alene. På en fremmed adresse. Ude på landet. Og oven i købet i den landsby, hvor en tidligere udsendt soldat for ikke lang tid siden myrdede begge sine forældre med en økse.

Gisp!

Og Mutti blev omgående dødeligt paranoid. 

Jeg så pædofile voldtægtsforbrydere og øksemordere alle vegne. Ikke mindst i Uggelhuse. Og var faktisk efter få øjeblikkes vanvidstænkning HELT sikker på, at jeg havde set det sidste til DEN datter, hvis hun steg på DEN bus.

Og så er det ret lige meget, at jeg jo har en datter til altså. For jeg vil ikke af med nogen af dem. Det kan jeg lige så godt sige.

Nå, men jeg slog hælene i. Aflyste et møde, så jeg kunne køre tidligt hjem den dag. Og bragte min datter sikkert ud til den suspekte kontakt ...

... som i øvrigt hed Nikoline, tog imod os med et sødt og venligt smil og bare mente, det var synd, at hendes flotte konfirmationskjole fra sidste år skulle ligge ubrugt hen i resten af evigheden.

Så nu hænger Nikolines kjole i Barn 4s skab og venter på dagen :-)

Og jeg er en kyllingemor.