lørdag den 3. marts 2018

Konflikt

Suk. Ikke igen.

Men jo.

Det trækker op til konflikt mellem offentlige arbejdsgivere og offentligt ansatte.

Storkonflikt.

For lærernes vedkommende er der ikke gået så fandens mange år siden den sidste konflikt. En grim motherfucker af slagsen, hvor lærerne i DEN grad blev løbet ned. Både af KL og regeringen og i diverse debatspor i medierne.

Nogle mener, at KL tilmed satte alle sejl til for at skabe en smædekampagne imod lærerne og få dem til at fremstå som nogle dovne svin. Ikke pænt af en arbejdsgiver at behandle sine ansatte på den måde.

Så vidt jeg kan læse, var forløbet dengang i hemmelighed orkestreret af regeringen, der ønskede folkeskolereformen gennemført og havde brug for at finansiere lortet ved at gøre skoledagen længere (nu den længste blandt alle OECD-lande) og give lærerne flere undervisningstimer på bekostning af forberedelsestiden og temmelig mange pædagogstillinger, der blev overflødige.

Og de fik det, som de ville have det.

De sidste fire år har mange lærere i min omgangskreds knoklet heroisk for at iværksætte en reform med elementer, der tydeligvis er konstrueret af en række skrivebordfjolser uden kendskab til virkelighedens verden derude i folkeskolerne.

Jeg ved for eksempel endnu ikke, hvad begrebet "understøttende undervisning" dækker over. Det kan åbenbart både være et grammatikforløb og en tur på skøjtebanen. Utilstrækkelige retningslinjer. Ingen mål.

Og bevægelse i undervisningen.

Øh?

Så vidt jeg kan forstå skal denne bevægelse foregå i alle fag og rumme et fagligt element. Jeg kan således ikke bare lade mine elever spille ti minutters dødbold i mine tysktimer, selv om det er det, de tænder på.

Nej, nej.

Jeg skal ABSOLUT inkorporere et fagligt element. Så mine elever skal ... øh ... hoppe de uregelmæssige tyske verber? Danse farverne på engelsk?

Fint. 

Problemet er bare, at eleverne lynhurtigt gennemskuer det faglige indhold i mange af de bevægelsesaktiviteter, vi tilbyder dem. Så føles det konstrueret for dem. Og så gider de ikke.

Kunne man ikke bare have givet dem et par ekstra idrætstimer?

Nå, men jeg hænger på og lader mig ikke knække. Heller ikke selv om jeg skal navigere med alt for lidt forberedelsestid og med elever, der skal tvinges ud i otte, fucking OTTE, lektioner de fleste af ugens dage, og er i elendig stand til at modtage læring i de sidste to-tre stykker.

Til gengæld har jeg kendskab til ANDRE lærere, der er ved at knække i deres bestræbelser på at gennemføre en noget tvivlsom folkeskolereform.

Så denne konflikt kommer ærlig talt som en overraskelse for mig. Jeg havde faktisk regnet med mere goodwill fra arbejdsgiverside. Sidste gang fik de jo deres vilje 100 procent. Med både fornedrelse og kaos som resultat for hele lærerstanden.

Og det er uanstændigt, at lærerne ikke kan få en arbejdstidsaftale. Som de vistnok eneste på arbejdsmarkedet må vi finde os i ikke at have en aftale. Vi har i stedet lov 409. Meget sexet.

Til gengæld gider jeg ikke tvinges til hverken strejke eller lockout. Det er ydmygende for mig, at andre skal bestemme, om jeg skal passe mit job eller ej.

Samtidig er det smagløst og barnagtigt, at KL og DLF i disse uger bruger gigantiske mængder af ressourcer på at gøre mest mulig skade på hinanden. Der er sgu ikke meget værdighed og zen i sådan en åben krig mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.



Og man skulle næsten tro, at vi ikke havde det samme mål:

At bibringe nationens børn mest mulig livsduelighed og faglig læring.

Så jeg håber, at parterne kan finde tilbage til god forhandlingstakt i stedet for fortsat at barrikadere sig i hvert sit ringhjørne. 

Provokerende møgunger.

Bum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar