For jeg havde bortført min kvinde. Eller ... øh ... bortført er måske et stærkt ord. Eftersom vi begge havde booket fredag som en feriedag i kalenderen for flere måneder siden, da vi jo vidste, at vi skulle af sted.
Så lad mig i stedet sige, at jeg havde foræret hende en lille rejse. Bare en lillebitte en. Til et sted tre en halv times køretur herfra.
Lübeck.
Smukke, gamle Lübeck.
Som i øvrigt ser således ud:
En gennemført skøn middelalderby med en fin og hyggelig bykerne. Perfekt til en forlænget kæresteweekend.
Og jeg svævede. Arm i arm med min kærlighed. Nød, at vi ikke skulle andet end slentre omkring og elske livet og hinanden.
Og at det lunefulde forårsvejr for allerførste gang i år var i et aldeles indbydende hjørne. Sol og blå himmel. Og en temperatur, der gjorde min tykke vinterfrakke komplet grinagtig (men så kunne jeg da glæde mig over at få motioneret svedkirtlerne lidt).
Måltiderne blev naturligvis indtaget udenfor på et par af fortovsrestauranterne. Og vi sad ude til langt efter solnedgang. Side om side. Ved vandet. Lige over for byens tudsegamle saltlagre:
Og snakkede. Hold nu kæft, hvor vi snakkede. For det er vi verdensmestre i. Og løber vi for en stund tør for emner at snakke om, så vender vi bare tilbage til et gammelt et og snakker videre om det. Og videre. Og videre.
Jeg elsker samtalerne med min kvinde. For hun er min soulmate. Vi er in sync. Det føles fantastisk dejligt frit og trygt. Sådan at kunne betro hende det meste.
Og jeg ved, at hun elsker at snakke med mig. Faktisk er hun ikke en person, som ligefrem kommer stormende og kvæler folk med snak. Men når hun er sammen med mig, så ...
Jeps.
Og det gør mig varm om hjertet, at hun føler den fortrolighed over for mig. Og stolt.
Så alt var lyst. Og godt. Så lyst og godt, at jeg helt tydeligt mærkede den der fornemmelse i maven. Som champagnebobler. Den der kildrende lykke.
Og lige der, midt i Lübeck, fik jeg bekræftet, at her havde jeg den kvinde, som jeg ønskede at dele fremtiden med. En fortryllende, sødmefyldt fremtid.
Til gengæld kan jeg næsten ikke sige sødmefyldt uden også at sige marcipan ... hvilket Lübeck tilfældigvis er berømt for. Nammenam.
Faktisk ligger marcipanbutikkerne i Lübeck tæt som nyforelskede par. Med vareudstillinger, der lokker og forfører og kæler for øjet. Ikke så underligt, at folk føler sig draget af godterne.
Og selv om de der lübeckere udmærket ved, hvad de skal have for deres fucking marcipanspecialiteter, kunne vi naturligvis ikke forlade byen uden at købe lidt med hjem til rotterne.
Så ja, det var en skøn, skøn weekend. I dejligt selskab. Og dejligt solskin. Så har man lyst til at kysse livet.
Kunne jeg bare skrue tiden tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar